I 2019 bragede britiske Black Midi igennem med debutalbummet Schlagenheim. Tidligere samme år slog de benene væk under undertegnede med et teknisk vidunder af en optræden på Journey Fest. Det er og bliver længe siden, jeg har oplevet et ungt band med så meget energi pakket ind i så teknisk stramt et udtryk, og hvis man skulle tro de første par singler, Cavalcade fik smidt af sig før udgivelsen, så havde vi mere vidunderligt eksperimenterende math rock i vente.
Førstesinglen, og første nummer på pladen, “John L”, ligger nemlig kompromisløst ud med tonstunge trommer, en bas så dyb som den sorteste sjæl og et gennemtrængende guitarriff, der spidder dine øregange med sin insisterende gentagelse. Det kører med 200 km/t, og brydes kun op af et kort sekunds hysteriske violiner. Klaverakkorder i opløsning og Geordie Greeps dels snerrende, dels messende, monotone stemme sender lytteren direkte i knæ, inden Black Midi til aller, aller sidst slipper deres dødsgreb om din musikforståelse og lader dine øregange vende tilbage til start.
Hvis du ikke føler dig udfordret her, har du misforstået noget. Når saxofonen på andensinglen “Slow” (man må antage, at navnet er en form for morsomhed, for det går ikke ligefrem langsomt her) for alvor gives frit løb, bliver ledt tankerne hen på avantgarde-jazz. Et gentagende riff, henholdsvis på guitar og bas, spidder også her dine øregange, men det er mindre aggressivt, og det giver plads til at både Cameron Pictons hviskende vokal a la Jarvis Cocker, og at Morgan Simpson kan udfolde sit helt enorme trommetalent.
Men inden vi fortaber os fuldstændig i rosende ord, er vi nødt til at stoppe op og konstatere, at en af de ting, der gør Black Midi så ekstremt indtagende, er deres evne til fuldstændig at ignorere deres samtids musikalske tendens. Her er absolut ingen leflen for, hvad der mon kunne sælge, hitte eller den slags, og det hører man klart og tydeligt på de to ovennævnte numre.
Men man må heller ikke glemme, at Black Midi først og fremmest er et eksperimenterende band. Og således burde man måske heller ikke blive helt så overrasket, som jeg blev, når et nummer som “Marlene Dietrich” pludselig skyller ud af dine højtalere, som en varm bølge, der slikker dine tæer i strandkanten af en sydhavsø.
Ja, tilgiv mig det farverige sprog, men dette nummer ligger kilet ned mellem “John L” og tredje og sidste single, “Chondromalacia Patella” – et nummer, der er mindst ligeså meget eksperimental rock, som sine to singleforgængere. Mens Greep bejler til lytteren med sin charmerende crooner-stemme, skaber Simpson og Picton et yderst behageligt lydtæppe af spansk solskinsguitar og melodiøse percussions. En bas introduceres. En synthesizer. Man tør faktisk ikke rigtig tro på, at der ikke kommer en eller anden sindssyg harpesolo ind fra højre, før nummeret pludselig er ovre, og man igen overfaldes og udfordres på alle sanser med “Chondromalacia Patella”. Er det galt eller genialt? Det er i hvert fald et eksperiment, der går en hel anden vej end det, man lige er begyndt at forvente af bandet, og mon ikke det også er meningen.
Hvis Calvacade lider under noget, er det måske netop, hvad der synes at være en endnu større trang til at eksperimentere end på debutalbummet. Et af målene med Schlagenheim var at understrege de fire (pt. tre) bandmedlemmers totale tekniske overlegenhed. På Cavalcade trænger deres stramme samspil stadig igennem, men det må se sig overhalet af denne her umættelige trang til at prøve grænser og genrer af. Og selvom det både er prisværdigt og cirka tusinde gange mere interessant end de fleste samtidsgrupper, så balancerer pladen hele tiden på en knivsæg.
Et nummer som “Diamond Stuff” med sine stilfærdige guitarstrenge, rumlende bas og små blæs af tværfløjte er, trods sin kærkomne, melankolske skønhed, lidt svær at få til at passe ind i pladens sammenhæng. Jeg hører både sen Radiohead, ulmende gløder a la Nirvana såvel som midnatsjazz. Misforstå mig ret: Det er et vanvittigt spændende nummer, man får lyst til at grave sig ned i lag for lag, men når det ligger omgivet af numre som “Slow” og den intenst krævende “Hogwash and Balderdash”, der med sine vanvittige, melodiske spring tæppebomber dine øregange totalt og dominerer din lytteflade fuldstændig, så går de mindre, i mangle af bedre ord, aggressive numre lidt tabt.
“Marlene Dietrich” er tilpas langt væk fra den eksperimenterende norm, at den formår at skille sig (voldsomt ud). Mindre godt stillet er “Diamond Stuff”, “Dethroned” og pladens sidste nummer, “Ascending Forth”, der med sine ni minutters bossa nova-inspireret følelsesfuldhed trækker bare en smule i langdrag. Det er synd.
Det er kontrasten mellem intense, organiseret og teknisk overlegen larm og bløde, følsomme melodier med hang til jazz, der både er Cavalcades styrke og fald. Når det fungerer, som på pladens første tre numre, cementerer det Black Midis status som en af nutidens mest talentfulde og interessante rockgrupper.
Når det ikke fungerer, kommer man som lytter let til at overse nogle af de mindre insisterende numre, som muligvis har fungeret bedre i en anden sammenhæng. Ikke desto mindre er jeg stadig blæst bagover af Black Midis tekniske evner og sans for virkelig at sætte dine lytteegenskaber på prøve.





