10, 
Beach House – Teen Dream (2010)
Ifølge Undertoners redaktion var Baltimore-duoen Beach Houses tredje album, Teen Dream, 2010’s bedste af slagsen. Det forstår man godt. For Victoria Legrand og Alex Scallys grandiose feberdrøm af et album er en tilstand. Teen Dream kan bringe én i trance og fremkalde tusindvis af billeder. Søsyge sejlture, sneklædte norske bjerge og længselsfulde suk – for bare at tale om den drømmerejse, albummets højdepunkt, ”Norway”, tager os med ud på. I løbet af 2010’erne har duoen i det hele taget været meget produktive og fortsat finpudset deres højst distinkte stil og stemning med Scallys guitar og Legrands keyboard og vokal. Men det er svært at gøre, for allerede i 2010 var både stil og stemning perfektioneret med Teen Dream. I et single- og streaming-årti er Beach Houses album et af dem, man lytter til fra start til slut, lader sig opsluge af og svæver væk på.
(CG)
9, Nick Cave & The Bad Seeds – Push the Sky Away (2013)
I 2010’erne begyndte alle at kunne lide Nick Cave. Han kunne ikke længere bare gemmes væk for det relativt begrænsede nichepublikum, der elsker rockmytologien om den mørkhårede musiker, der kan spille koncerter, som var han en præst, der havde mødt djævlen. Da han i 2017 spillede i Royal Arena, blev der udsolgt på sølle 48 minutter, og populariteten skyldtes i høj grad Push the Sky Away.
22 plader inde i karrieren fandt han en måde at bevare sin musikalske mystik, og kombinererde den med sange, der lod The Bad Seeds være et rockband, der spiller op til sit absolut bedste. ”Jubilee Street” er båret af et eminent guitarriff fra sidekicket Warren Ellis, og sangen stiger i tempo, som intensiteten og historien om den prostituerede Bea i et red light district bliver mere og mere intens. Nick Cave lader sit band spille sagte og lægge massive mængder følelser i instrumenterne. Det skar ikke i ørerne, og det lød mindre vildt end tidligere i hans karriere, men ikke desto mindre affødte det et af 2010’ernes bedste rockalbum.
(PMJ)
8, 
David Bowie – Blackstar (2016)
Det lå ikke i kortene, at David Bowie ville have endnu et stort værk i sig, selvom The Next Day fra 2013 hurtigt blev udråbt som en tilbagevenden til fordums storhed efter et mere eller mindre tabt årti for den engang så essentielle og dagsordensættende kunstner. Men hvor The Next Day var et udpræget selvrefererende og bagudskuende værk fra en kunstner, der nærmest krampagtigt insisterede på at være relevant, så blæste Blackstar musikverdenen omkuld, da den landede som et sort og majestætisk monolit midt i poplandskabet en bidende kold januar morgen i 2016.
Pladen formår på samme tid at lyde umiskendeligt som Bowie, men lyder som stort set intet andet i hans bagkatalog med sine frit flydende jazzseancer, den popdramatiske og nærmest frakoblede vokaliseren og det mørke tekstunivers, der hvirvlede med referencer til verdenshistorien, universet og teatrenes skrå brædder. Chokværdien ved Blackstar lå dels i, hvor uventet det var, at et så velproduceret, sammenhængende og kunstnerisk kompromisløst et værk ville lande fra en kunstner, som mange havde regnet pensionsklar. Samtidig er det dog umuligt at adskille pladen fra det faktum, at Bowie forlod denne verden blot to dage efter pladens udgivelse. Dermed står Blackstar tilbage som et mere end værdigt punktum, hvor popmusikkens ultimative kamæleon gennemførte ét sidste ultimativt hamskifte og satte en fed, sort streg under sit eftermæle.
(SF)
7, Kanye West – My Beautiful Dark Twisted Fantasy 
(2010)
Selvom det føles ligeså uværdigt og meningsløst, som hvis man skulle udpege det bedste Proust-bind, tilslutter jeg mig gerne det demokratiske synspunkt, at My Beautiful Dark Twisted Fantasy nok er Kanye Wests hovedværk. For her er vi unægteligt i nærvær af et ambitions-, innovations-, kreativitets- og dertilhørende perfektionsniveau, man bliver direkte rundtosset af. My Beautiful Dark Twisted Fantasy er den astronomiske nyklassiker, som yngre generationer resten af livet må forsøge at frigøre sig fra som individer.
