Koncerter

Roskilde Festival 2013: Goat, 06.07.13, Pavilion

Skrevet af Anna Møller

Goat opløser Pavilions dansende kroppe og efterlader én samlet syrepuls, der kører med verdensmusikken som pejlemærke.

Goat spiller lørdag nat for et publikum, der ellers har oplevet deres del hovednavne på den tætpakkede festivaldag. Som en slags reminiscens fra gårsdagens glimrende Krar Collective-koncert på Gloria starter nattens world-udladning med de to, kvindelige Goat-forsangere dansende forrest på scenen. De har løst hår, der bevæger sig adstadigt og levende bag de farverige masker og svinger med halskæder udstrakt fra de kjortelklædte arme, mens resten af det mildt sagt mystiske, svenske band leverer den smittende dansemusik. Scenen er forholdvist mørklagt med en rødspættet væg som bagerste grænse, mens de to sangerinder halvt skrigende og halvt syngende messer sangteksten til “Disco Fever” fra World Music (2012). I forhold til at klokken er hen ved to om natten og mange af festivalgængerne efterhånden har været i gang i en uge, så er det et imponerende energiniveau, der bliver lagt for dagen i de mange publikummers hektiske dansetrin.

Under det relativt unge bands største hit, “Run to Your Mama”, er hele bagerste del af scenen indhyllet i et purpurfarvet lys, mens forreste er klædt i et passende turkis skær. De to henførte sangerinder udstøder ekstatiske, afrikanske hyl ikke ulig Krar Collectives dragende sangerinde Genet Assefas, og ligesom ved det etiopiske bands koncert dagen før er det umuligt at stå stille. Foran mig står store dele af Efterklang, og selvom det mildt sagt gør det svært at se henover og op til scenen, så er det egentlig også nok bare at fortabe sig i Goats voldsomt velspillede og hypnotiske syrerock. Jeg har altid synes, at betegnelsen verdensmusik var mildt sagt fjollet i al dens geografifokus, men eftersom Goat insisterer på den genreangivelse, så må man tage det til efterretning. Det er i hvert fald en altomsluttende og omfattende udladning, Goat lægger for dagen live.

Goat slutter efter en times tid med den voldsomt smittende og vokalløse “Det som aldrig förändras”, hvor de gentagende rundgange syrer helt ud og flyder sammen med de kroppe, der gavmildt står i Pavilions støv og lader sig opløse. Jeg glæder mig til at se Goat næste gang.

★★★★★☆

Leave a Reply