Plader

Malk de Koijn: Toback to the Fromtime

Skrevet af Maja Hirani

Ni begivenhedsrige år skulle der gå, før Malk de Koijn meldte sig ind i kampen igen. Toback to the Fromtime er særdeles fængende, og de tre ordsmede leverer vaskeægte guldklumper, men til gengæld svinger niveauet også lidt, som vinden blæser.

De tre danske ordekvilibrister i Malk de Koijn er efter ni års pause ude med nyt album. I ventetiden har de opnået kultstatus og er nærmest blevet nationalklenodier på den danske musikscene. Gruppens blomstrende sprog, oldschool flow og uendelige univers har givet dem en særlig plads. Der er en generel holdning om, at Malk de Koijn hverken kan eller skal sammenlignes med noget andet i det ganske land. De er helt uden for kategori. Men som relativt ny Malk de Koijn-lytter vil jeg dog tage mig den frihed at vurdere albummet for, hvad det egentlig er. Ingen stærke personlige bånd til deres tidligere musikalske bedrifter eller deres fantasiland holder mig tilbage. Man kan dog være lige så kritisk, man vil: Efter at have lyttet albummet igennem en hel del gange, må man anerkende genialiteterne, når de så indiskret kastes i hovedet på én. Toback to the Fromtime rammer unægtelig nogle frekvenser, hvor fjollede sætninger, substans, slang og lyd går op i en højere enhed. Samtidig er der også øjeblikke, hvor den eneste reaktion, de får ud af mig, er en skuldertrækken og en lettere ligegyldig ansigtsgrimasse.

Showet starter med den overbevisende ”Nalk”, der med sin skrabede, klaverdrevne produktion og sylespidse ordlege roligt og sikkert fastslår, at »Malk’s toback«. Ydermere slipper de her af sted med et af pladens stærkeste lyriske højdepunkter. Det er dybt imponerende, at tre mænd kan supplere hinanden så godt. Dynamikken gløder, og den ene mesterlige linje overtager den anden. Lige fra Tue Track, der poetisk skildrer de ni år med linjer som »jeg har trykket en hånd af diamant / har slået mit hoved mod en bordkant / har formået at græde en flod / jeg har set en mand spise sit eget hoved!« til Blæs Bukki, der »står nede i parken med et funky beat,« og Geo, der forklarer, hvorfor han har tøj på. Åbningsnummeret er en hæsblæsende rejse, der fastholder opmærksomheden og virkelig tvinger publikummet til at lytte grundigt. For det er vitterlig ikke hvad som helst, de ryster ud af ærmet.

Desværre er det ikke hele albummet, der følger ”Nalk”s eksemplariske fodspor. Man skal dog lige lykkeligt igennem den storslåede og fængende ”5 øres ting” og den nærmest uvirkelig flotte ”Klap din hoddok (hund bider mand)”, der er en klokkeklar personlig favorit. Med en malende hotdog-beskrivelse som »What up, sku’ det være en hoddok? / En flækket indianer med en brødpaddel / En indianer i Renault med et brød ned af nakken / med en blodklat i lakken / ude omkring Bakken« kan selv det værste sludder jo ende godt. Sludder er det dog langtfra! Malk de Koijn spytter ren poesi. Intet mindre. Det var vist godt at få det på plads, for nu når vi til den mindre flatterende del af seancen:

Den instrumentale ”Klap din hoddok part II” er lettere overflødig, og det afdæmpede storytelling-helvede ”Sjabang” er der heller ikke noget ekstraordinært kultpotentiale i. Dens ligegyldige og anonyme produktion falder heldigvis også uden for albummets øvrige lydside, der generelt er præget af solidt håndværk. Selvfølgelig, ”Radio Vojens” havde vel egentlig også udmærket sig bedre, hvis den var blevet inden for studiets fire vægge. Jeg kan heller ikke se bort fra den tydelige kvalitets-kontrast fra “5 øres ting”, “En gang”, “Nalk” og “Jan’s Break” til “BAB Melkon” og titelnummeret. Sidstnævnte er mildest talt undervældende. Jeg ved godt, at det er hårde ord, men det kan ikke understreges nok, at Malk de Koijn ikke er ufejlbarlige. Det er bestemt ikke alle tosserier på pladen, der har lige meget lyrisk og musikalsk værdi. Malk har en fantastisk indlevelsesevne, bevarer en uovertruffen sans for originalitet og har en evindelig humoristisk tilgang til både genren og deres budskaber. Men det kan ikke bære værket, når flowet i nogle passager ruster helt til, mens produktionen lever sit eget middelmådige liv. Det er muligt, at de er rablende, men intensiteten kommer og går, som det nu passer den.

”Weekend kriger” er et glimrende eksempel på, hvordan gruppen udnytter sprogets finurligheder og genveje. Men vi jo godt, at deres veludviklede fantasi og kreativitet kan virke fuldkommen grænseløs. På ”Weekend kriger” funkler deres indlevelsesevne virkelig, da på nærmest magisk vis kører ind og ud af dialekter, sprogbrug og følelser. Nummeret er sjovt – altså sådan virkelig sjovt. Sjovt på den måde, hvor man forbavses, fornøjes og underholdes. Det er i virkeligheden på det punkt, at jeg føler, Toback to the Fromtime har sine største styrker. Man føler sig simpelthen uvurderligt godt underholdt. Det lyder mere forenklet, end det er, for i underholdningen ligger jo også det, at man konstant falder over nye, snilde indslag i teksterne. Absolut intet grin er letkøbt.

Selvom titlen kan være en smule tvetydig, er den meget nøjagtig, når man skal beskrive albummet. Produktionsmæssigt er Malk de Koijn i høj grad gået ‘toback’ til de gode, gamle dage, hvor den gyngende, skrabede og enkle melodi er i fokus – mens de tekstmæssigt boltrer sig i nye slangord, kommende vendinger og ordsprog direkte fra fremtiden. Toback to the Fromtime er ikke noget mesterværk. Men det er interessant, flabet og fængende. Det er muligt, at der er lidt knas med teknikken hist og her, men måske er Malk de Koijn bare i en klasse for sig selv, hvor man med krum ryg må acceptere gruppens præmisser for at optimere lytteoplevelsen? Jeg har min tvivl – men der ingen tvivl om, at det er satans dygtige kunstnere, der står bag det farverige univers.

★★★★☆☆

Deltag i debat