Plader

De Efterladte: Alvorsord og etagevask

Peter H. Olesen sidder heldigvis stadig fast i det sorte hul, hvorfra Olesen-Olesen og nu De Efterladtes melankolske hverdagshymner bliver udklækket. Det er som altid smukt, underholdende, vedkommende og velskrevet som intet andet, så det er både forståeligt og helt igennem okay, at duoen holder sig til den vante formel.

Pyha, jeg er glad for, at jeg ikke er inde i hovedet på Peter H. Olesen. ”Næppe!” tænker man, når han for Gud ved hvilken gang hudfletter sit tungsindige væsen med verselinjer som: »Jeg er ikke typen, der svælger i ulykke«. Til gengæld tror man ham på stedet, når han i interviews kort og præcist forklarer sin evige kredsen om de tunge ting i tilværelsen: ”Det lette har aldrig ligget til mig”.

Hvis ikke han skrev så godt og fremførte det så usentimentalt med sin nøgterne stemme, ville man hurtigt løbe skrigende væk. Det burde måske være temmelig anstrengende endnu en gang at lægge ører til mandens beklagelser, og så er det alligevel sært nok så rart og så vedkommende. For nye lyttere vil det være oplagt at tro, at Olesen på Alvorsord og etagevask i en alder af 51 år er ramt af den klassiske midtvejskrise, men det skønne ved mandens kunstneriske virke er jo, at han tilsyneladende altid har befundet sig i et hul, hvorfra han melankolsk har lommefilosoferet over livet, alderen, lykken og sortsynet. Det er der kommet mange helt vidunderlige små sange ud af. Eller stemningsbilleder, for sange er måske så meget sagt – særligt i De Efterladtes tilfælde, hvor der nærmest snarere er tale om digtrecitationer.

Jeg var og er helt vild med Olesen-Olesens hverdagspoetiske folkrock, og derfor er det en glæde at følge den ene halvdels musikalske genopståen med duoen De Efterladte. Som på debutalbummet Traditionen utro (2011) er udtrykket helt nedbarberet, nøgent og minimalistisk med Olesens kuldslåede tekster og Michael Lunds spartanske guitar, der aldrig slår én tone for meget. Denne gang er det om muligt endnu mere tungsindigt. Olesen er »blanket af med et blakket ry«, som han konstaterer uden skyggen af Weltschmertz på åbningsnummeret ”Alting om igen”. »Klog af skade / øm af år / hvad har jeg at gøre godt med?« spørger han, og svaret på det spørgsmål er efter alt dømme “en hel del”. I hvert fald er De Efterladtes andet album i det store hele et særdeles helstøbt og vellykket album, der lever fuldt op til den høje kvalitet, som kendetegner resten af Olesens store bagkatalog.

Hvad der især hæver De Efterladte over selvcentreret klynkerock er den bitre humor, som altid har været et særkende for Olesens tekster og den lakoniske fremførsel af dem. ”Kursiv” er et herligt billede på dage, hvor alt går galt og yder modstand: »Som et fremhævet ord i en sætning / der ikke giver mening / strider du dig frem i den åndssvage vind / indædt, vejrbidt, stejlt«. Jeget mod det elendige vejr og resten af verden, hvem kan ikke nikke genkendende til det? Alligevel er der små fortrøstningsfulde sprækker, hvor lyset titter ind. På ”Fugleskræmsel” tales der til en, der står og »flæber på en pløremark« og gerne vil kunne tro med den forsigtige opmuntring: »Du ligner dig til selv forveksling / og det er okay«. Imens lyder Lunds ildevarslende guitaranslag som en torden i det fjerne. Det er den perfekte balance mellem ro og uro og en glimrende reminder om, at det her ikke er Peter Olesen solo, men at det i høj grad også bæres igennem af Lunds musikalske fornemmelse for de trykkende stemninger.

Andre højdepunkter er ”Levende hegn”, som er det tætteste, vi kommer på en flygtig opmuntring med sin Benny Andersen’ske ode til sommeren – eller det kærligheden? »Sommeren er en charmør / upålidelig som dit humør / siger du men du smiler / marker med køer / mens vi hviler«. Et kærkomment åndehul midt i al mismodet er dette meget dejlige nummer. I den anden grøft står ”Du fandt ikke dig selv” som en satirisk lussing til tidens uforløste jagt på selvrealisering. Fra den ene yderpol til den anden, Nordby Bakker og Koldingvej til Paris og New York, ingen steder fandt man sig selv.

Ingen tvivl om, at Peter H. Olesen – som også har to romaner og syv digtsamlinger på cv’et – er en af de dygtigste sangskrivere herhjemme, men visse steder kan den underspillede patos dog ikke undgå at blive lidt for gumpetungt Gajol-pakke-filosoferende. Især på albummets eneste seriøst uheldige skæring, ”Troløs bøn”: »Gud er død / og verden stor / fornuften er din rettesnor« og »op og ned / det er livets kår / sorg og lykke / alt forgår«. Ligeledes går der lidt rigeligt Dan Turèll-plagiat i den på ”U.t.”, som er et stykke spoken word-poesi om ord, der fremsiges til uigenkendelighed og mister deres betydning. Men det er en lille plet og til at komme sig over.

I pressemeddelelsen lyder det vittigt, at De Efterladte hellere vil ”underspille end spille med musklerne”, og at det skal kunne høres, at de ikke er et band, men en duo. Det lykkes så sandeligt. Alvorsord og etagevask er et meget stramt komponeret album, og efter en god del gennemlytninger kan jeg ikke lade være med at savne en blot lidt større musikalsk spændvidde og lidt flere chancer. På den anden side fungerer De Efterladtes formel virkelig godt. Få formår at skrive så personligt, uden det bliver for privat. En mørk lille perle, der vil lyse langt ind i vinteren.

★★★★★☆

1 kommentar

Deltag i debat