Plader

Mew: +-

Skrevet af Zenia Menzer

Mew præsenterer med +- et poppet udspil, der med sine bløde passager umiddelbart godt kan fremstå for banalt, men som samtidig er så velstruktureret, at man undervejs bliver samlet op af de mange musikalske højdepunkter.

Min første gennemlytning af +-, der er den minimalistiske titel på Mews nye album, var en rejse ind i et underligt, modstridende land med momentvis storladenhed, men også sine banaliteter. Det første møde var en anelse antiklimatisk, fordi jeg – som mange andre Mew-fans – har ventet med længsel på ny lyd fra konservatorie-knægtene i 6 år, men ikke i første hug følte mig blæst væk. I historikken tæller jeg ikke Eggs Are Funny med, da den stort set ikke præsenterede noget nyt materiale, men var en opsamling af bandets tidligere arbejde. Dette efterlader No More Stories/Are Told Today/I’m Sorry/They Washed Away/No More Stories/The World Is Grey/I’m Tired/Let’s Wash Away som bandets forrige album, der med sin beskedne titel væltede ind på musikmarkedet i 2009.

Min erindring af No More Stories… er, at den umiddelbart skubbede mig omkuld og på ganske overlegen vis fik mig overbevist om Mews mange kvaliteter. Den besad den klare, karakteristiske lyd der kendetegner Mew, men indeholdt samtidig nogle skæve nytænkninger, hvilket på sin vis var med til at redefinere Mews lyd og videre understrege det overskud, der dels fremkommer gennem den instrumentale side, dels gennem Jonas Bjerres uafrystelige vokal. Jeg husker No More Stories… som et overrumplende album, der på meget klar vis krævede min opmærksomhed og på en meget direkte måde trængte sig på i min bevidsthed. Det samme gør sig ikke helt gældende for +-. Scenen sættes dog ikke nødvendigvis for et ringere album, men et album der kræver flere gennemlytninger, før det begynder at mane mig til jorden og tvinge mig ind i en labyrintisk verden, der byder på mere, end hvad der umiddelbart lader sig høre.

Her skal det siges, at en sammenligning af Mews plader ikke rigtig er fair, fordi de på adskillige punkter strækker sig ad forskellige musikalske veje – selvom de alle har en auditiv fællesnævner, der binder Mews diskografi sammen til en helstøbt masse. Udgangspunktet i opfattelsen og modtagelsen af No More Stories… inddrages alene, fordi jeg selv har skullet gå til det nye album på en anderledes måde og give det mere tid.

De to førstesingler fra pladen, ”Satellites” og ”Water Slides”, viser egentlig på en fin måde, hvad lytteren står på grænsen til at opleve, fordi begge numre udtrykker Mews lyd, men gør det på hver deres måde. Hvor ”Satellites” er upbeat og dynamisk, er ”Water Slides” anderledes vemodig, tyngende og stillestående. Sidstnævnte har med sin lettere poppede lyttervenlighed en tendens til at hive lytteren ind på klods hold på en meget umiddelbar måde, hvorimod ”Satellites” indeholder flere uforudsigelige mellemstykker, samtidig med at nummerets træge indledning med det samme stiller flere krav til sin lytter. Det er også på ”Satelittes”, man kan finde modsatrettede bevægelser. Vers og omkvæd bliver hurtigt en smule trivielle, hvorimod c-stykket med sit legende, lette riff rykker mere ved selve lytteoplevelsen. Trods nummerets overordnede dynamiske setting, bliver omkvædet en smule statisk, og nummeret kunne godt have manglet noget mere progression, havde det ikke været for c-stykket. Dette melodiøse mønster kan på flere punkter overføres som en generel tendens på +-.

Overordnet set er +- beboet af sange, der ikke er instrumentalt entydige, hvilket har sine klare styrker, men som også forlanger en opmærksom tilhører. Dette lader sig blandt andet høre på ”My Complications”, der indleder med et blødt, meloditungt riff, og som netop via sin start leder lytteren ind i noget, der fremstår ufarligt. Nummeret får for en kort stund lov at udfolde sig med særligt keyboard og trommer som dominerende i lydbilledet, inden guitarriffet indtager en mere kantet og hård karakter. Overraskelser som disse kan først fremstå som uheldige, fordi de på en kontant facon bryder lydbilledet, men som nummeret skrider frem, begynder punkterne at forbinde sig og gå op i en højere enhed med Bjerres karismatiske vokal. ”My Complications” tager derfor ikke form som et nummer, der er gennemsyret af bløde sving, men indeholder også de små ryk, der bidrager til en energisk tone.

Flere af pladens øvrige numre viser sig på samme måde at lege med lytterens forventninger til selve udfoldelsen. Hermed ikke sagt, at nummeret nødvendigvis behøver at bryde med sit eget lydbillede. Meningen er blot, at Mew formår at overraske med øjeblikke af grandiositet på tidspunkter, hvor man er blevet lullet en smule hen af et nummer, der i sin grundtone fremstod triviel. ”Making Friends” er et udmærket eksempel herpå. Der lægges ud med et beat, som i sig selv er en smule melodiforladt, og sangen bæres derved af Bjerres vokal, der ikke kun bliver stemmen, men indtager pladsen som selve melodien. Nummeret er i sig selv en smule ferskt, fordi der ikke sker noget sindsoprivende på hverken den instrumentale side eller gennem vokalen. Lytteren bliver tilmed holdt i en form for venteposition, når andet vers igangsættes uden nogen mærkbar fremgang. Omkring halvvejs inde tager nummeret dog en anderledes æstetisk drejning, der ophæver det til at være mere end, hvad man umiddelbart havde forestillet sig. Mikset af Bjerres inderlige, androgyne vokal og ansporingen af akkorderne, der ikke som sådan danner en klar melodiøs streng, men blot lægger en markeret tyngde bag vokalarbejdet, danner grundlaget for en smuk kuldegysningsoplevelse. På denne måde formår Mew at løfte deres eget benarbejde til en sansemættet lytteoplevelse.

+- kan ved første møde godt fremstå for poppet og flad, men ved nærmere gennemlytning vil numrenes opbygning og udvikling gradvist fremstå mere tredimensionelle og interessante. Mew har en måde at skabe stigninger og fald på, der netop gør bevægelsen fra lav til høj det mere effektiv, medrivende og markant. Der er nogle lavpunkter undervejs på +-, men de finder på sær vis deres egen plads mellem klimakserne. Enkelte steder bliver lyden dog for passiv, hvilket f.eks. kan høres på ”Clinging to a Bad Dream”, der bruger uforbeholden meget tid på at ebbe ud og jævner lyden for meget ud undervejs. Det samme lader sig høre på pladens afsluttende numre, “Rows” og “Cross the River on Your Own”, der med en længde på hhv. 10 min. og 43 sek. og 7 min. og 29 sek. godt kan fremkomme en smule udvandede. Omvendt er netop disse to numre eksempler på en Mew-opsætning, som man helt klassisk kan høre på “Comforting Sounds” – et nummer, der med sin længde og lagdeling tillader en inderlig, voluminøs musikoplevelser, som insisterende fastholder lytteren i et musikalsk rum, hvor tonerne strækker sig ud i samtlige hjørner og kringelkroge. Samtidig fremstår det som om, de mindre betydningsfulde dele af pladen er der af en årsag – netop for at give liv til helheden. Der er mindre ophidsende passager på pladen, men omvendt er der også små genistreger undervejs, som får pladens plusser og minusser til at smelte sammen til et positivt helhedsindtryk.

★★★★★☆

Deltag i debat