Plader

Navneløs: Værk

Skrevet af Sabina Hvass

Hvor tv og film har Nordic Noir, har musikken fra Navneløs Nordic Naive. De melankolske, postrockede kompositioner på de fem unge aarhusianeres debutalbum rammer en vinterkølig kritiker lige i hjertekulen.

Med en DIY-arbejdsetik omkring alle aspekter af musikken har Navneløs allerede formået at stå på Skanderborg og Roskilde Festivals scener. Og det har givet bandet omtale nok til, at de på kort tid fik crowfundet udgivelsen af debuten Værk på vinyl. Og may the hype be with them, for det er en vinderdebut, vi her har med at gøre. Alt tyder på, at det selvgjorte band ikke stræber efter at være på en bestemt plads på musikhylden. Musikken på Værk lyder momentvis som postrock, så jazzpop og rock og har dernæst en klassisk klangbund, lange dragende passager af cello, båndloop eller elektroniske eksperimenter.

På det første nummer, ”Pilot”, bæres Lin Rosenbecks repeterende vokalstykke ind på bølgebrus: »Kom med mig / Så gør vi det igen / så gør vi det igen.« En flydende guitar afløses så af små fem minutters intermezzo med skrøbelig cello, og i det fjerne høres en guitarakkord som et radarsignal under vand.

Efter det 12 minutter lange hypnotiske intronummer er det let at drage med på den stemningsfulde rejse, som smukt bliver slået an. Det bombastiske og dramatiske bryder frem på andetnummeret “Her står man”, hvor galopperende trommer, støjende guitar og strengeinstrumenter spiller op mod Rosenbecks sarte stemme på fineste vis. Sammenligningen med Under Byens Henriette Sennenvaldt er ikke til at komme udenom, mens jeg i Navneløs’ sammensurium af instrumentation og drømmende poetik får flere associationer til Mikael Simpsons musik. Tråden til den danske kollega trækker jeg flere gange, men især på nummeret ”Tænkt på et sted”, som også har klar radiorotationspotentiale.

Det følgende nummer, ”Forsvandt”, sparker døren ind fra vinterrum til forårsfornøjelser med flader af synth og et overbevisende øre for den gode popsang. Og efter omtrent 10 minutters radiovenlighed vender det mere rolige og stemningsfulde tilbage på ”Loop 1” og ”Sonic Youth”, hvor båndloop, repeterende bas, trommer og guitarleg laver optakt til det mere tempofyldte ”Metronord”-nummer, som man allerede kunne høre, og se videoen til for et års tid siden.

Pladens sidste del bliver introduceret med ”Loop 2”, hvor man er tilbage ved bølgebrus og undervandsdrømme, selvom jeg nu nærmere forestiller mig nummeret akkompagnere en stjerneklar aftenhimmel som en lille atmosfærisk forstyrrelse. ”Ikke endnu” er en fornøjelig listetur i det mere jazzede, og igen er det celloen, der får lov at spille nummeret til ende.

Som min eneste anke til pladens ellers gennemførte dramaturgi trækker de afsluttende to numre ”Stille” og ”Skyggen” tempoet så langt ned, så min puls bliver faretruende lav. Men omvendt er de, som afslutning på pladen, med til at fastholde lytteren i det stemningsfulde og melankolske, som resten af pladen fint kommunikerer med sin vekslen fra støj til stilhed. Tekstuniverset kredser naivt om længselsfuld kærlighed, og et sted inde i den kyniske knude, der engang var mit blødende teenagehjerte, giver det et stik, når pladen stopper.

Værk er en velafbalanceret og smuk debut fra de fem unge aarhusianere. Pladen leger med det stærke, effektfulde og højtflyvende, og som det passende udtrykkes i bandets pressemeddelelse, er Navneløs på en smuk, ung flugt fra kategoriernes tyranni. Og i lidt over en time flygtede jeg med.

★★★★★☆

1 kommentar

Deltag i debat