Plader

Joan As Police Woman: The Classic

Skrevet af Anna Møller

Joan Wasser kammer over i doo-wop, kække håndklap og trompettrut på sit femte fuldlængdealbum, og nok er livsglæden smittende, men den er også en anelse kvalmende med tiden.

Joan As Police Woman aka Joan Wasser er gået all-in og har iført sig blafrende soulkappe, bigband-blæsersektion og doo-wop på sit nye album The Classic. Joan Wasser er vist ikke en musiker, der gør noget halvt, og som soulalbum er hendes femte fuldlængdealbum ganske veludført. Om man så selv synes, at det på steder som det kække syngmed-nummer “Holy City” eller førstesinglen “The Classic” kammer over og tangerer decideret dårlig smag, så må man sgu tage hatten af for, at Joan As Police Woman er et gennemført projekt. På en og samme tid formår The Classic at fremstå som lækkert produceret baggrundsmusik og som kompleks og velskrevet popmusik. Fremført af vanvittigt dygtig musikere naturligvis.

Hvor forgængeren The Deep Field stadig bar enkelte præg af den mere beskidte singer/songwriter-lyd, som Joan Wasser har dyrket tidligere, så er The Classic i store træk taget helt derud, hvor fløden sprøjter gladeligt ud af trompettrut, og kække håndklap er medrivende, men også en anelse oppe at køre. Det er hverken livsglæde eller positivitet, der mangler i Wassers pose med blandende flødebolsjer, men den glatte overflade kan godt være en anelse kvælende i længden. Wassers vokal er stadig både skrøbeligt vibrerende – sine steder på grænsen til det hulkende – og så umiskendelig stærk, men hun anvender den i en helt anden konstellation end tidligere. Hvis The Deep Field kunne sammenlignes med en stormende og dryppende sexy forelskelse, så er The Classic mere som et stabilt, men kærligt parforhold efter nogle år. Lidt kedeligt i længden, måske, men rart og ufarligt. Og så alligevel.

Pladens bedste nummer er måske (anden halvdel) af det syv minutter lange nummer “Good Together”, hvor Joan fyrer noget af albummets bedste lyrik af og flyver med soulkappe og hele baduljen ned ad en lidt mørkere og eksplosiv baggyde. Joan synger retrospektivt om et kærlighedsforhold: »I don’t wanna be nostalgic for something that never was,« og henimod slutningen fyldes lydbilledet af en kakofoni af vilter percussion, skærende synth og vedholdent klagende guitar. Den tvivl, der findes i både teksten og i det mere dystre arrangement, klæder Joan As Police Woman. I stedet for at kamme fuldstændig over i opturssoul, så skabes der i både lyd og lyrik en usikkerhed, som Joan Wassers følsomt knækkede vibrato formidler uden sammenligning.

Joan As Police Woman er stadig et spændende, dybt originalt og på sin måde meget eksperimenterende projekt, og det bliver spændende at se, hvordan de nye numre formidles i live-formatet, hvor Joan Wasser og co. oftest spiller nedbarberede og rå versioner af det alsidige bagkatalog. Joan As Police Woman kan opleves på dansk grund til maj, men det bliver formentlig med fuldt orkester, da koncerten finder sted i Koncertsalen.

★★★★☆☆

Deltag i debat