Et af de helt store navne på årets festivalplakater, australske Tame Impala, har slået sig fast som fornyere af psychrocken. Over de seneste år har de med afsæt i klassisk udsyrede guitarer gjort genren stadionklar, og med karrierens hidtidige højdepunkt, Currents, har den futuristiske psych-fi-lyd med sit synthpoppede islæt åbnet nye fansegmenter.
De australske bannerføreres succes har kickstartet en minirenæssance. Psychrockens udøvere har, uanset flygtigt publikum, været dedikerede til genren, men scenen har bestemt kunnet høste fordelene ved en stigende interesse. En tredages Psych Fest i København burde være bevis nok på, at genren også trives indenlands.
Hvis Tame Impala har ført psychrocken ind i et synth-spættet årtusinde, har den californiske duo Sugar Candy Mountain i stedet blikket nostalgisk rettet mod 60’ernes guldalder. En tid hvor det primært konservative USA nærmest fra den ene dag til den anden blev stillet over for oprørske unges stoffer, åbne forhold og en forkærlighed for beige og blomster. Det er her, Sugar Candy Mountain hører hjemme. Selv om produktionen er så sprød, som man kan forvente det af en moderne indspilning, twanger guitarerne som de gjorde, da Steppeulvene ledte bevægelsen herhjemme. Forsanger Ash Reiters jævne stemme, diskret bakket op af trommeslager og ægtemand Will Halsey, trænger fjernt frem fra tykke hashtåger.
666 udmærker sig som et sommeralbum på samme mådes som Mac DeMarcos ubekymrede bondeindie på Salad Days gør det. Udestilleret amerikansk drøm oser fra det blomstrede folkevognsrugbrød med surferbræt på taget på vej til en solbeskinnet strand.
Titelnummeret, den langt fra sataniske “666”, emmer af uforceret loungemusik og har et omkvæd, der nærmest synger sig selv. “Tired” er Tommy Seebach på syre, hvis trippet bragte ham fra højenergisk disko til træt americana. “Who I Am” kunne være Tame Impalas “The Moment”, hvis de havde skrevet sangen for 50 år siden. Sangene på 666 er letgenkendelige, simple melodier med strejf af guitar og orgel, der til tider kan få det til at lyde så dovent og ukompliceret, at man næsten kommer til at ignorere det. Sugar Candy Mountain laver dog musik, der mest af alt fungerer som et passende soundtrack til en indian summer. Som alt god rekreation har det en behagende karakter uden at være for krævende.
