Hôy la: X Heads

Er du helt med på beatet når snakken falder på tidens upcoming kunstnere, så har du nok allerede hørt navnet Hôy la, der var en af de seks nye talenter udnævnt til at spille til arrangementet VEGAs Udvalgte tilbage i slutningen af januar. Har du derimod sovet i timen – eller har du godt nok hørt navnet, men bare ikke liiige fået tjekket det ud endnu – så følg lige med her. Især hvis du har hang til triphop og blød melankoli.

Hôy la hedder i virkeligheden Ingri Høyland Kvamstad, kommer fra Norge og er bosat i København. Hun kan kendes på sin inderlige vokal og mørke, sfæriske produktioner. Samtidig har hun en æstetisk sans, der ikke bare skinner igennem i musikken, men også langt hen ad vejen dominerer det visuelle udtryk i de tilhørende videoer.

Og det er mens jeg sidder og kigger på de her musikvideoer, at det slår mig: hun er da egentlig ret glad for bygninger. Tårnhøje skyskrabere, betonblokke, flisevægge og små facader oplyste af neonskilte flimrer forbi linsen. Det visuelle giver i virkeligheden et meget fint billede på musikken; det er som om, der er noget i den mørke, eftertænksomme electronica, der vækker en længsel efter at gå en tur igennem en storby en hverdagsnat.

De fem numre der udgør X Heads, bevæger sig alle sammen inden for den melankolske atmosfære, der opstår i mødet mellem Høylands luftige vokal, de stemningsfulde samples og det rolige tempo. Der er som sådan ikke noget banebrydende eller overraskende over lyden, der holder sig nogenlunde indenfor triphoppens rimelig begrænsede rammer. Men det er stilsikkert, æstetisk og lækkert at lytte til.

Nummeret ”Roses” er et stærkt eksempel på et supergodt track, hvor alle kvaliteterne ved Hôy la virkelig kommer til udtryk. Hvis du kun skal høre ét nummer fra EP’en, så hør dette. Det er fængende og minimalistisk, og når Høyland synger »I walk endlessly« tænker jeg, at sangen for min skyld også godt måtte blive ved i endeløshed – eller i hvert fald bare lidt endnu.

Også ”Please”, der udkom som single allerede i 2017, må jeg give en anbefaling. Det er forførende og dynamisk komponeret, og jeg bliver næsten helt i tvivl om det i virkeligheden er Portishead’s Beth Gibbons, jeg sidder og lytter til. Ingri Høyland mestrer virkelig den på samme tid ømme og kølige overlegenhed, der gør hendes vokal så tiltalende. Jeg ville dog ønske lidt, at hun bare en enkelt gang brød ud af den kontrollerede og overlegne uigennemtrængelighed; at også vokalen engang imellem kunne lyde lidt grim, rå eller desperat.

X Heads er en overvejende super fin samling af stemningsfulde, elektroniske numre, og jeg er spændt på, hvad der skal komme ud af Ingri Høylands musikalske færden fremover.