Selv har jeg eksempelvis haft eksemplariske “Gorgeous” som ringetone i ni år nu. Og ingen kan forklare, hvordan 10 sekunder stadig kan være så majestætiske fra dag til dag. Fortsætter man nummeret, må man 20 sekunder efter rørstrømsk knibe sig i armen til lyden af Kid Cudi, mens man skammer sig over ikke at være medlem af Folkekirken. Straks efter spidder tre tætpakkede vers sjælen med det skarpeste, vi nogensinde har fået fra Kanyes hånd. Åndedrætsbesværet sætter for alvor ind: Man må derfor løbende reflektere over de hverdagspraktiske forhold i valget af ringetone. Til slut indtræder endnu en gæst fra en håndplukket hiphopadel; her i skikkelse af Raekwon, der lyder ligeså nyfødt, som lytteren føler sig – hele albummet igennem.
(MH)
6, Arcade Fire – The Suburbs (2010) 
Ved årtiets begyndelse havde Arcade Fire allerede to storroste albums i bagagen. Udgivelsen af The Suburbs i 2010 fortsatte med at begejstre anmeldere og publikum og satte en tyk streg under, at vi havde at gøre med et af tidens allerstørste indienavne. Mens debutalbummet Funeral er fyldt med en ungdommelig længsel om at undslippe barndommens forstæder, er The Suburbs et brev fra livet i de samme forstæder.
Albummet formår på imponerende vis at indfange den særlige, bittersøde melankoli, som er forbundet med at huske tilbage på sin opvækst. Det skyldes ikke mindst Win Butlers ekstremt overbevisende vokal, hvor desperationen aldrig er langt væk. Da albummet når sit klimaks på det næstsidste nummer, ”Sprawl II”, er det dog Régine Chassagne, der kommer til en form for accept af tingenes tilstand: »Sometimes I wonder if the world’s so small / That we can never get away from the sprawl.«
(UH)
5, Kendrick Lamar – Good Kid, M.A.A.D City 
(2012)
Meget er efterhånden sagt og skrevet om Good Kid, M.A.A.D City. Kendrick Lamars tidløse epos blev et fyrtårn, der gjorde en ende på en tid, hvor hiphoppen for en periode havde trådt vande. Det var ikke i kraft af sin nyskabelse, men fordi bevidstheden om pladsen i hiphophistorien strømmer som en livsgivende kraft gennem albummet. Men Good Kid, M.A.A.D City er i endnu højere grad en selvbevidst, personlig fortælling og et oprigtigt vredesudbrud mod undertrykkende samfundsstrukturer.
Det er netop denne kvalitet, der gør Lamar spiselig for selv de mest indspiste rockister, hvilket i kombination med en bred kommerciel appel (herunder Lamars evne til simpelthen at skrive bangers) giver Good Kid, M.A.A.D City sin indlysende klassikerstatus. Tilbage står ikke kun et hiphopsvendestykke til A+, men også ubestridt et af årtiets absolutte musikalske højdepunkter.
(KFN)
4, Kendrick Lamar – To Pimp a Butterfly
(2015)
Efter kæmpesuccesen med Good Kid, M.A.A.D. City gik Kendrick Lamar fra ekvilibristisk undergrundshåb til fuldblods megastjerne. Han var elsket af alle, for albummet holdt et vanvittigt højt teknisk niveau, men var samtidig tydeligt målrettet den brede lytterskare med pseudo-partyhittet ”Swimming Pools” som den største singlesucces. Glemmer man Lamars mixtapes i fuldlængdestørrelse, var der derfor lagt op til en svær toer.
Resultatet blev To Pimp a Butterfly: et konceptalbum med brudstykker af spoken word, perspektivskifte og endda et sammenklippet interview med en afdød 2Pac. Gennem alle disse greb sammensætter Lamar en snørklet, kompleks fortælling, som man blandt andet kan bruge mere end 10 timer på at få udfoldet i sæson 1 af Spotify-podcasten Dissect. For modsat forgængeren var To Pimp a Butterfly ikke et album, der umiddelbart er til at forstå eller nyde. Det er derimod et album, der kun vokser, for hver detalje, man pludselig forstår, er en puslespilsbrik til et puslespil, man ikke vidste, man var i gang med at samle. Det er et decideret hovedværk i nyere hiphop; både ind- og udadvendt, reflekterende og aggressivt. Særligt “U” er til stadighed kuldegysningsfremkaldende uanset antallet af gennemspilninger, og To Pimp a Butterfly er generelt et album, der ikke synes at ældes.
