Plader

The Mountains: The Mountains, the Valleys, the Lakes

Singleforløberne holder, hvad de har lovet om årets nok bedste danske popalbum. Der har aldrig før været så højt til loftet i dansk popmusik, som der er i samarbejdet mellem forsangeren fra Moi Caprice og halvdelen af The William Blakes.

Allerede før The Mountains havde spillet en eneste koncert, var de blevet booket både til årets Northside og Spot Festival. At nogen kunne have så store forventninger til bandet, skyldtes nok de tre medlemmer. De allestedsnærværende producer-tvillinger Fridolin og Frederik Nordsø, som også er henholdsvis trommeslager og guitarist i The William Blakes. Og Michael Møller, der både har markeret sig med fire anmelderroste albums som følsom forsanger i Moi Caprice og med to markante soloalbums. Senest A Month of Unrequited Love i 2011.

Ud over selve konstellationen skyldtes de store forventninger helt sikkert også sidste sommers frygteligt fængende førstesingle, som slet og ret hed ”The Mountains”. Singlen varslede et højere ambitionsniveau i dansk popmusik og blev fortjent Ugens Uundgåelige på P3. Og den er et godt eksempel på alt det, der virkelig fungerer på The Mountains, the Valleys, the Lakes. På dynamikken og intensiteten i produktion og sangskrivning.

På førstesinglens stille vers er fokus først på Møllers vokal: »We’re gonna be the first two persons alive to climb this mountain again / We’re gonna stand real close and when everything comes to an end / I’ll name this mountain after you.« En dommedagsprofetisk tekst, der på samme tid er melankolsk og opløftende. Men først og fremmest er den perfekt underbygget i produktionen. Omkvædet lander simpelthen som en sanselig eksplosion med sine storladne synths og det agressive 32-dels hiphop-beat. Det er fandens effektivt, især når omkvædets anslag ved hjælp af diverse effekter bliver strukket ud over flere takter, som et tordenskrald, der langsomt falder fra de høje til de lave frekvenser.

Det velfungerende produktionstrick går igen på de fleste af pladens numre, også andensinglen ”The Valleys”, som er skåret over samme stramme hitskabelon. En meget simpel rytme i versene efterfulgt af overrumplende omkvæd. Her dog med en lidt mere organisk synthlyd, som fungerer fantastisk. Der er ikke engang brug for et c-stykke til at bryde intensiteten op. I stedet gentages synthfiguren bare. Og man bliver ikke træt af den.

Efter to så velfungerende singler kunne bandet passende fortsætte med albummets tredje titelnummer, ”The Lakes”, som næste single. Kvalitets- og ambitionsniveauet er i hvert fald lige så højt, og formlen er den samme. Versene er i virkeligheden direkte kedelige, men netop derfor lyder omkvædene virkelig lækkert. Møller falder ned i et dybere toneregister, som smukt komplimenteres af den lysere andenstemme i et omkvæd, der er så fængende, at det formår at fade ud i over halvandet minut uden at blive kedeligt.

Titelnumrene er dog langtfra de eneste med hitpotentiale. The Mountains er tydeligvis, og heldigvis, ikke bange for at tænke i hits og har angrebet alle albummets numre som potentielle singler. Nummeret ”They’re Too Many” er således endnu et uimodståeligt højdepunkt. Det lyder lidt hen ad Pet Shop Boys i start-90’erne, blandt andet på grund af teksten, som her er mere eksplicit end ellers: »With that random make-up thrown across the lashes / And the shirts that might have fit you years ago / And the boyfriends that you chose from lines of fascists / They’re too many.« Herefter brydes sangen ned omkring ordene »Are we leaving our swords for the night?« Smukt er det.

“A Good Place to Bury Your Dreams” har også noget Pet Shop Boys over sig, især takket være den bløde, lyse og gennemproducerede vokal, der i omkvædet er så proppet med effekter, at den nærmest flyder sammen med synthen. Nummeret virker umiddelbart lidt metervarepoppet, men detaljerigdommen afslører en stor skønhed efter nogle flere gennemlytninger.

