Laura Marling har det, som Joni Mitchell, Bob Dylan, Emmylou Harris og Simon & Garfunkel også havde – nemlig evnen til at skabe overdådig, tidløs troubadourmusik med en tilsyneladende og imponerende lethed, som kun få artister i en generation af sangskrivere besidder. Faktisk har den 34-årige sangskriver haft den evne på hele otte fænomenalt følsomme og vedkommende albums – inklusiv nu på Patterns in Repeat.
Laura Marling læner sig ikke op ad hvem som helst. Hendes simple, organiske folksange trækker på de samme rødder som klodens største legender. Det vilde er dog, at hun når de højder i kraft af en stille væren, der udfolder sig langsomt, nænsomt, men sikkert. Som al god (altså virkelig god) sangskrivning, insisterer lyden af hendes stemme ikke på en bestemt stil. I stedet er det et stykke genialt musikalsk ingeniørkunst fra et følsomt og krøllet sind. Den virkelig gode sangskrivning, som Marlings, er en slags visdom i små bidder, man kan gemme i sin lomme, og senere tage op og tygge længe på.
Måske kendetegnende for den britiske musikers udbredelse på den danske musikscene, så har jeg desværre først opdaget hende med denne udgivelse. Dét på trods af hendes efterhånden lange anciennitet, prismodtagelser, samarbejde med alt fra Noah and the Whale til Jack White og Mumford & Sons, mange priste albums, heriblandt det absolut henrivende konceptalbum Once I Was an Eagle (2013) og internationalt roste Song for our Daughter (2020). Uanset hvad er der absolut ingen undskyldning for ikke fluks at dykke ned i (eller genbesøge) denne folk-blues kæmpes smukke repertoire.
Hvis man gør det, og samtidig holder det op mod Patterns in Repeat, vil man nok bemærke en forskel i arrangement og stemning – et nedsat tempo om man vil. Og der er en særlig grund til det, som Marling selv udtrykker på pladens første nummer – en sød vise dedikeret til hendes nyfødte barn:
»You and your dad are dancing in the kitchen / Life is slowing down but it’s still bitchin’«
Teksten på ”Child of Mine” mimes af et spagt, akustisk guitarspil. Rent tematisk fylder forældreskabet det meste af pladen, og alle sangene skulle ifølge Marling bogstaveligt være skrevet, mens hun har kigget ind i sit barns øjne. Man kan næsten se det for sig, at hun sidder der på gulvet og våger ved vuggen. Ligesom med barnet, er det den stemning, hun hensætter lytteren i: ro og sikkerhed, i en omfavnelse.
Det er langt hen ad vejen hendes vokal, der gør det. Den har både det ru twang, som man ellers troede var forbeholdt indfødte i den amerikanske folktradition, og på den anden side et højt og blødt register. Stemmen er fuld af viden og erfaring, moden og varm. Men det er lige så meget en litterær oplevelse at lytte til hende. Man spidser øre og suger til sig af levede og kropslige erfaringer, når hun for eksempel deler sin fødselsberetning på nummeret ”Patterns”:
»Pulled for meaning, I arched my back / And then from the black you were born / Forward leaning at first, abstract / You soon contract into form«
Hendes guitarspil er fabulerende og let. En enkelt tone bliver spillet tydeligt i hver takt – som et bastungt skellet, mens hun lader de andre toner flagre frit og vildt omkring den. Dette mønster bliver gentaget særligt tydeligt på den rørende ”Caroline”, som fortæller en historie om gammel kærlighed, der pludselig ringer på døren efter et langt, levet liv. Guitarfiguren er central for nummeret, men i baggrunden lurer også strygere og et flygtigt kor.
Sådan er alle numrene sådan set skruet sammen rent instrumentalt, uden særlige udstikkere, der løber med opmærksomheden. Alligevel formår Marling at holde lytterens fokus på hele pladen. Det føles som om, der er en essens, som retfærdiggør pladens tilsyneladende ensformighed. En undtagelse til dén regel er den ret så spøjse ”Interlude (Time Passages)”. Det er et nummer som skiller sig ud, fordi det både er instrumentalt, men også fordi det primært består af et lidt fjollet lydende trækfløjte-instrument, som alligevel forekommer rørende i sammenhængen.
Mange af sangene har karakter af vuggevise – ikke kun den egentlige vuggevise, “Lullaby”, der er fløjlsblød og føles som et omsvøb. Jeg holder dog allermest af de numre, hvor hun lykkedes med dét, hun særligt mestrer i sin musik: nemlig at komme ud i hjertets afkroge med sit florlette, intuitive guitarspil og hendes sprøde stemme. Som vi hører på titelnummeret ”Patterns in Repeat”, har hun en evne til næsten uænset, at føre os fra det lette til det episke, ved at skrue op og ned for det ellers subtile backdrop af symfoniske instrumenter og pille let ved rytmen. Og ikke mindst ved at sætte ord på det episke:
»Nothing real was lost in the bringing of you to me / I want you to have a piece of my eternal flame/ Part of me, eternity, tolerance for pain«
Av for fanden. Patterns in Repeat har potentiale til at være et af årets bedste folk og singer-songwriter-plader. Det sidste nøk opad på karakterskalaen kunne den dog efter min smag have fået, hvis der var endnu flere gribende øjeblikke som på titelnummeret – og lidt mindre vuggevise. Men det absolut sublime udebliver, og det er på sin vis sympatisk nok. For Laura Marling prøver ikke at bevise noget – hun er på Patterns in Repeat en ydmyg, men særdeles talentfuld formidler af forældreskabets stille glæder.
