Koncerter

Vanguard Festival 2013, lørdag 03.08.13, Søndermarken, Frederiksberg

Lørdagen på den nye Vanguard Festival stod i hophoppens tegn. Se billeder og læs anmeldelser af koncerterne med de særdeles solide hiphop-navne Pharoahe Monch, Malk de Koijn, DOOM og Wu-Tang Clan.

Efter en fredag, hvor programmet på Vanguard Festival pegede i alle (og ingen) retninger, var der lørdag en meget klar linje, der blev gentaget igen og igen af konferencier såvel som kunstnere: Vanguard er Københavns første hiphop-festival. Man kan forestille sig, at forbilledet er den succesfulde amerikanske festival Rock the Bells, i hvert fald var der mange ligheder. Med bookinger som Pharoahe Monch, De La Soul og Wu-Tang Clan har målet været at hente den sagnomspundne ‘real hip hop’ til Søndermarken.

Dagen blev dog åbnet af festivalens nyeste acts, Tue Track og Khal Allans samarbejde i Ponyblod efterfulgt af den hypede retromaniske historiefortæller Marvelous Mosell. Førstnævnte fik med stor sikkerhed vist hvor dygtige de hver især er, men det var Mosell, der virkelig fik sat gang i festivalgæsterne. Med overbevisende danse-moves, masser af selvtillid og et hiphop-sprog, der mest af alt lyder som Gramsespektrums satire over 90’ernes danske rapscene, fik Mosell virkelig tændt op under folk og skabt en fest.

Senere på dagen viste også De La Soul rigtig god form, da de hoppende og dansende fik hyldet hiphop’en i et timelangt sæt med masser af crowd control, godt humør og god hiphop.

Pharoahe Monch, Sun Ra Stage, kl. 15

Den evigt undervurderede Pharoahe Monch var dagens første hovednavn, og det skulle hurtigt vise sig at være en god booking. Efter at have været blandt de heldige, der havde oplevet The Heliocentrics’ koncert dagen før og fået mig en teaser på det klassiske Monch-flow, var det med stor forventning, at jeg stod klar midt for Sun Ra Stage midt på eftermiddagen. Monch havde medbragt dj og back-up-vokal i form af Boogie Blind og fantastiske Mela Machinko, der virkelig var mødt op med overskud og soul power.

En veloplagt Pharoahe Monch satte gang i lørdagens hiphop-program. Foto: Mathias Laurvig

Det tog ikke længe for Monch at være i total kontrol over publikum. Knytnæver og langefingre blev kastet i vejret på hærlederens kommando, der gik ubesværet fra klassikere fra Internal Affairs over til de nyere plader, hvor særligt Desire var velrepræsenteret med numre som “Desire”, “Push” og “Free”. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er en plade, jeg synes rigtig godt om, og den soulfulde stil fungerede rigtig godt på den store scene i sommervarmen og gav Machinko mulighed for at lade sin store stemme gøre nytte. Det var dog “Clap” fra den seneste plade, W.A.R., der fungerede allerbedst live. Den politiske opsang sluttede med, at Monch fik publikum til at klappe i takt til nummerets sidste vers, som han leverede a cappella på røvfed manér.

Den obligatoriske finale, “Simon Says”, fik skubbet folk det sidste stykke og skabt ekstase blandt samtlige gæster. Monch beviste med sin optræden at ‘old school’ hiphop ikke behøver lyde uddateret, og at man ikke behøver gå på kompromis med indholdet, selvom formen er imponerende. Flowet er nemlig den helt klare force, og det blev da også tydeligt hvorfor så mange har Queens-rapperen som det ultimative idol udi rapkunst. Samtidig er han en utrolig dygtig live-performer, der formår at få alle hiphoppens elementer til at gå op i en højere enhed.
(NK)

★★★★★☆

Malk de Koijn, Sun Ra Stage, kl. 19.45

Det var ikke den bedste Malk-koncert, men stadig en fest på Vanguard. Foto: Mathias Laurvig

Malk de Koijn har efterhånden givet mig en del fantastiske koncertoplevelser. Ikke mindst koncerten på Roskilde Festival for mere end fire år siden står stadig som et enestående øjeblik i dansk livemusik, og på Vanguard Festival gav d’herrer Tue, Geo og Blæs så deres eneste koncert i år. Overraskende nok endte deres optræden denne aften med at blive mit mindst succesfulde møde med Langestrandsheltene, som dog stadig resulterede i fem ganske glimrende kvarter med Vanguards danske hiphop-hovednavn.

For hvor de tre aktører i modsætning til det fremmødte publikum virkede længe om at toppe, både hvad angik energi og motivation, holdt deres evigt geniale bagkatalog ikke overraskende koncerten oven vande, hvor sætlisten som sædvanlig kom godt rundt om trioens tre studieudgivelser. Hele otte numre fra Toback to the Fromtime – blandt andre titelnummeret, “Pige, girl” samt de obligatoriske radiohit “Klap din hoddok” og “Weekend kriger” – blev det eksempelvis til. Men hvor kompositionerne fra den sublime forgænger, Sneglzilla, alle gik rent hjem, var der lidt længere mellem succeserne fra den seneste plade.

