Plader

Pond: Man It Feels Like Space Again

Skrevet af Martin Colerick

Pond inviterer med Man It Feels Like Space Again på en poppet rumrejse i et halvsyret, skævt univers, men uden for alvor at lette fra jordens overflade. Perth-bandet er et godt bud på endnu et australsk psychrock/-pop band, der kan blive store uden for kænguru-land.

Jeg ved ikke, hvad det er med australierne i øjeblikket, men de spytter det ene 60’er- og 70’er-inspirerede band ud efter det andet. Først var det Tame Impala, der med deres psykedeliske rock etablerede sig som et solidt navn i blandt andet Danmark, derefter kom bl.a. Temples, der skulle have gæstet sidste års Northside, og som vel mest af alt minder om en blanding mellem Tame Impala og The Beatles. Og nu melder Pond sig for alvor ind i kampen. Med Man It Feels Like Space Again giver de et både skævt og seriøst modsvar til de to førstnævnte.

Pond er ikke noget nyt navn på den australske rockscene. De har udgivet seks albums på 7 år og har været igennem alt fra Pink Floyd-inspirerede perioder og 2013s Hobo Rocket, der lænede sig lidt op af The White Stripes’ garage-blues. Perth-bandet har den tidligere Tame Impala-bassist Nick Allbrook som forsanger, hvilket unægtelig skinner igennem på Man It Feels Like Space Again. Med sig har Allbrook guitaristen Joe Ryan, Jamie Terry på keyboard, Jay Watson på trommer og bassisten Cam Avery. 

Bandet har været meget anmelderrost, men er ofte blevet betragtet som en lidt useriøs udgave af Tame Impala. Måske de på Man It Feels Like Space Again vil bevise noget andet? De er i hvert fald dygtige, men udtrykket bliver også lidt flagrende og til tider savner man som lytter lidt en retning. Teksterne er en underlig blanding af humor, indforståethed og banaliteter. Der er relativt uforståelige australske referencer, som f.eks. titlen på nummeret “Heroic Shart”, der skulle betyde noget i retning af at skide på sig selv. Og så er der simple oneliners som, »All I wanna do is get drunk and listen to Dennis Wilson/ Cause he’s the man«, fra nummeret “Sitting Up on Our Crane”.

Umiddelbart er det svært at finde hoved og hale i. Det giver Pond en fortsat useriøs, humoristisk stil, der distancerer dem fra storebrødrene i Tame Impala og ikke helt leverer et modent modsvar. Omvendt viser produktionen og sangenes lette og poppede udtryk, at de er dybt seriøse med det musiske. Det er ikke nødvendigvis nemt på en gang at skabe et let og syret univers, der både giver dig lyst til at danse og stene ud. Pond har været vidt omkring genremæssigt på de foregående albums, men den udsvævende psykedeliske pop virker effektiv og gennemtænkt. Der er næsten ingen lange oversyrede numre (udover titelnummeret), kun små korte trip, der gør det lyttevenligt og mere tilgængeligt.

Krydret med synthesizer og danserytmer, som i “Elvis Flaming Star”, virker albummet både forfriskende, en smule provokerende og konstant overraskende. De hyppige temposkift i mange af numrene giver lige akkurat ikke plads til at syre helt ud – i stedet rives man med af den dragende psykedelika poplyd. Det poppede udtryk lader en bevare begge ben på jorden, og man forfalder ikke til hallucinationer eller svæver ud på den anden side af stratosfæren. Efter sigende skulle Allbrook også være citeret for at sige »its all a joke«, så det er vel meget passende, at de aldrig helt forlader hverken humor eller den jordnære pop.

Men en joke er Man It Feels Like Space Again absolut ikke. Pladen har et særligt tvetydigt udtryk, der vinder efter hver eneste gennemlytning. Personligt står balladen “Medicine Hat” som et af pladens stærkeste numre. Den akustiske sing-along-lyd er et godt afbræk, og nummeret trækker tråde til mere traditionel rock uden at kamme over, samtidig med at den udsvævende synthesizer-afslutning bibeholder pladens generelle lyd. Det direkte modsvar er den tidligere nævnte “Elvis Flaming Star”, som river dig op af stolen og ud på dansegulvet. Man It Feels Like Space Again er et godt album, der måske savner lidt retning og ikke er helt stringent syret nok til at starte en rumrejse i drømmeland. Men det favner bredt i alt dets vidunderlige poppede underlighed. Jeg tror, Pond bliver store i 2015 – også på vores breddegrader.

★★★★½☆

Deltag i debat