Plader

Beach House: Depression Cherry

Skrevet af Sarah Mogensen

Der er ikke sket den store ommøblering af Beach Houses magiske drømmeunivers. Men hvad gør det, når den velkendte lyd aldrig før har været så raffineret og delikat som på Depression Cherry? At lytte til dette album er som at se et fyrværkeri i slowmotion. En oplevelse der aldrig bliver anstrengende eller søvnig, men som tager dig med til en hypnotisk drøm af vellyd.

Depression Cherry er et godt navn til et Beach House-album. Navnet indkapsler oxymoronisk sødmens melankoli, der omgiver Beach Houses sværmende univers. Siden Baltimore-duoen i 2006 udgav deres første album, Beach House, har de forfinet og perfektioneret den sfæriske drømme-pop, som netop de er blevet bannerførere for. Som det femte album i rækken er der på Depression Cherry skabt en atmosfærisk, vægtløs tilstand, som bliver båret frem af synth- og dronebaseret musikalske dele.

Pladen åbnes med den flygtige og filmiske “Levitation”. Victoria Legrands luftige vokal fletter over og under Alex Scallys shoegaze-guitar og fremkalder en trancelignende sindstilstand. »There is a place I want to take you« maner Legrands let hæse stemme og leverer dermed invitationen til den rejse, Beach House har kurateret til os. For på trods af den sultne brug af synth og hypnotisk keyboard er intet på Depression Cherry overladt til tilfældighederne. Vi skal i en flyvende kuffert ud af Mælkevejen, men træd ikke uden for den nøje afmærkede sti. Legrand og Scally er vores guider, og de skal nok sørge for, at vi får mærket så tilpas meget, at vi desillusionerede har appetit på mere.

Et af pladens højdepunkter er den kaleidoskopiske “Space Song”. En enkel, romantisk melodi tøffer afsted til en keyboardtromme, der emmer af billigt 80’er-selskabsband. Som vi er vant til fra Beach House, akkompagneres melodien af en storladen synthesizer, som i sit teatralske opbrud ikke vækker os, men tilføjer flere farver til et livligt sæt af dagdrømme. Trommemaskinen gør, at vi aldrig taber fart, men ubesværet bevæger os videre, svævende, til lyden af Beach Houses beroligende fortællerstemme:

»It would take a while/
To make you smile/
Somewhere in these eyes/
I’m on your side«

Alex Scally og Victoria Legrand beskriver i pressemeddelelsen albummet som »(…) a return to simplicity, with songs structured around a melody and a few instruments (…)«, og den enkle opbygning gør Depression Cherry mere beslægtet med dreampop-albummet Teen Dream fra 2010 end den storladne Bloom fra 2012. Forandringsvist er der på det nye album skruet ned for Blooms eksplosive live-trommer og gjort rum til synth og guitar, hvilket giver en ny kropslighed til en ekstremt dreven og delikat lyd. Ellers er der ikke sket de store forandringer i Beach Houses musikalske univers, og fans kan fornøjede og tilfredse dyrke den velkendte lyd. Beach House lyder som sig selv, men stadig stærkere og mere himmelstræbende end på deres foregående plader.

Singlen “Sparks” er pladens skønhedsplet, der bryder det perfekte og rene lydbillede med sin stærke dissonans. De mange lag af orgel og guitarriffs er mixet råt og uperfekt, og de stærke trommer giver en fornemmelse af live-oplevelse. De indledende stemmer er mixet i halve takter, hvilket skaber en følelse af forvirring og ængstelse. Hvor vi på “Levitation” var ude at svæve i rummet, er vi nu tilbage på jorden, alt imens Legrands stemme og Scallys guitar rækker ud og op i de høje vokaler. “Sparks” er i sin dystre indpakning en æstetisk forandring, der gør den samlede plade smuk og fuldkommen.

Det er let at føle sig personligt forbundet til Depression Cherry. Selvom Legrands tekster til tider snøvles uforståeligt frem, forstår man som lytter at det handler om kærlighed. Der er dog ikke tale om den klassiske popsang, hvor et brændt hjerte sætter lyd på livets kvaler. Lyrikken og stemningen er introvert og sproget opfattes næsten som et lag af vokaler, der følger numrenes opbygning.

Beach Houses drømmepop er bygget op gennem et fundament af lag, og når Legrands vokal inderligt river os med, er det aldrig uden at slippe de understøttende elementer af lyd. Der er derfor i den luftige lyd ikke tale om et tomrum for de enkelte dele til at manifesteres, men snarere et vakuum af lag-på-lag-strukturerer der symbiotisk næres af hinanden. Det er derfor gennemgående på alle pladens numre, hvorledes Beach House forstår at binde de forskellige musikalske fragmenter sammen til en blød og raffineret pakke. Som på “PPP”, hvor en slags spoken word flyder over i melodiøs vokal styrket af et stærkt fundament af trommer, keyboard og Scallys guitarriffs.

Det sidste nummer på Depression Cherry er den sakrale “Days of Candy”, der i en kosmisk hymne afslutter hypnosens tilstand. Der er her skruet tydeligere op for synthen og tilsat et fundament af kirkekorsstemmer, der fortæller lytteren, at det er ved at være tid til at forlade Depression Cherry’s univers. Her står man så tilbage med en følelse af at være forladt og et behov for igen at mærke Beach Houses magiske og sørgmodige toner.

Beach Houses produktioner er ikke, som navnet kunne antyde, musik til ferien langs strandkysten, men en dyrkelse af melankolien og tusmørket. Depression Cherry kommer i rette tid til det danske efterår og bliver uden tvivl det soundtrack, som skal akkompagnere regnens trommen.

★★★★★½

Deltag i debat