Foto: Daniel Schriver
Endelig. Solen banker ned over plænen foran Rising og varmer publikum op til kl. 17. Inden koncerten når jeg at slå op i det udleverede program og læse linjerne: »Bandets flamboyante og emotionelle falset-rock har høj, dekandent modus operandi.« Jeg tænker, at det er en mundfuld, og ser forventningen stige hos de fremmødte, der rejser sig og børster græs af benene. Blaue Blume går på, og nu mærker jeg for alvor festivalen gå i gang. Endelig.
Forsanger Jonas Smiths stemme imponerer med sjæl fra første anslag, mens tonerne flyder en smule sammen og forsvinder med de kølige vindpust, der fejer henover Rising. Heldigvis spiller de sig hurtigt væk fra problemer i bunden af lydbilledet og hengiver sig til de talstærkt fremmødte ansigter, der ser forventningsfuldt op på dem. Publikum lokkes også tættere på scenen, der endnu lige akkurat kaster en skygge på de første rækker. “Birthday” og de hypnotisk legende melodier på “Jealousy” falder på plads med Søren Buhl Jensens velplacerede slag med et tydeligt overskud.
De ligner nogen, der nyder det. Jeg nyder det, og folket omkring mig synes svært opmuntrede af den 70’er-inspirerede rock, der kortvarigt stikker af til nogle postrockede minutter, der får et mærkbart løft af Smiths overlegne fraseringer. Højdepunktet “In Disco Lights” får danseglæden frem ca. midt i settet, hvorefter tempoet falder en smule. For nogle er giraffen set og hittet hørt, mens andre bliver stående og holder stemningen intakt.
Solstrålerne er lidt varmere på publikums kinder til lyden af Blaue Blume i små 40 minutter. De store følelser bliver båret elegant og næsten fejlfrit frem, og energien på scenen giver et svajende Rising og en glimrende start på mit musikprogram.
