Plader

Pinkunoizu: The Drop

Skrevet af Anna Møller

Danske Pinkunoizu har udgivet et fremragende andetalbum, der bobler i polyrytmer og hyppige hooks.

Den danske kvartet Pinkunoizus forrygende koncert i aftensolen på dette års Sejerø Festival må for mit vedkommende næsten betegnes som årets bedste musikalske oplevelse indtil videre. Den nedadgående sol farvede ø og dertilhørende ø-hipsters lyserøde og purpurfarvede, mens bandet på den udendørs scene spillede en vanvittig stram og medrivende koncert med perfekt samspil. Rabarbersaften var udsøgt, og sommeren varede for evigt. Suk.

På trods af at Pinkunoizus andet album eftersigende er skabt efter løsere strukturer og med færre fastlagte og forhåndsbestemte ideer end bandets fuldlængdedebut, Free Time!, er det nyudgivne The Drop umiddelbart langt mere tilgængeligt end sin forgænger. Om det overhovedet er særligt overraskende, ved jeg ikke, for Pinkunoizus tilgang til improvisationens dominans, hvor intuitionen bestrider rollen som den maskebeklædte betvinger, er båret af hooks og en melodiøsitet, der både er smittende og dybt original.

Overordnet set er det stadig de hypnotiske polyrytmer, der præger de fleste af numrene på The Drop. Den krautrockede åbner ”The Great Pacific Garbage Bag” starter med en nedgående drone og Andreas Pallisgaards lyst forsvindende vokal, og efterhånden sætter godstogets rytmehjul i gang og holder en strukturel linearitet lige på sporet, mens diverse perkussionelementer lægges til i et tranceagtigt regnestykke og fortsættes i den flerstregede ”Necromancer”.

Vi kommer vidt omkring i genrespektrene fra den Kraftwerk-blipbloppede ”Necromacer” over den melankolske og sidenhen gennemklippende ballade ”The Swollen Map” til den storladne ”I Said Hell You Said No” med James Bond-violiner og hen ad vejen tribale kor, der lyder hen ad Own Road. Det kræver en lytter med en, hvad skal vi sige, åben tilgang til alt, der hedder genreleg. Jeg er en meget åben lytter. Jeg elsker Pinkunoizu.

Til forskel fra Free Time! fylder trommeslager Jaleh Negaris vokal langt mere på The Drop, og hendes ukunstlede stemme er et vanvittigt effektivt element i de ofte komplicerede strukturer, som ofte giver det samlede udtryk et poppet islæt. På den manipulerede Borges-sjæler ”The Swollen Map” er hendes enkle og sørgmodige vokalmelodi bærer af en langsom balladesag med manipuleret kor og minimalt klaverspor. Mens hendes vokal to tredjedele inde i nummeret gentager »again«, stopper og starter det bagvedliggende kor i abrupte klip, som om den sløvt dansende sirene bliver træt af sin egen kinddansapati og i trods bestemmer sig for at klippe det musikalske landkort i stykker. Da jeg sidste år anmeldte Beach House’ Bloom-plade, bed jeg mærke i, at en fejl i mit anmeldereksemplars udgave af nummeret ”The Hours” var det bedste sted på hele pladen. Efter tre minutters flødefed drømmepop stoppede min udgave af nummeret brat, som om det var blevet klippet over i luften. I Beach Houses tilfælde var der tale om en digital fejl, men hos Pinkunoizu er det i dén grad med vilje. Det er modigt og vanvittigt effektfuldt, for udtrykket er jo i sidste ende alt andet end skønt i traditionelt forstand. Derimod er det et nummer, der starter som en romantisk sjæler på et mørkt dansegulv og ender med, at ens dansepartner gentagne gange stikker én lussinger, mens de søgende lyskegler har forvandlet sig til hidsige stroboskoplys, og du bare vil hjem. Ikke synderligt behageligt, men alligevel virkelig, virkelig fedt.

Det flydende kor fra ”The Swollen Map” strømmer over i den blødtboblende ”Pyromancer”, og sådan er der bevægelige overgange mellem flere af numrene på The Drop. Gennemgående er også brugen af effektive hooks, der hænger den eksperimentelle karakter op på synkoper, uforglemmelige melodistykker og rytmiske godstog. Det purpurfarvede rytmetog kørte henover vandene til en fremragende koncert på Sejerø Festivalen i år, og det kører ud på Loppen d. 27. september, hvor den danske kvartet spiller opvarmning for de britiske pladeselskabskollegaer i Tunng. Jeg glæder mig.

★★★★★☆

1 kommentar

  • Det må være årets bedste danske plade. Pinkunoizu spillede også en af de bedste koncerter på årets Roskilde Festival.

Deltag i debat