Kanye West leverede ifølge Undertoners anmeldere 2013’s bedste udenlandske album. Det er ganske passende for et år, hvor popmusikken fyldte meget, men også var ukonventionel og grænsesøgende.
For en lille måneds tid kunne man i “Smagsdommerne” på DR K overvære Martin Hall gennemføre en hændervridende kamp for at være diplomatisk. The object of interest var Marie Key og hendes seneste album, De her dage, og Hall fik i pæne vendinger formuleret, at Marie Key kunne være en fin arvtager til dansk pops aldrende førstedamer som f.eks. Anne Linnet, men også at han dybest set fandt hendes musik helt og aldeles uinteressant.
Nu er det måske ikke videre oplagt at bede en af landets største bastioner og fortalere for avantgarde og musikalsk nyskabelse om at tage stilling til en popplade (det kan andet afsnit i et af hans strålende, om end noget tilbageskuende essays for Gaffa måske understrege). Ikke desto mindre har en kunstner, der i så høj grad ønsker at positionere sig selv og definere kulturelle grupperinger med sin musik, sin sag for i lige netop de her dage.
I stedet for at stå som et alternativ til al mulig anden musik var Marie Key, ligesom udenlandske 2013-aktuelle popmusikere som Kanye West og Beyoncé, nærmere med til at understrege, at den et par år gamle debat om, hvorvidt visse musikgenrer af natur skulle være mere værdifulde, dybsindige eller autentiske end andre, efterhånden er ved at være udslukket. Roder man i asken, er det her i 2014 svært at finde tegn på, at popmusik statusmæssigt skulle være ildestedt – ikke mindst oven på et år, hvor Roskilde Festival bookede det mest rendyrkede popnavn i årevis, Justin Timberlake tog på sejrstogt i spalterne hos selv selvproklameret alternative musikmagasiner, og r’n’b blomstrede herhjemme. Se blot, hvordan toppen af Undertoners danske årsliste er faldet ud.
I det danske musiklandskabs modsatte genregrøft gør punkscenen omkring københavnske Mayhem en bedre figur end nogensinde. Det kan ganske vist virke noget søgt, når danske såvel som udenlandske medier her på efterhånden tredje år fremhæver scenen som værende et resultat af en særligt apatisk og fremtidsløs ungdom – men hvem kerer sig om, at der er langt fra Sex Pistols’ komatøse England anno 1976 til ydre Nørrebro, når bare det musikalske forlæg holder vand.
Og det gør det. Allerede tidligt på året understregede Iceage sin bannerfører-position ved at udgive det strålende andet album You’re Nothing på Matador Records, og opmærksomheden har kun haft en positiv indvirkning på miljøet – netop fordi vokseværket er sket på egne præmisser og kun i et enkelt uheldigt tilfælde pressede musikken op i et format, den ikke var skabt til. I stedet forgrener rodnettet af projekter sig lystigt i Nordvests betongrund, og det kan være endog temmelig vanskeligt at danne sig et overblik over scenens mange aflæggere inden for alt fra pop og electronica til postpunk og skrammelmetal. I den forbindelse er det værd at kaste en forsinket anbefaling efter Dokument #1 – en endog meget fin opsamlingsplade, der opridser aktørerne på Nørrebros punkscene og temmelig symptomatisk er blevet til i samarbejde mellem Københavns Hovedbiblioteks Lars Kjelfred og det lille, men produktive pladeselskab Posh Isolation. Her kan man tale om lige dele kunst og folkeoplysning.
Det er ikke overraskende, at tidens mest spændende nye initiativer også er at opstøve ude på landets livescener, der i 2013 havde usædvanligt mange stærke spillere. Hvor Mayhem positionerede sig som trækplaster for undergrunden og det obskure, var det indtil flere gange på plads at hæve øjenbryn over københavnske Jazzhouses bookinger af mere etablerede kunstnere. Det er godt og vel et år siden, at spillestedet genåbnede efter omfattende vandskader skabt af skybruddet i juli 2011, og med åbningen fulgte en ny profil, der på en fin og grænsesøgende vis lader jazzudgangspunktet indgå i sammenhænge med rock, electronica, folk osv. Det har indtil videre resulteret i fremragende koncerter med bl.a. Oneida, Colin Stetson, Julianna Barwick, Julia Holter og Linda Perhacs, for blot at nævne et udpluk. Med en ny elektronisk koncertklub i samarbejde med odenseanske Phono Festival og arrangementer med f.eks. Tim Hecker og Moritz Von Oswald Trio på trapperne tegner det godt for Jazzhouses program i 2014.
