Plader

Jomi Massage: Primitives

Den danske dronning af artpop er nu ude med en engelsksproget langspiller, der dog er farlig at lytte for meget til i denne mørke danske vinter, hvor nogen synes at have stjålet solen. Her er ikke noget lys for enden af tunnelen, ingen optimistiske twists, intet glimt i øjet.

»The simplicity of Jomi Massage is to frame what is fragile and express what is violent,« lyder det på Jomi Massages hjemmeside om projektet.

Dette udsagn er så rammende for det seneste udspil fra den danske powerlady Signe Høirup Wille-Jørgensen, Primitives, at jeg et kort øjeblik var fristet til blot at lade citatet gøre det ud for denne anmeldelse. Men det ville være ikke at yde retfærdighed over for en glimrende artpop-plade, der dog er farlig at lytte for meget til i denne mørke danske vinter, hvor nogen synes at have stjålet solen. Her er ikke noget lys for enden af tunnelen, ingen optimistiske twists, intet glimt i øjet.

Efter senest at have udgivet en dansksproget plade i tæt samarbejde med forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen vender hun nu tilbage til det engelske sprog. På Primitives har hun også fået hjælp fra en forfatter; teksterne, som er printet på A4-papir, er nemlig grafisk opsat af Ursula Andkjær Olsen, hvilket dog ikke bidrager med noget videre. Noget tyder på, at Wille-Jørgensen har lært noget af samarbejdet med forfattere, da der på Primitives er mere fokus på teksterne, end vi før har set det hos den efterhånden erfarne dansker. Godt nok er dette kun hendes tredje reelle udspil under Jomi Massage-pseudonymet, men hendes imponerende CV, der tæller alt fra film-, radio, kunst- og teateroptrædener til komponist for DR’s Big Band, taler sit tydelige sprog: Kunsten er et hjertebarn for Wille-Jørgensen, og hun laver musik, fordi det vitterlig betyder noget for hende.

Primitives er en primært klaverbaseret plade, men i modsætning til udspil fra kvinder som Joanna Newsom eller Agnes Obel er denne en opvisning i, hvor klaustrofobisk og klamt et maleri et klaver også kan male. Albummet bæres dog hovedsageligt af Wille-Jørgensens hjemsøgende vokal – tilsat lidt rumklang eller distortion hist og her – som nærmest i slowmotrion synger de mindst lige så hjemsøgende tekster om ensomhed (“Animal of Eden”), død (“The Dust & the Dirt”) og kvindefrigørelse (“Flap Like a Flag”).

Et af højdepunkterne er “A Fake Start Is Life”, hvor Jomi Massage lyder som Karin Dreijer og Agnes Obels udstødte yngel. Her synges »I tell myself the best has yet to come,« »I piss myself while sleeping« og senere »I tell myself the best has yet to come – from hell we all shall come,« hvorefter der gentages »hell, hell, hell«, mens Wille-Jørgensens strubehoved gradvist overtages af en dæmon, som langsomt men sikkert strangulerer hende. Det er ikke for sjov, det her! En anden rørende sang er den skrøbelige “The Dust & the Dirt”, som bæres af et ukulelehook, en fin melodi og en ret simpel tekst, der bl.a. lyder »The silence is silence / The noise is noise / A Sound everlasting a lifetime / How long will the sound of a breath keep moving?,« mens ekkoeffekter og flot korarbejde afslutter nummeret på fabelagtig vis.

Primitives er en god plade, ingen tvivl om det. Stort set alle sange på albummet er af høj kvalitet, men i længden bliver den deppressive stemning for mig decideret destruktiv og meningsløs. En så høj grad af melankoli og negativitet kan jeg ikke identificere mig med, og dermed bliver det svært for mig at se mennesket bag Jomi Massage. Det er selvfølgelig interessant at blive ført ind i en anden måde at se verden på, men når den er så radikalt anderledes, er det også svært rigtigt at blive rørt af den. Primitives er nok en plade, jeg vil lytte til en gang imellem i små bidder, når vinteren har lagt sig.

★★★★☆☆

Deltag i debat