(NK)
3, Gorillaz – Plastic Beach (2010) 
Gorillaz var fra starten et projekt, der dækkede mange genrer ud fra et udgangspunkt i elektronisk musik, rock, hip- og trip-hop. På Plastic Beach åbnede Damon Albarn imidlertid døren på endnu videre gab til så forskelligartede gæster som: Lou Reed, Bobby Womack, Mark E. Smith, Snoop Dogg og Little Dragon. På sang efter sang blev det slået eftertrykkeligt fast, at der ikke er noget sted i musikkens verden, der er fremmed for Albarns melankolske, britiske sjæl.
Om det end er at fusionere hip-hop med traditionel syrisk musik, syrede eksperimenter udi forholdet mellem dansemusik og avantgarde eller elektroniske, regnvejrspoetiske og afdæmpede popsange fulde af længsel, så lyder det hele ubesværet. Fælles for numrene er, at de både lyder bevidst syntetiske og plastikagtige, men samtidig også organiske og fulde af liv. På de tidligere albums var Gorillaz’ musik i højere grad sample- og loopbaseret, hvorimod at disse sange bevæger sig i mere dynamiske baner og er som plastikblomster, hvorfra der vokser nye skud ud hele tiden.
(SH)
2, PJ Harvey – Let England Shake (2011) 
Let England Shake er et fremragende album, som i månedsvis roterede på min pladespiller og stadig er en hyppig gæst dér ved udgangen af årtiet. PJ Harvey begyndte at arbejde på teksterne helt tilbage i tiden efter det klaverbårne album White Chalk og indspillede på 15 dage Let England Shake i en tidligere kirke i Dorsey, der nu fungerer som kulturcenter. Hendes mangeårige musikalske venner og makkere John Parrish og Mick Harvey medvirkede begge ved indspilningerne, der foregik live og til dels improviseret frem på baggrund af PJ Harveys skitser og tekster.
Pladen handler primært om Første Verdenskrig – eller i hvert fald Englands rolle i forskellige konflikter – men kunststykket er selvfølgelig, at tematikkerne vokser ud over den eksakte krig, de omhandler, og bliver universelle: De kommer til at handle om alle krige. »The West’s asleep,« er albummets første ord, og så går det ellers løs med at prøve at vække vesten i en antikrigserklæring af de helt store.
(JT)
1, Tame Impala – Currents (2015)
Tame Impala havde allerede inden udgivelsen af Currents gjort sig bemærket med to glimrende album, men med det tredje tog Kevin Parkers psykedeliske rockprojekt så store syvmileskridt, at australierens musik knap kunne kaldes psykedelisk rock længere. Currents er et moderne rockalbum, forstået på den måde, at det ikke “bare” er et rockalbum. Tame Impalas musik havde udviklet sig til at være så meget mere. Det er selvfølgelig lidt en fortærsket kliché, at rockbands efter et par albums gerne smider guitaren og i stedet kaster sig over synthesizeren i jagten på ny inspiration, men sjældent har nogen gjort det med samme naturlighed og effektivitet som Kevin Parker gjorde det på Currents. På et overraskende øjeblik gik Tame Impalas lyd fra psychrock med tråde til 60’erne og 70’erne til en slags futuristisk psychdisco der var mere tilgængelig, men bestemt ikke mindre ambitiøs.
Currents er perfektionistisk, poppet og ikke mindst potent. Et perfekt produceret breakupalbum, der ser fremad både tematisk, men ikke mindst også musikalsk. Der er kælet for enhver detalje, hvor Kevin Parker giver sangene plads og tid allerede fra den næsten otte minutter lange åbner “Let It Happen”, men det bliver aldrig hverken navlepillende eller stilstående. I stedet har albummet en konstant poppet fremdrift og ikke mindst en række sange, der som eksempelvis den disco/funkede ‘The Less I Know The Better” lige så stille har vist sig at være blandt både Tame Impalas og 2010’ernes mest langtidsholdbare alternative rocksange.
(CBW)
Læs hele vores opgørelse over 2010’ernes bedste udenlandske plader:
100-91
90-81
80-71
70-61
60-51
50-41
40-31
30-21
20-11