Mine tanker ledes også jævnligt hen på nyere engelske popnavne som Hurts og Bastille takket være albummets storladne og dynamiske udtryk i både lyd og tekst. Men The Mountains’ udtryk er noget mere tilbagelænet og beskuende, ikke mindst i Møllers tekst og stemmeføring. Bassen er aldrig i centrum, og tempoet er lavt. Så det er ikke dansegulvet, der sigtes efter, selvom der er masser af hitpotentiale. Alle numre går hurtigt til sagen, og bandet har tydeligvis på forhånd besluttet sig for, at forudsigeligheden er ikke deres fjende, så længe det, der kan forudsiges, er fedt. Og det er det.

“The Sound of Our Guns” er det eneste nummer på albummet, hvor formen umiddelbart overrasker, for først næsten halvejs inde dukker et lavmælt omkvæd op. Nummeret har derudover en melodi, der minder mig om danske indiepoptøser som Oh Land og Fallulah (som Fridolin Nordsø før har produceret). Og den samme fornemmelse får jeg på den mere sfæriske ”Ivalo”, der sammen med den kun et minut lange og ganske fine ”Someone Else’s Room” udgør en nødvendig intensitetspause halvvejs gennem pladen.

På “Can We Make It Work” vender omkvædseksplosionerne tilbage med uformindsket styrke, flankeret af en flamenco-agtig rytme i verset. Med sit grandiøse, elektroniske strygerarrangement lyder nummeret, som jeg forestiller mig, det ville lyde, hvis Choir of Young Believers (som begge tvillinger før har produceret) kastede sig over synthpoppen. Det gælder også sangen ”Love and Fame and Death”, hvor man samtidig får en rar new wave-fornemmelse a la Human League.

Der er altså et utal af inspirationer og associationer i spil på The Mountains, the Valleys, the Lakes. Og det er ikke mærkeligt Nordsø-brødrenes bagkatalog taget i betragtning. Frederik Nordsø har især slået sine folder inden for r’n’b og hiphop som producer for blandt andet danske Yepha og Benjamin Kissi samt den internationale r’n’b-stjerne Brandy. Og han har taget sin hiphop-orienterede måde at producere beats og sangskitser med sig i The Mountains. Albummet er ikke jammet frem i et øvelokale, men derimod sendt rundt i bidder mellem de tre bandmedlemmer før de endelige indspilninger. Fridolin Nordsø, til gengæld, har sine rødder i elektronisk musik og den danske indiescene. Her har han blandt andet produceret Moi Caprice-albummet You Can’t Say No Forever helt tilbage i 2005, hvor han lærte Michael Møller at kende og for første gang fik idéen til et samarbejde.

The Mountains er dog frem for alt pop. De kan deres håndværk, og på velsmurte numre som “Between Two Fires” er bandet faktisk ikke så langt fra succesfulde danske popdrenge som Christoffer og Burhan G rent lydmæssigt (ja, dem har Nordsø-brødrene skam også tidligere produceret). Men der er en bemærkelsesværdig  forskel, nemlig størrelsesforholdet. For The Mountains tænker meget stort, både når det gælder ambitionsniveau og billedsprog. Og ved konsekvent at male storslåede landskaber i både tekster og produktion har The Mountains ramt en uudtømmelig naturressource, der ellers sjældent bliver udnyttet i rytmisk musik.

Selvom albummets instrumentering er fuldstændig elektronisk, føles den aldrig syntetisk, og lydens overrumplende storhed bliver fuldt ud matchet i Michael Møllers tekster. Han har virkelig kælet for vokalarrangementerne, og det klæder hans sang at blive sat fri af storbydekadencen og ind i en større, naturlig kontekst. Samtidig er han blevet mixet helt frem i lydbilledet, hvor han får lov at stå på toppen af en produktion, der er så storladen, at han kan høres overalt, med ekko.

The Mountains, the Valleys, the Lakes er på alle måder bjergtagende. Der er ikke ét svagt nummer, og de fleste ville tilmed holde som singler. Selvom albummet i virkeligheden er utrolig ensformigt, føles det på forunderlig vis aldrig sådan. Det kan høres flere gange i træk uden at miste et gram af sin storhed, og for hver af mine mange gennemlytninger forsvandt der flere argumenter for at give albummet andet end en absolut topkarakter.

★★★★★★

Deltag i debat