Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2012 (del 2)

Skrevet af Redaktionen

Her kommer anden del af Undertoners artikelserie om gode plader, vi ikke fik anmeldt i 2012. Vi kommer vidt omkring – fra falmende og støvede klaverkompositioner til psykotisk og paranoid hiphop.

Julia Holter: Ekstasis

Af Lise Christensen

Julia Holter er trukket i kamp-pyjamassen på sit nye sovekammeralbum Ekstasis. Fjenden er de dovne musikere – »you know, people in their bedrooms singing some shit into the microphone,« som hun fortæller i et interview med Pitchfork. Som en ambitiøs Hulk river Holter soveværelsesloftet ned for at bygge katedraler af klassisk skønsang og trækker tæppet væk under lytteren ved at lade sine melodier køre op og ned i tempo og dramatik. Ekstasen bygges op af vokaler, der vikles sammen i dronespor, overraskende sammenskrivninger af melodier og et gennemført feminint udtryk. Resultatet er en plade, hvor hverken musikeren eller lytteren får lov til at ligge på den lade side.

Holograms: s.t.

Af Jonas Sørensen

Med sin selvbetitlede debut-lp etablerer Holograms sig som et af de bedre nutidige postpunkbands. Holograms benytter sig som sådan af de klassiske elementer, og tankerne ledes med det samme hen på tidlig Siouxsie & the Banshees og Public Image Ltd., men svenskerne er ikke desto mindre i stand til at skabe en bunke numre, der både anerkender deres inspirationer og er stærkt orginale. Det skyldes især nogle utroligt stærke hooks og en absolut sublim analog synth på numre som “ABC City” og “Chasing My Mind”.

Pinkunoizu: Free Time!

Af Anna Møller

Hvilken tragedie ikke at have omtalt årets danske album. Free Time! er vel det første egentlige fuldlængdealbum fra de københavnske, pink basuner, der i 2010 udgav det fire numre lange Free Time Volume One. Dengang kaldte Pinkunoizu sin musik for »et eksotisk mix af lo-fi, moderne kompositionsmusik, asiatisk 60’er-pop og post-apokalyptisk undervandsrock«, og Free Time! er ligeledes en legesyg fritime for de allestedsnærværende musikere Jaleh Negari, Jeppe Brix, Andreas Pallisgaard og Jakob Falgren. Især den sløvt kælne ”Myriad Pyramid”, der starter med et støjinferno og ender i vuggende koklokkeslag, er særdeles smittende og ikke bare en opfordring, men et rap over nallerne.

Fun.: Some Nights

Af Andreas Overgaard

Én af årets mest overraskende succeshistorier kom fra amerikanske Fun., der gik fra at være et forholdsvis ukendt indierock-ensemble til at begå ét af årets mest storslåede og svulstige poprock-albums. Bandet blev med debutalbummet Aim and Ignite kendt for sit unaturlige øre for melodier, og det må også siges at være den primære årsag til Some Nights’ succes. Bakket op af to af årets største hits, “We Are Young” og “Some Nights”, fik bandet nemlig begået en samling af sange, der på trods af den øjeblikkeligt fængende energi på samme tid besad en melankolsk eftertænksomhed og sørgede for, at musikken havde sin plads både i højtalerne på caféen såvel som på anlægget derhjemme.

Goat: World Music

Af Signe Palsøe

Alene settingen om bandet Goat er nok til at vække interessen hos os med en svaghed for det mystiske og okkulte: En landsby i det øde Nordsverige, hvor de få hundrede indbyggere gennem flere årtier har haft et fællesskab i voodoo-ritualer og den musik, der først nu har udmøntet sig i en egentlig udgivelse. At ingen rigtig har været i stand til at finde beviser, der underbygger fortællingens autenticitet, virker heldigvis underordnet, når World Music er i rotation. Pladen lyder nemlig i høj grad som den romantiske idé om en lille, afsondret del af det ellers så strukturerede skandinaviske samfund: Shamanistiske eller ekstatiske korpassager og foredrag dukker op blandt hul og dump percussion og skarptskårne, men psykedelisk udsvævende riff og orgelmønstre, der nikker til landsmændene i Dungen. Med afsæt i sin baggrundshistorie er World Music gennemført – men vigtigst af alt er det solid og voldsomt iørefaldende psykedelisk eksperimentalrock, der sagtens kan stå alene.

Fergus & Geronimo: Funky Was the State of Affairs

Af Anna Møller

På et humoristisk plan er Texas goes Brooklyn-duoens andet album muligvis ikke helt så vellykket som fuldlængdedebuten Unlearn fra 2011, men fremstår stadig sindssygt tilbagelænet, soulet på en garagerocket facon og så meget som et konceptalbum, at Funky Was the State of Affairs sine steder er en intergalaktisk sammensmeltning af Devo og The Books. Energisk og legende, spjætter i et håndklap.