Ikke desto mindre er det festivaldanmark, der i 2013 har gjort det helt store indtryk i livesammenhæng. En famøs weekend i maj var vi på Undertoner næppe de eneste, der havde valgkrise: Skulle vi tage til Pop Revos 10 års-fødselsdag i Aarhus, der med navne som The Clientele, R. Stevie Moore, How to Dress Well og Mount Eerie bød på et af de bedste lineups i festivalens historie? Skulle vi smutte til Helsingør, hvor Click Festival lokkede med et suverænt udvalg af elektroniske navne i bl.a. Diamond Version, Demdike Stare og William Basinski? Og hvad med PB43, Øresundsfestival, Vesterbro Festival og Live Live Festival, der også fandt sted i denne weekend? Med så mange gode intentioner og profiler på banen kan man kun håbe på en lidt bedre koordinering arrangørerne imellem i fremtiden.
Og så var der selvfølgelig sværvægterne i Roskilde og Northside, hvoraf Roskilde nok kunne føle sig presset fra to sider – af Northsides hang til at booke arenaorienterede sværvægtere og af småfestivalernes styrke i deres nichespecificitet. Ikke desto mindre leverede Roskilde med især et solidt opbud af mellemnavne sit bedste program i årevis og gjorde sig svær at undvære for tilhængere af god musik inden for et bredt genrespektrum.
Således er vi tilbage ved udgangspunktet – og fremme ved Undertoners lister over de bedste udenlandske og danske plader i 2013, der ganske passende er præget af en vis eklekticisme med plads fra alt til Nick Caves rugende og formørkede artrock og Deafheavens atmosfæriske black metal til Jon Hopkins’ alternative techno og Forest Swords’ billedskabende, organiske electronica. Og så kan Kanye Wests indtagelse af tronen med sin klaustrofobisk nedbarberede Yeezus vel kun kaldes passende i et år, hvor popmusikken var allestedsnærværende, men langtfra behøvede at være konventionel.
Skribenter, der deltog i sammensætningen af årslisten (klik på deres profil og se de individuelle lister): Iben Andreassen, Mikkel Arre, Mathias Bartholomæussen, Thøger Christensen, Lasse Heide Fjordbo, Camilla Grausen, Niklas Kiær, Lasse Langbak, Daniel Niebuhr, Alex Nørregaard, Andreas Overgaard, Signe Palsøe, Jonas Sørensen og Camilla Zuleger.
Årets bedste udenlandske plader i 2013
1. Kanye West: Yeezus
2. Nick Cave and the Bad Seeds: Push the Sky Away
3. Forest Swords: Engravings
4. James Blake: Overgrown
5. The Knife: Shaking the Habitual
6. Arcade Fire: Reflektor
7. Deafheaven: Sunbather
8. Oneohtrix Point Never: R Plus Seven
9. Jon Hopkins: Immunity
10. Autre Ne Veut: Anxiety
11. Run the Jewels: s.t.
12. Danny Brown: Old
13. Boards of Canada: Tomorrow’s Harvest
14. The National: Trouble Will Find Me
15. Savages: Silence Yourself
16. Daughter: If You Leave
17. Jenny Wilson: Demand the Impossible!
18. Nils Frahm: Spaces
19. Blood Orange: Cupid Deluxe
20. Mark Kozelek & Jimmy LaValle: Perils From the Sea
Årets bedste danske plader i 2013
1. Rhye: Woman
2. Iceage: You’re Nothing
3. Quadron: Avalanche
4. When Saints Go Machine: Infinity Pool
5. Mellemblond: Lysvågen
6. Pinkunoizu: The Drop
7. Mouritz/Hørslev: Allermindst dig selv
8. Causa Sui: Euporie Tide
9. Trentemøller: Lost
10. De Efterladte: Alvorsord og etagevask
