Plader

Jenny Hval: Apocalypse, girl

Skrevet af Sebastian Wittrock

Jenny Hvals Apocalypse, girl er et intellektuelt og meget tekstligt funderet, men også virkelig godt album, der skubber poppen nye steder hen. Det, der engang var selve indbegrebet af den glatbarberede konformitet, bliver i hænderne på denne nordkvinde til et komplekst, men hele tiden lokkende lyd- og tekstunivers.

På norske Jenny Hvals Apocalypse, girl bliver du kastet ind i et delirium af grotesk kropslighed og begær, drevet helt ud på kanten af afgrunden af samfundets tyngende krav om glatbarbering, succes og mere forbrug. Albummet er endnu et bevis på, at popmusik (paradoksalt nok, måske) sagtens kan være både udfordrende og eksperimenterende og ville andet og mere end at kandisere øregangene.

Pladen svinger hele vejen igennem mellem vellydende klange og melodier og skærende, dissonante lydflader. På Hvals forrige udgivelser har lyden i høj grad været centreret omkring computeren med enkelte bidrag fra hendes to faste medmusikere. Denne gang har hun imidlertid allieret sig med noise-musikeren Lasse Marhaug og en lang række instrumentalister, bl.a. Thor Harris fra Swans. Udtrykket er stadig meget elektronisk, men instrumenter som cello, harpe og percussion, der især fylder meget i de mere udsyrede stykker, udvider det klanglige spektrum.

Både musikalsk og tematisk er der klare linjer til navne som Björk og St. Vincent. Jenny Hvals univers kan dog med et lidt irriterende ord beskrives som mere litterært. Det udmønter sig helt konkret i en konstant vekslen mellem tale og sang, men også i en lidt ærgerlig følelse af, at musikken enkelte steder blot skal fungere som et bagtæppe for det, der bliver sagt, sunget, råbt eller hvisket.

Apocalypse, girl er derfor uden tvivl en plade, som udmærker sig ved teksterne. Især på første halvdel af albummet snor de sig som et væv gennem numrene; små fragmenter gentages, fletter sig ind nye steder og forskydes måske til noget nyt. Det giver ikke alene fornemmelsen af at lytte til et stykke meget sammenhængende musik, men bidrager også til den her drømmende, hallucinerende tåge, som hænger over albummet. Der er også et væv af referencer til f.eks. Laurie Andersons album Big Science, Ingmar Bergmans film Persona, Mette Moestrups digtsamling Kingsize, Slavoj Žižeks politiske filosofi og sikkert en helt masse andre. Hval slynger sin musik ind i kulturhistorien og går i dialog med ideer og værker, der beskæftiger sig med nogle af de samme temaer.

Hval kredser især om seksualiteten. Sjældent den pornoficerede, vi møder overalt i hverdagen, men snarere den, vi måske betragter som underlig eller ligefrem forbudt og beskidt: »And I grab my cunt / with my hand that isn’t clean«. Samfundet normaliserer individet, dets begær og identitet; det trænger ind i hverdagen med alverdens krav om at se fantastisk ud, klare sig godt og have overskud til at bage cupcakes – kapitalismens store klitorisser, som hun kalder dem. På ”The Battle is Over” lyder det sådan her:

»Statistics and newspapers tell me I am unhappy and dying / that I need man and child / to fulfill me / that I’m more likely to get breast cancer / and it’s biology / it’s my own fault / it’s divine punishment«

Nummeret er en virkelig velklingende popsang med orgelharmonier, et solidt beat krydret med lidt eksotiske bongotrommer og ikke mindst en fængende melodi. Det synes at spejle den fredsommelighed, der hersker her på ’historiens kant’, hvor vi bilder os ind (eller bliver bildt ind), at forbrugersamfundet har vundet endegyldigt, at vi kan »sleep tight forever«, at vi ikke behøver at kæmpe mere: »Feminism is over / and socialism is over / so I can consume what I want now / yeah!«.

Samfundskritikken er imidlertid ikke helt så entydig, som jeg får den fremstillet her. Og det er, hvad der gør den interessant. Det seksuelle og kropslige smelter sammen med det samfundsmæssige. Det religiøse bliver ved med at vende tilbage. Det at føle sig som en ført dukke bliver ikke kun et billede på systemets normalisering, men handler også om »holding and being held«, altså om omsorg og kærlighed. Det hele er sårbart og skrøbeligt og cirkler i bund og grund om en altomsiggribende usikkerhed. »Self doubt / is what I do«, som hun synger.

Jenny Hvals Apocalypse, girl er et intellektuelt og meget tekstligt funderet, men også virkelig godt album, der skubber poppen nye steder hen. Det, der engang var selve indbegrebet af den glatbarberede konformitet, bliver i hænderne på denne nordkvinde til et komplekst, men hele tiden lokkende lyd- og tekstunivers.

★★★★½☆

Deltag i debat