Plader

Er de sjældne: Olé Olé

Digter Lone Hørslev og sangerinde Solveig Sandnes har efter fem år fundet sammen igen, som var det et ‘Hollywood re-marriage’. Selvom tiden er en anden end ved deres seneste møde, er den umiddelbare charme og inderlighed, der kendetegnede debuten, heldigvis intakt.

Danmarks næstmest fuglefikserede band (førstepladsen går naturligvis til Dans & Lær) er efter fem års absolut stilhed tilbage på vingerne med albummet Olé Olé. Er De Sjældne består af forfatter/digter/sangerinde Lone Hørslev, som skriver teksterne, og eks-Lovebites-sangerinden Solveig Sandnes, som står for kompositionerne, produktionen samt den primære vokal. De to yndige damer er umiddelbart et godt match, men i modsætning til pingviner eller ænder vælger de ikke mager for livet. Især Hørslev har flakket en del omkring de seneste fem år, hvor der både har været plads til at skrive digtsamlingerne “La’ Os” og “Jeg ved ikke om den slags tanker er normale” og romanen “Sorg og Camping” samt til samarbejdet med Mads Mouritz i Mouritz/Hørslev, hvor to albums har set dagens lys. Hun er nu efter en vindomsust rejse vendt tilbage til trygheden og det (lyder det til) gnidningsfri samarbejde med Sandnes, som var det et ‘Hollywood re-marriage’ eller ‘there and back again’. Selvom tiden er en anden end deres sidste møde, hvilket tydeligt høres på Olé Olé, er den umiddelbare charme og inderlighed, der kendetegnede debuten Lyserød, lyseblå, beige, intakt.

På debuten, som i øvrigt i min bog over nyere dansksprogede udgivelser rangerer højt, var lyden meget organisk og freakfolket – lys, let og krøllet – hvilket var et rigtig godt modspil til det naivistiske omend ofte surrealistiske tekstunivers omhandlende isfugle, spurvehøge, hjerter som atomkraftværker og løgne. Perfekt til en lækkersørgelig morgen på altanen med kaffe og smøger efter en hård aften. Olé Olé er så soundtracket til aftenen efter denne hyggelige, melankolske morgen, hvor tankerne om livet hvirvler rundt i skallen og tager en mere negativ drejning. Her behandles temaer som død, sorg og forgængelighed nemlig på en bund af mørke guitartoner, udflydende klangflader, kolde synthbeats og Hørslev og Sandnes’ rumklangsforvrængede vokaler.

Tekstuniverset er mere koldt og klinisk, og selv når der få gange indgår fugle og andre dyr, er det med øje for menneskets arrogante tilgang til naturen – i den grad også vores egen menneskelige biologi – som når der i “Brændt barn” af Hørslev reciteres:

»Vidste du at hornugleungers øjne er orange / nøjagtig den samme orange / som lava og knitrende tillid / at de ligner gløder fra skjulte jægeres cigaretter / når de / tumlende / hopper ud fra træer / når de / prøver deres vinger / om natten.«

Eller i den højaktuelle (Marius og løverne!) “Olé Olé”, hvor der indledes med:

»Jeg ka’ godt misunde dyr / der lader til at klare sig / uden håb / fisk i et akvarium / høns / tyren i arenaen / ser ud til at håbe til det sidste / men vi ved jo hvordan / det ender / det ender / det ender / olé olé / dyret går i knæ / livet går videre.«

Mens der senere synges:

»Hvor blev du af så længe / hvor blev du af? / nu da du er tilbage / ka’ tyrefægteren / genoptage / kampen.«

Det gennemgående tema på Olé Olé er menneskehedens fremmedgørelse til naturen, ofte i forbindelse med livets afslutning. Døden. Dette understreges fint af det kolde lydunivers, som Sandnes i samarbejde med musikere som Oliver Hoiness (Skammens Vogn), Emil de Waal, Nils Gröndahl (Under Byen), m.fl. har fået opbygget. Eksempelvis indledes et af højdepunkterne, “Jeg har kapret et rumskib”, hvor fokus er på modet i at overvinde usikkerheden i kærligheden, med bippende hjerterytmer, som bliver hurtigere og hurtigere, og lyse synthtoner, mens teksten leveres stift og uden de store emotionelle udsving. Et andet eksempel er “Lyt til dit hjerte”, som kunne være en sequel til “Et hjerte er ikke et atomkraftværk” fra debuten, hvor et simpelt beat fra et gammelt Casio-keyboard samt uhyggelige forvrængede klangflader udgør lydsiden.

Et andet højdepunkt er lukkeren og Barometer-hittet “Kære drømmetyder” om en kvinde i midtvejskrise(?), som vækker stærke minder om det vel mest uhyggelige dansksprogede nummer, der findes; nemlig “Kom, kom, kom“, også skrevet af Hørslev i samarbejde med Mads Mouritz. Nummeret er gennemsyret af ubehag, og tekstbidder som »døden sniger sig ind på min krop, når jeg sover, og angsten klistrer som en gennemblødt T-shirt,« »frygt og formering på alle kanaler« og »gråden sidder i mine øjne, jeg kan bare ikke længere huske hvorfor« har brændt sig fast i min hjerne og klumpet sig sammen i mit svælg. Kun åbningsnummeret og førstesinglen “Rapunsel & Prinsen” skiller sig ud på negativ vis, hvor den ellers fine tekst drukner i alt for lallede bongotrommer og en upassende kækhed. Omkvædet er endog både tekstmæssigt og melodisk uinteressant, og den charme og finurlighed, Er De Sjældne ellers udviser, er ikke til stede.

Dette er dog kun en lille skønhedsplet på et ellers fremragende andet album, der som Hørslevs andre musikalske projekter beviser, at mødet mellem musiker og poet ikke behøver at virke kluntet eller opstillet. Men ordene er nu trods alt i centrum, så lad os lige slutte af med et citat fra “Jeg har kapret et rumskib”:

»Lad os rejse derop / der hvor du er grim / ja, fuck det, vi gør det / jeg tør godt / forsvinde i dit kraftfelt / jeg drømmer om at drukne i dit regolit / og aldrig aldrig mere findes uden dig / i mørket i mørket / uden dig.«

Fem flotte U’er herfra!

★★★★★☆

Deltag i debat