Heldigvis er der ikke den koncert, numre som “Vi tager fuglen på dig” og “Kosmisk kaos” kan redde, og på intet tidspunkt var man i tvivl om, at det nok skulle lykkes for Malk de Koijn til sidst at sejre på deres helt egen skæve og absurde måde – på scenen såvel som i musikken.
(DN)

★★★★½☆

DOOM, Fat Cat Stage, kl. 21.15

»He plots shows like robberies/In and out, 1, 2, 3, nobody’s pleased.«

DOOM har for vane at sende en såkaldt ‘imposter’ til at udføre sine shows for sig, så i min frygt for at få mine drømme brast denne lørdag aften genopstod ovenstående rim igen og igen i mit hoved op til koncerten. Min frygt blev dog gjort til skamme, da superskurken med topmaven gik på scenen iført camo-shorts, camo-bøllehat, Lacoste-polo og den ikoniske maske. Uden nærmere introduktion begyndte han at rappe fra samarbejdet med Madlib, undergrundsklassikeren Madvillainy til kæmpestor jubel for de utrolig dedikerede supernørder (mig selv inkluderet), der havde valgt at gå tidligt fra Malk de Koijn for at se den mytiske rapper live. Den dedikerede fanskare fungerede som ekko for den mumlende, men totalt fejlfrie levering, DOOM gav på scenen. Hver enkel sætning blev rappet højt, og rapperen virkede forbløffet over den store opbakning til sin musik.

Den mystiske, maskeklædte rapper DOOM imponerede stort lørdag aften. Foto: Mathias Laurvig

Som koncerten skred frem, blev det tydeligt, hvor stort rapperens bagkatalog er, på trods af tre-fire rygtede album, der aldrig har set dagens lys. Der blev spillet numre fra soloprojekter som MM..FOOD og Born Like This, samarbejdet med Danger Mouse, DangerDoom. Selv den mere obskure udgivelse som den trehovedede alien King Geedorah på albummet Take Me to Your Leader fandt sin plads i den store kavalkade af imponerende plader, han kunne mønstre på aftenen.

En koncert med DOOM er ikke for alle. Rapperen er mere distræt geni end professionel entertainer, og kender man ikke musikken på forhånd, så bliver der ikke gjort meget for, at du kan lære den at kende. Men er man en del af den gruppe mennesker, der sætter pris på DOOMs unikke brug af rim, karakterer, selvironi og skæve flow, så fik man lørdag aften en bekræftelse på, at manden lever i bedste velgående og er mindst lige så dygtig live som på plade. Den koncentrerede rap blev kun afbrudt i korte øjeblikke, som efter publikum havde råbt med på “SUPER!”-samplet på “Hoe Cakes”, hvilket fik DOOM til at bemærke – tilsyneladende oprigtigt overrasket – »This is fun! This is a fun song!« Disse øjeblikke var med til at gøre koncerten menneskelig, på trods af det metalliske udseende og den introspektive natur i musikken. DOOM dukkede op og viste hvorfor han af mange betragtes som den bedste nogensinde. Den faretruende sætning fra tidligere på dagen viste sig i hvert fald ikke at holde stik i min verden.
(NK)

★★★★★½

Wu-Tang Clan, Sun Ra Stage, kl. 22.30

Blandt lørdagens kunstnere var det ikke kun DOOM, der kunne frygtes ikke at møde op. Wu-Tang Clan har gennem gruppens 20-årige eksistens været kendt som en bookers værste mareridt. Medlemmer har været oppe at slås kort tid inden koncerter, haft absurde krav og generelt set været den ustyrlige og kaotiske force, som Wu-Tang Clan nu engang er. Men Vanguard havde utallige gange op til festivalens start lovet, at samtlige levende medlemmer (O.D.B. R.I.P.) ville være til stede og optræde denne lørdag aften. Heldigvis for Vanguard har medlemmerne vist sig at være modnet en smule på deres ældre dage og er blevet rimelig stabilt optrædende.

Med hiphop-legenderne i Wu-Tang Clan triumferede Vanguard som ny festival. Foto: Mathias Laurvig

Samtlige medlemmer var skam også mødt op og var klar til at give et Wu-Tang-hungrende publikum det, de var kommet efter. RZA, GZA, Raekwon, Ghostface Killah, Inspectah Deck, Masta Killa, U-God, semi-medlemmet Cappadonna og særligt Method Man var alle i deres es og skiftedes til at vise deres evner med en mikrofon på lige dele kaotisk og harmonisk manér. Ying og Yang, du ved. Særligt debutpladen Enter the Wu-Tang (36 Chambers) var prominent, og numre som “Bring da Ruckus”, “C.R.E.A.M.” og selvfølgelig shout-a-long-klassikerne “Wu-Tang Clan Ain’t Nuthing Ta Fuck Wit” og “M.E.T.H.O.D. Man” fik publikum op i det ekstra gear, som gjorde koncerten til festivalens naturlige klimaks.

Andre af koncertens højdepunkter inkluderer to drenge, der formentlig fik deres vildeste drømme opfyldt og gjort en masse granvoksne mænd syge af misundelse, da de blev inviteret op på scenen til at gå amok sammen med alle klanens medlemmer, fik lov at give hånd til RZA og endda få betaling for deres performance fra Raekwon. Nogle øjeblikke af koncerten grænsede til totalt kaos, men samtlige medlemmer bragte deres bedste, og det var passende, at der blev sluttet med “Triumph”, som har et vers til samtlige af de ni fremmødte rappere. Klanen, og i den ombæring Vanguard som festival, triumferede lørdag nat og gjorde en masse menneskers drømme til virkelighed. En dansk hiphop-festival er født.
(NK)

★★★★★☆

Fotos: Mathias Laurvig

Deltag i debat