Plader

Queens of the Stone Age: …Like Clockwork

Skrevet af Daniel Niebuhr

Efter hele seks års albumpause må man nok en gang erkende, at Queens of the Stone Age på …Like Clockwork har formået at omsætte deres evigt foranderlige, musikalske drivkræfter til endnu en gennemført rockplade,

De har været vidt omkring, de kære stenalderdronninger. Født af asken af Kyuss, hvis stonerrock og storhedstid i midt-90’erne åbnede op for nye og hidtil uudforskede afkroge i det musikalske rocklandskab, var Queens of The Stone Ages eponyme debutplade fra 1998 første skridt mod et unikt projekt for frontfigur Josh Hommes vedkommende.

Det stenede kompositioner blev afløst af langt mere aggressivitet to år senere med gruppens anden udgivelse, Rated R, før det i mine øjne toppede for QotSA i 2002 med mesterværket og pseudo-konceptpladen Songs for the Deaf. Efter 11 år og yderligere to udgivelser, der blandt andet sendte bandet mod først deres mest lettilgængelige udtryk og herefter mere mekaniske lydbilleder, er de efter en albumpause på seks år nu endelig klar med deres sjette fuldlængdeudgivelse, …Like Clockwork.

Eneste reelle ændring i den konstant skiftende bandbesætning kommer i denne omgang i form af Dave Grohl, der er tilbage for at besidde det hverv, han senest påtog sig i forbindelse med Songs for the Deaf. På størstedelen af de ti numre formår han at give en solid, men måske lidt anonym performance, uden på nogen måde at skulle overpræstere. Og når det så fra tid til anden ikke er Grohl, der sidder bag tønderne, klarer både bandets nu ekstrommeslager Joey Castillo samt dennes afløser, Jon Theodore, som nogle måske kender fra hans bidrag til de første tre The Mars Volta-plader, deres respektive opgaver fejlfrit.

Castillo får i hvert fald lov til at lægge ud på åbningsnummeret, ”Keep Your Eyes Peeled”, der dog har Michael Shumans nærmest destruktive bas som det umiddelbare fokuspunkt. Det hele lyder bekendt; men skjult bag de skæve melodier fornemmer man dog, at der efter seks års stilstand på albumfronten er blevet skruet op for en ubehagelig og dog vellydende melankoli. Samtidig er …Like Clockwork måske også bandets til dato mest poppede plade, og ”I Sat by the Ocean” placerer sig i hvert fald i den lette ende af QotSAs bagkatalog. Men når der overordnet set på ingen måde er skruet op for hverken distortionpedalerne eller tempoet, fungerer nummeret dog alligevel som et fint bidrag til pladens samlede alsidighed.

Derudover ville det ikke være et rigtigt Queens of the Stone Age-album, hvis der ikke var blevet gjort plads til en håndfuld gæsteoptrædener. Kunstnere som Billy Gibbons fra ZZ Top, Rob Halford fra Judas Priest og sågar skuespiller samt Tenacious D-halvdel Jack Black er at finde på den lange liste over personer, der har kontribueret til bagkataloget på den ene eller anden måde, og listen er bestemt ikke blevet kortere med indspilningerne af …Like Clockwork.

I denne omgang er det således ”Fairweather Friends”, der nyder godt af flest gæsteoptrædener, hvor prominente navne som (Sir) Elton John, Trent Reznor og de gamle kendinge Mark Lanegan og Nick Oliveri har fået lov at sætte deres præg på nummerets tre minutter og 43 sekunder. Men som man ofte har hørt det før i QotSA-regi, så er den udefrakommende hjælp langtfra signifikant nok til at tilføje noget nævneværdigt til nummerets samlede udtryk, og derfor er det i størstedelen af tilfældene op til gruppens kernemedlemmer at have deres håndværk i orden.

Det har de da heldigvis også langt hen ad vejen, og man føler sjældent et hint af forudsigelighed presse sig på, hvilket 15 år efter debuten stadigvæk er bandets helt store force. For når man endelig tror, at man har gennemskuet Josh Homme og co., trækker de pladen i en helt ny og interessant retning, som på ”The Vampyre of Time and Memory”, der præsenterer gruppens bud på en decideret rockballade – dog uden at slippe de subtile, dystre undertoner, der gør en stor del af indholdet i bandets diskografi så fandens vellykket.

Der er dog også blevet plads til mere ”traditionelle” QotSA-kompositioner, hvor et nummer som ”Smooth Sailing” en sjælden gang har guitaren i fokus. Pludselig bliver der tilsat en tiltrængt portion testosteron, og det hårdere og mere slagkraftige lydbillede fungerer som en glimrende kontrast til de mere stille og sentimentale øjeblikke, som foruden førnævnte ”The Vampyre of Time and Memory” blandt andet også tæller det pianodrevne titelnummer.

Pladens helt store lytteroplevelser kommer over tre omgange: Først er der ”My God Is the Sun”, der umiddelbart lyder som en moderniseret udgave af ”Rickshaw” fra den sjette af de efterhånden legendariske Desert Sessions-indspilninger (som så igen er stort set samme nummer som ”Sherbert”, der optræder på en tidlig QotSA-ep fra 1998). Men på 2013-versionen bliver der langtfra holdt igen med at skabe et næsten uhørt storladent lydbillede hen imod nummerets slutning.

De storladne elementer bliver dernæst trukket videre til ”Kalopsia”, som først giver indtrykket af at beholde begge ben på jorden, men lidt over et minut inde skifter mening og lader de rockede elementer drive nummeret fremad. Sådan veksles der frem og tilbage mellem hårdt og blødt, samtidig med at Homme får hjælp fra både Reznor og Artic Monkeys’ Alex Turner på vokalsiden.

Endelig giver bandet på pladens næstsidste nummer, ”I Appear Missing”, deres vel nok mest gennemførte komposition til dato. Musikalsk er det et mesterværk udi opbygning fra et lydbillede, der indledningsvis nærmest slæber sig af sted, før det stiger gevaldigt i intensitet i takt med det afsluttende klimaks. Lyrikken er metaforik og billedsprog i særklasse, og derudover er der også blevet plads til noget så sjældent som en egentlig guitarsolo, der ikke kunne have været mere velplaceret.

Jeg ville være blevet mere end overrasket, hvis jeg på …Like Clockwork var blevet præsenteret for en videreudvikling af noget som helst af det, Queens of the Stone Age har præsteret før i tiden, og de evigt nye musikalske forandringer fryder helt bestemt. Det er ikke bandets stærkeste udspil – dertil mangler pladens samlede helhed lige det sidste løft – men jeg må nok en gang indrømme, at Queens of the Stone Age har formået at omsætte deres progressive drivkræfter til endnu en gennemført rockplade.

★★★★★☆

2 kommentarer

  • Virkelig velskrevet anmeldelse, rart at læse en musikanmeldelse med musikken i fokus. Glæder mig til at høre pladen

  • Velskrevet anmeldelse! Gav mig virkelig appetit på at høre albummet selvom jeg ikke har de store erfaringer med QOTSA.

Deltag i debat