2010'ernes bedste danske plader: 15-11

15, Bisse – Umage (2015)
Bisse har tårnet op over sine samtidige på den hjemlige, dansksprogede musikscene i 2010’erne. Man skal strække hukommelsen godt for at komme i tanke om nogen, der på samme måde som Thorbjørn Radisch Bredkjær har haft så meget fart på – med imponerende ni udgivelser i perioden 2015-2019 – og som samtidig har holdt et så tårnhøjt kunstnerisk ambitionsniveau undervejs. Det er kort sagt umuligt ikke at stå tilbage i næsegrus beundring over Bisses vilje og evne til at genopfinde og definere sig selv på nye måder igen og igen. På Tanmaurk iscenesatte han sig som den store nationale danmarkskronikør, og på Højlandet skabte han et moderne epos om dødsangst, meningen med tilværelsen og om Kunst med stort K. Højdepunkter har der været mange af undervejs, men størst står stadig Umage.

Her introduceres vi til en såret Bisse, der har fået flået sit blødende hjerte ud og trampet på. Det er noget så banalt som en break-up-plade, men den lyder som ingen anden break-up-plade – og da den udkom, lød Bisse som intet andet på den danske musikscene. Den sødmefulde forelskelse på åbneren ”Kongeliljer” må vige for den vaskemaskineagtige rutsjebanetur på ”Listen”, hvor anklager og rapid fire-associationsrim fyger gennem luften. Dernæst trækkes lytteren gennem en perlerække af sange, der nærmest svælger i og marineres af det hjerteblod, som ethvert break-up er gjort af. Sanglisten er nærmest en rejse igennem kærlighedens mange dødssynder, da hver sang kredser om emner som ensomhed, selvdestruktivitet, vrede og – til sidst – accept og sågar de nostalgiske minder.

Det er ikke alene pokkers veludført, det er også konceptuelt skarpt. Det er kantet, det er voldsomt – men det er også sårbart og sentimentalt. Og så er det umiskendeligt dansk med sangskrivning på et højt, højt plan. Ja, Umage var pladen, der for alvor satte Bisse på Danmarkskortet.
(SF)

14, Sort Sol – Stor, langsom stjerne (2017)
Sort Sols genopstandelse efter 16 år med andre projekter, den storladne og pompøse Stor langsom stjerne, er et forrygende flot album af dinosaurerne i dansk rock. Sort Sol giver sig god tid til at bygge stemningerne op. De store flader af lyd og næsten-ikke-lyd bliver suggestivt dragende og forløses i udbrud af støj. Prætentiøst javist, men det holder. De ved, hvad de kan, og de ved, hvad de vil, og hvem de er. Med amerikanske Randall Dunn – kendt for sin blanding af den analoge sjæl og den digitale præcision – i producerstolen, islændingen Jóhann Jóhansson med den eminente tæft for strygerarrangementer samt en gæstevokal af Chelse Wolfe er resultatet storslået. Centralt for albummet og også dets udgangspunkt, er den over 10 minutter lange albumlukker, ”K-141 Kursk”: Beretningen om ubåden, der sank i Barentshavet, mens Sort Sol indspillede deres forrige album, Snakecharmer, i en bunker tilbage i 2001 – opdelt i fem satser med temaerne udsejling, ulykke, død, begravelse og genopstandelse.
(JT)

13, Rhye – Woman (2013)
Efteråret 2012 bød på en enigmatisk PR-genialitet, da duoen Rhye pludselig udgav singlen ”Open” uden videre beskrivelse. Vokalen var bevidst androgyn, og legen med køn og identitet blev kun tydeligere understreget, da det opfølgende album kækt blev døbt Woman. Rhye-projektet blev startet som et samarbejde mellem den produktive canadiske sanger Mike Milosh og danske Robin Hannibal, der på dette tidspunkt netop havde færdigproduceret andet album, Avalanche, i Quadron-samarbejdet med Coco O. Efter deres fælles begyndelse i Boom Clap Bachelors er det netop her i starten af 2010’erne, at Robin Hannibal begynder at bryde igennem internationalt og viser sit enorme talent for fyldige, men alligevel underspillede, næsten sagte produktioner. Min eneste kritik af Woman tilbage i 2013 var da også næsten, at det hele føltes lige lovlig blødt og rart til at kunne fænge i længden – men som månederne og årene gik afslørede kvaliteten i produktionerne sig, og det er et album, jeg har hørt utallige gange siden dets udgivelse. Mike Miloshs smukke Sade-efterligning på vokalsiden er fløjlsblød, men det var Hannibal, der gjorde Rhyes debut til noget helt særligt – hvilket også blev tydeligt på de noget mere livløse efterfølgere Blood og Spirit, der blev lavet uden Hannibals tæft for stramme, men levende arrangementer.
(NK)

12, The Minds of 99 – The Minds of 99 (2014)
Med deres selvbetitlede debut og Karrierekanon i ryggen trådte The Minds of 99 ind på den danske musikscene med et brag. Anført af et af de mest usandsynlige hits i nyere tid i form af “Det er Knud som er død” – en postpunksang over Tom Kristensens nekrolog til Knud Rasmussen – ramte de ned i en niche af energisk, ungdommeligt og angstfyldt poprockmusik med minimalistiske, dansksprogede tekster. Og selvom musikken trækker heftigt på diverse danske 80’er-grupper er der ikke megen ironi at spore her. Det er det, der – afhængigt af øjnene, der ser – enten gør det hudløst ærligt, poetisk og relatérbart eller overdramatisk, prætentiøst og plat. Jeg tror, at det er denne kompromisløshed og bandets stærke popmelodier, der gør, at det går rent ind hos en ungdom, hvor rockmusikken ellers ikke er allestedsnærværende som tidligere. Læg dertil personligheden Niels Brandt og bandets yderst overbevisende liveoptrædener, og så har man et band med format til ikke bare at være et af de største navne i Danmark men også til at inspirere et utal af orkestre rundt omkring i kongeriget til at synge på dansk og mene det, de synger.
(SH)

11, Luster – Luster (2018)
Med erfaring fra blandt andre Palace Winter og Sleep Party People var Jacob Haubjerg ikke noget ubeskrevet blad på den danske musikscene, da han debuterede med soloprojektet Luster i 2018. Det føltes dog alligevel overrumplende, at en debuterende kunstner fremstod så sikker og med så meget overskud. Luster har både debutalbummets friskhed og en knivskarp produktion, der lyder af mange års erfaring. Det er synthpop med klare referencer til 80’erne, men som alligevel fremstår som et oplagt bud på original popmusik i 2010’erne. Der holdes et imponerende niveau på alle 11 numre, men et godt sted at starte er den sværmeriske ”You’ve Got The Heat”.
(UH)