The Caretaker: Patience (After Sebald)

Af Mikkel Arre

Melankolske klaverfigurer svøbt i støv og susende støj fra slidte lakplader udgør Leyland Kirbys lydside til instruktøren Grant Gees film “Patience”, der bygger på W.G. Sebalds mesterlige bog ”Saturns ringe”. Sebald kombinerer rejsebeskrivelser med europæisk historie og personlige refleksioner, og han bruger landskabet, han traver igennem, som afsæt for essayistiske tankestrømme. Bogen undviger alle genrebetegnelser og gør kronologi til et bøjeligt, subjektivt begreb. Også Kirbys musik beskriver verdens gradvise forfald og betragter sørgmodigt dens skønhed, mens skellet mellem nutid og fortid forvitrer. På pladens sidste halvdel siver forvrænget operasang ind gennem musikkens utallige sprækker som et fortrængt minde, der vil tilbage til bevidstheden. Som resten af albummet – og Sebalds bog – er det en påmindelse om, at historien aldrig er længere borte, end at en klavermelodi og en flygtig association kan vække den til live igen.
Hør hele albummet på The Caretakers Bandcamp-side.

Death Grips: The Money Store + No Love Deep Web

Af Jonas Sørensen

Efter en mild buzz grundet mixtapet Exmilitary og en pladekontrakt med Epic fik Death Grips med The Money Store etableret deres navn for evigt. Et helt igennem unikt og fascinerende album, der kombinerer nogle af de mest ubehagelige og støjende hiphop-produktioner nogensinde med en af de mest interessante personligheder i form af MC Ride, hvis råbende vokaler og paranoide, psykotiske lyrik mest af alt minder om en hjemløs, du vandrer langt udenom på vej hjem fra byen. Pladen er en ubehagelig og skræmmende oplevelse fra start til slut.
Men dette var kun det første af to slag i fjæset. Da No Love Deep Web kom senere på året, var det et ‘fuck jer’ til Epic, der havde nægtet at udgive pladen før 2013. I en lang strøm af billeder og opdateringer på Facebook lækkede Death Grips selv pladen med det ekstremt vulgære albumcover og lige så vulgær musik. Alt dette gjorde Death Grips til den nok mest fascinerende gruppe i 2012.

The Menzingers: On the Impossible Past

Af Andreas Overgaard

Prisen for den mest amerikanske udgivelse må i år gå til The Menzingers og deres anden plade, On the Impossible Past. Med tekster om store biler, kvindelige tjenere og det generelle liv i Midtvesten kunne man umiddelbart kalde On the Impossible Past for en traditionel punkrock-plade. Dette ville dog være forkert, for selvom bandet ikke er bange for at skrive ligefremme, mere konservative sange, viger The Menzingers heller ikke tilbage fra at inddrage temposkift og stille passager til musikken, og resultatet er en plade, der er øjeblikkeligt nostalgisk såvel som rå og følelsesladet.

Marie Key: De her dage

Af Camilla Grausen

Bag de mørke krøller og tunge briller har Marie Key udviklet sig til en særdeles habil sangskriver. På opfølgeren til sidste års I byen igen leverer hun igen spidsfindige og ærlige tekster, som Andreas ‘Maskinen’ Sommer komplimenterer med elektroniske beat. Albummet bliver af og til for poleret, men ikke desto mindre har Marie Key med disse to albums fundet sit rette element – det er også tydeligt live. Især med den fængende ”Et aftalt spil”, singlen ”Uopnåelig” og den både rørende og morsomme sang til Keys afdøde far, ”Skagen”.

Werewolves: Georgia

Af Jonas Sørensen

På sin anden lp, Georgia, bevæger Werewolves sig rundt i samtlige afarter af folk, fra psykedeliske eksperimenter i “Voices I, II, III” over fuzzede guitarer i et nummer som “Giant Sky (The Universe)” til det udrensende folkpunk-nummer “I’m a Hospital”. Alt sammen kædet sammen af fabelagtig sangskrivning, sporadiske spoken word-passager og nogle af de mest personlige, politiske og emotionelle tekster, jeg nogensinde har hørt. Uden tvivl den mest kriminelt ukendte plade i år og en af mine personlige favoritter.
Hør hele albummet på Werewolves’ Bandcamp-side.

Jakob Ullmann: Fremde Zeit Addendum

Af Anna Møller

Fremde Zeit Addendum er en samling af kompositioner skrevet af tyske Jakob Ullmann fra 1989 til 2007, og kendetegnende for det tredelte album er studiet i pauseringer og perifere lyde. Desuden indeholder samlingen en ny optagelse af Ullmanns anden strygerkomposition, “Komposition für Streichquartett 2” (1997-1999). Holder man af Arvo Pärts geniale brug af pauseringer, kan Ullmann – på trods af et langt mere opløst og ambient udtryk – anbefales. Forsvindingsmusik til et tilbageholdt åndedræt.

Deltag i debat