Koncerter

Roskilde Festival 2013: Christian Hjelm, 04.07.13, Odeon

Nu skulle vi rigtig hygge os – der blev skruet op til syng-med-folkefest af Christian Hjelm og band. Hovedpersonen var lige lovlig kæk undervejs, men de virkelig gode sange kan man ikke tage fra ham.


Efter at have stået og blafret med hiphop-armen til Kendrick Lamar i den overfyldte trykkoger Arena var det en direkte lettelse, at næste koncert var Christian Hjelm i noget mindre hektiske rammer. Nu skulle vi rigtig hygge os. Det lod band og publikum til at være enige om.

Hjelm har ramt plet hos anmeldere og pladekøbere med sin dansksprogede solo-debut fra sidste år, der er lige dele folkelig pop og følsom indie. Sangene er bare rent ud sagt skidegode, teksterne er glimrende, og vokalen er virkelig unik. Syng-med-faktoren er høj, og det er svært ikke sende en kærlig tanke til Kim Larsen, da han peakede i 80’erne. Som ventet foldede pladens store charme sig problemfrit ud live i Odeon-teltet.

Eller næsten da. For hovedpersonen gjorde tilsyneladende alt for at underholde sit publikum med en mimik, han må have opsnappet fra Martin Brygmann. Jeg ved ikke, om Christian Hjelm har en lille skuespiller gemt i maven, men kombinationen af klassens klovn og frisk fyr-attitude blev lige anstrengende nok i længden. Det er fint ikke at være så selvhøjtidelig, men jeg tog mig selv i at blive så irriteret over det nærmest parodiske gummiansigt, at jeg momentvis glemte, hvor godt det hele i grunden lød.

For godt var det virkelig, sættet. Særligt “Luk dine øjne”, “Alibi”, “Det andet led” og den smukt vedmodige “Scenen skifter nu” blev modtaget med ubetinget begejstring. Ud over numre fra Før vi blev lette blev der luftet nyt materiale og et cover af Grethe Ingmanns “Sagt med et kys”. Skiftet fra engelsk til dansk, fra Figurines til solokarriere lader til at have en lang og lys fremtid for sig.

Efter lidt over en times spilletid så Christian Hjelm direkte triumferende ud. Man kunne ikke bebrejde ham. På trods af klovneriet er han ekstremt svær ikke at holde af.

★★★★☆☆

Deltag i debat