Plader

Broken Twin: May

Skrevet af Alex Nørregaard

Broken Twins debutalbum May er på en og samme tid stærkt og skrøbeligt. Melankolien gennemsyrer samtlige numre, men håbet skinner trods alt igennem. Knug det tårevædede lydtæppe så hårdt, du kan, dyk ned i de sorgfyldte tekster, og mærk efter.

Vi ønsker alle at blive anerkendt for, hvem vi er, og det vi kan. Anerkendelsen ses af flere sociologer som et grundvilkår i tilværelsen og i det enkelte individs jagt på at komme overens med sig selv. De fleste steder synes anerkendelse dog at være fulgt af en evig forventning om at være positiv – ingen problemer, kun udfordringer. Men hvad med de tilfælde, hvor melankolien råder? Er alt håb da ude?

Måske kommer vi spørgsmålet, og ikke nødvendigvis svaret, nærmere ved at lytte til Broken Twins debutalbum May – en titel, der referer til måneden og derigennem en årstid, hvor alt ser lysere ud, og et spirende håb følgeligt indfinder sig. På trods heraf er May dog overordnet set en yderst tungsindig og tålmodig lytteoplevelse. Et introvert univers vendes for en stund på vrangen, så lytteren kan få lov til at smage på de salte tårer, der ellers burde være tiltænkt en kold hovedpude eller en varm skulder hos en elsket.

Broken Twin startede egentlig ud som en duo i form af Majke Voss Romme og Emilie Marie Kjær, men er nu Voss Rommes soloprojekt. De to kvinder har tidligere også gået under navnet Glass Arena, og selvom det er svært at finde lyd fra den tid, vidner et nummer som “Night Falling” om, at forskellen mellem dengang og nu ikke er voldsomt stor.

Lyden er uden tvivl blevet klarere og på sin vis også blødere på May, hvor Voss Rommes hjerteskærende vokal guider gennem rolige Sigur Rós-klingende lydlandskaber og nærmest nøgne, dunkle skove af folk-inspirerede klange. Det er lidt i stil med Daughter, men her er ingen forløsende sekvenser, hvor let støj og forløsning får lov at råde og skabe kontrast. Det føles derimod, som om The xx’ forventningsfulde og intime skabelon er blevet blandet op med dansk indadvendthed. Præget af, hvad der måske kunne betegnes som ny nordisk melankoli – musik, der afspejler det at være alene i andres selskab. At have det godt med det, samtidig med at en følelse af utilstrækkelighed konstant melder sig.

Se på sangtitler som “The Aching”, “Out of Air”, “Sun Has Gone” og “In Dreams”, der afspejler en mangel, og ligeledes sangteksterne »Somewhere in between what you wanted« (“The Aching”) eller »Reminds me of a pattern and all we couldn’t be« (“If Pilots Go to Heaven”) og »What was I but a glimpse of a time« (“Glimpse of a Time”), hvor vi mindes om det, der ikke længere er der eller fortsat gemmer sig for øjnene af os. Musikken bakker fornemt op. Den bliver aldrig storladent eller flyvsk, men holdes i stedet i stram snor og på et niveau, hvor lydbilledet aldrig synes overlæsset.

Voss Rommes vokal leder, sammen med udtrykket på flere af numrene, tankerne hen på Feist, men i en version, hvor der ikke er travlt med at tælle til fire, hvilket giver plads og ro til fordybelse. Det er utvivlsomt smukt og på sin vis også modigt i en tid, hvor der ikke altid er plads til at tage sig god tid. Dog føles det nu og da lige langstrakt nok. Det skvulper konstant roligt frem og tilbage, og musikken bæres da også frem af et hjerte tynget af en ulmende uro.

Alligevel bliver jeg aldrig for alvor overrasket eller voldsomt rørt. Det virker, som om Voss Rommes vokal er blevet pakket mere ind, mens musikken har fået slebet samtlige kanter af. Et nummer som “Out of Air” holder stadigvæk, men har rumsteret længe, og personligt holder jeg mere af versionen fra ep’en Hold on to Nothing. På “The Sun Has Gone” giver blæserne et skud tiltrængt luft, mens “If Pilots Go to Heaven” for en stund forvilder sig ud i tåget farvand. Allerstærkest står “In Dreams” dog. Nummeret er utroligt filmisk, præges af en særlig spænding og er vidunderligt sløret. Det er ikke helt til at gennemskue, men der bare så dejligt følelsestungt og råt.

Det er utvivlsomt et stærkt debutalbum, som Broken Twin med May har begået – også selvom det ikke altid lyder sådan. May er nemlig yderst skrøbeligt og kræver masser af opmærksomhed. Knug det tårevædede lydtæppe så hårdt, du kan, dyk ned i de sorgfyldte tekster, og mærk efter. Der er helt sikkert noget, der mangler. Det er måske også der, håbet gemmer sig. Således er det i hvert fald på May, hvor “No Darkness” runder af. Ordene leveres skælvene, men tydeligt, »There will be no darkness / I will fill your space with light.« Det er da håb, ikke?

★★★★☆☆

Deltag i debat