Koncerter

Savages, 13.06.15, NorthSide Festival, Aarhus

Skrevet af Peter Krogh

Britiske Savages med Jehnny Beth i front lod deres insisterende postpunk vokse i intensitet i takt med, at de mørke skyer samlede sig over Ådalen lørdag eftermiddag.

Fotos: Thorsten Iversen/NorthSide

Sidst på eftermiddagen lørdag var det britiske postpunk-orkester Savages på programmet, og det var med spænding, jeg stillede mig op foran scenen. Bandet har et album på bagen, Silence Yourself fra 2013, et album der var et friskt, vedkommende, om end lettere monotont, udspil, der dog trods alt havde sine øjeblikke. Den seneste udgivelse fra Savages er en ep med det eksperimenterende japanske orkester Bo Ningen, hvor begge bands spiller simultant til et lyddigt! Altså – fra den meget punkede lyd til det eksperimenterende. Jeg var spændt på, hvad der ventede mig, og hvad Savages ville kaste imod mine sanser.

Straks fra start bed Savages efter struben på publikum og forsøgte at sætte sig i musikalsk respekt. I særdeleshed sanger Jehnny Beth, som vel bedst kan beskrives som den kvindelige udgave af Nick Cave, hvad angår attitude, udstråling og i det hele taget fremtoning. Allerede i første nummer lagde hun an til at bevæge sig ud blandt publikum – et tiltag hun gjorde alvor af hen imod slutningen på seancen, til stor tilfredshed og begejstring fra det støt voksende publikum koncerten igennem.

Beth førte sine tre medsøstre i bandet gennem en lang række fortrinsvis nye numre fra bandets kommende album – og at dømme på sangene, som de blev fremført denne lørdag, så er der mere fra samme skuffe i vente fra Savages. Set herfra lander de måske lidt i en gråzone, hvad angår melodisk tænkning. Det lyder ikke som om, bandet har tænkt sig at tage eksperimenterne fra deres seneste projekt med ind i de nye sange. Ligesom på debuten er det de samme postpunkede anslag og kolde rundgange, der præger det nye materiale.

Sangene blev fremført med en aggressiv energi og en insisterende attitude – men sangene glimrede, for de flestes vedkommende, ved at fremstå ens og nærmest uadskillelige. Der var dog undtagelser og højdepunkter – og ikke overraskende skal vi tilbage til de fire damers tidligere sange. Et nummer som ”Husbands” blev spyttet ud og spillet med en lettere knugende vrede, samtidig med, at det var voldsomt iørefaldende!

Det var som om, at efterhånden som himlen blev mere og mere grå, hvilket for øvrigt passede fortrinligt til musikken, så voksede Savages også i energi og tilgang om, at alle der havde valgt at stille sig foran scenen, skulle indfanges og have noget med hjem. Det afsluttende nummer, og måske Savages’ bedste komposition i deres hidtidige levetid, ”Fuckers”, blev en intens og fin afslutning på en koncert, der ellers hos undertegnede aldrig for alvor lettede helt. Jehnny Beth havde fået nummerets omkvæd oversat til dansk – og vakte selvsagt jubel, da hun holdte A4-arket med ordene »Lad ikke svinene knække dig!« op foran storskærmene. Det var en fin og lærerig sætning at tage med sig videre ud på NorthSide – og jeg tog mig selv i at tænke ordene for mit indre, men i denne omgang henvendt mere til regndråberne, der efter Savages voksede i intensitet resten af dagen. »Don’t let the fuckers get you down!«

★★★★☆☆

Deltag i debat