Plader

Viet Cong: s.t.

Skrevet af Sabina Hvass

Viet Cong hiver dig ud af dine forårs dagdrømmerier – de rumsterer der, hvor du normalt nynner sorgløse melodier, og vikler dem ind i støj. Men det er umuligt at blive vred, for de debuterer med syv dynamiske numre, der tager sig selv seriøst og kommer dig ved.

Viet Cong – et navn med kontroversielle konnotationer, der har givet anledning til en del debat og tilmed en aflysning af bandets koncert på Oberlin College tilbage i marts. Den canadiske kvartet tog ikke let på kritikken, og udsendte efterfølgende en pressemeddelelse, der dog ikke pegede på nogen planer om navneforandring:

»Our band, Viet Cong, has existed for a little over three years now. When we named ourselves, we were naive about the history of a war in a country we knew very little about. We now better understand the weight behind the words Viet Cong. While we don’t take any concerns about the name lightly, we feel it is important to let you know that we never meant to trivialize the atrocities or violence that occurred on both sides of the Vietnam War. We never intended for our name to be provocative or hurtful. We truly appreciate the seriousness of the feedback we’ve received, and we will continue to be open to listening to issues and concerns from all perspectives

Historien om Viet Cong starter i Calgary, hvor halvdelen af bandets nuværende medlemmer har en fortid i det roste artrock-projekt Women. Interne slagsmål, og et al for tidligt farvel til den kun 26-årige guitarist Christopher Reimer i 2012, bidrog til Womens opløsning og gav plads til dannelsen af Viet Cong, der består af forsanger og bassist Matt Flegel, trommeslager Mike Wallace og guitaristerne Daniel Christiansen og Scott Munro.

Dét, der stikker mest ud på den selvbetitlede debut, med den ret tragiske forhistorie in mente, er nummeret ”Pointless Experience”, hvor en eksistentiel skygge forlænges i frasen: »If we’re lucky we’ll get old and die«. Og førsteskæringens marcherende ekkokammer-beat og messende vokaler er da også en glimrende introduktion til et album fyldt af affekt og patos. Det efterlader ingen tvivl om, at pladen vil dække sig ind på de mørkeste præmisser, men som minutterne går, finder man kontraster, der gør lytteoplevelsen interessant. ”March In Progress”, en tre-fire forskellige udtryk kogt sammen til ét vildskabstrack, skiller sig ud her og vægter den dynamiske opbygning fulgt op af det ditto riff-tunge og dissonans-fejrende ”Bunker Buster”. På begge numre bliver det klart, at Viet Cong trives i det tunge, groovede spektrum, hvor de kan lege med instrumentation, acceleration og takt for derigennem at skabe de nuancer, der træder mere sammenhængende frem lyt efter lyt.

På den mindre formudfordrende side har ”Continental Shelf” og ”Silhouettes” begge smukke uh-kor og udtryksopblødende synthesizere, der sætter sig lige i melodihjernen. Det er på sidstnævnte nummers agenda at flette hookede elementer sammen i en slags psych-rock labyrint, mens det også agerer vejviser mod den 11 minutter lange konklusion ”Death”. På en eller anden måde opsummeres der her ved at ryste posen af pladens komponenter for igen at samle dem i tre faser med hver dets særpræg og dynamiske bristepunkter.

Energien på Viet Cong er betydelig post-punket, larmende og insisterende. Pladens kun 35 minutter klæder 1980’ernes noiserock af og omfavner et mere moderne, mørkt lydunivers med udfordrende musikalsk pendulering, kontrolleret kaos og krigspoesi. De anspændte og velvrælede tekster passer desuden som fod i hose i det sonisk forvrængede, mens det dog ville stå skarpere tilbage, hvis den instrumentale detaljerigdom blev doseret så lyrikken fik en smule mere plads. Men hvorom alting er bliver jeg gerne grebet igen af Viet Cong, og det forlyder da også, at en opfølger allerede er på tegnebrættet.

★★★★★☆

Deltag i debat