Plader

Eluvium: Nightmare Ending

Matthew Cooper alias Eluvium forsøger at hive dig ud af mareridtet på en kærlig, men også for langsommelig og omstændig facon.

Der er en grund til, at mareridt ofte gør mere indtryk end almindelige drømme. Mareridtet sætter sig så eftertrykkeligt i det underbevidste såvel som det overbevidste, at det er umuligt uden videre at ryste fornemmelsen af kaos og panik af sig. Et spændingsfelt mellem det uhåndgribelige og det virkelige opstår, hvor gængse størrelser som talsystemet og farver ikke giver mening, og hvor fysikkens love ophører. Man vågner i et helt andet rum end dét, man faldt i søvn i, og skal ryste den hæslige mare af sig. Billedet af éns mor i tænderne på glubske dødspudler, faldet fra den lodrette bjergside eller éns tænder, der falder ud af flaben, skal fortrænges. Og pludselig indfinder en elementær lettelse og umiddelbar glæde sig, der næsten gør hele svedturen værd at gå igennem.

Det er netop indfaldsvinklen hos Matthew Cooper, der i sit Eluvium-projekt sætter ind på disse modstridende følelser. Cooper har været vidt omkring siden sit vendepunkt med Eluvium-pladen Copia i 2010 – bl.a. med sit mere mørke ambient techno-alias Martin Eden, optimistisk kammerpop på Similes og dyster støj på Static Nocturne. Disse foregående plader har genremæssigt stukket i vidt forskellige retninger, og desværre har kvaliteten af musikken gjort det samme. Nu skulle der dog gerne andre boller på suppen, fornemmer man ligesom, når man præsenteres for det over 80 minutter lange epos, Cooper søsætter på den nye dobbelt-lp, Nightmare Ending.

I modsætning til Static Nocturne er der her ikke meget ubehagelig støj på linjen. Derimod bærer blide klaverstrofer albummet og sørger for, at mareridtet ikke atter overtager magten. Droner og guitar i shoegaze-hjørnet omkranser varmt klaveret pladen igennem og bruser ind over lytteren fra alle sider. Til tider bliver man henledt til Sigur Rós og den forsigtige optimisme, islændingene konsekvent udviser midt i knugende melankoli.  Åbningsnummeret “Don’t Get Any Closer” og dets simple klaver nærmer sig endda næsten faretruende meget, når der bliver sat trumf på med forvrænget trædeorgel. “Warm”, der følger efter, er et tungt dronebesat, nærmest orkestralt, stykke, der dog bliver lige langt nok i spyttet med sine syv minutter og generelt ville have godt af en sund beskæring.

Desværre for Cooper, der ellers hiver den ene gode idé frem efter den anden, bliver det til tider for vævende og uvedkommende, hvilket generelt må siges at være genrens mest standhaftige hæmsko. Især er det ærgerligt, fordi han i den mere dystert resonerende “By the Rails” beviser, at han virkelig kan mestre at skabe et afrundet stemningsbillede af frembrusende mørke skyer i ren poplængde på blot tre minutter.

Selv om det aldrig kommer til at kradse for alvor, virker det dog alligevel herligt opkvikkende, når klaveret får lov at stå på egen hånd som i “Caroling”, “Impromptu” og “Entendre”, hvor Cooper tramper taktfast i klaveret, holder sig væk fra de klassiske droner og ambiente fiksfakserier og giver melodierne plads. Generelt synes der at være mere fokus på det nedtonede og varierede på side to af Nightmare Ending, hvor numre som det regnvåde ”Chime” med new age-tema opvejet af baggrundens liflige støj gør sig gældende. Den himmelstræbende, knitrende “Covered in Writing” gør sig også positivt bemærket med afdæmpet keyboard og en tiltagende urolighed gemt i lydkulissen. Mareridtet er ved at være slut.

Hvor “Don’t Get Any Closer” startede den 80 minutter lange opvækkelse i sin stadigt bedøvede tilstand, afslutter Cooper rejsen i sit pophjørne med “Happiness”, hvor Yo La Tengos Ira Kaplan blidt synger »If I could push dark thoughts awa« på blød blæserbund og orgel. Det er den rigtige måde at vågne op på. For i sidste ende er det rart at vågne af et mareridt, der trods den skønhed, der krænger sig ud af Eluviums drømmespind, stadig fastholder sit tag i en længde, der nærmer sig det trivielle for meget.

★★★½☆☆

Deltag i debat