Plader

Mac DeMarco: Another One

De otte numre, som Another One består af, berør forskellige facetter af kærligheden. Lige fra den bristede til den naivt arrogante. Men alle har de den velkendte Mac DeMarco-vibe.

»6802 Bayfield Ave, Arverne, New York. Stop on by, I’ll make you a cup of coffee. See you later«

Den er god nok. Lytter man Mac DeMarcos seneste udspil, minialbummet Another One, til ende, bliver man inviteret på en kop mokka hos slacker-poeten himself. Invitationen kommer i de sidste sekunder af det afsluttende nummer, den instrumentale ”My House by the Water”, som afrunder det kun 23 minutter “lange” album. Men den slags invitationer og interageren med fans er ikke uvant. Så sent som i juli inviterede DeMarco til listening party på et fortov i Brooklyn, hvor han selv langede grillpølser ud til de fans, der lagde vejen forbi.

Og netop det afslappede forhold til fans og omgivelser synes at udgøre en stor del af fascinationen med Mac DeMarco. Uanset hvor meget Pitchfork og indie-verdenen forguder ham, virker det umuligt at få ham revet op af den jord, hans ben så solidt er plantet i. Hans musik skaber en forbindelse til lytterne, og man føler sig øjeblikkeligt behageligt tilpas i hans musikalske nærvær. Men selvom DeMarco bliver kaldt en slacker-poet, handler alle numre ikke om hans kærlighed til en bekymringsfri hverdag og cigaretter, som det gjorde på det umådeligt populære nummer ”Ode to Viceroy” fra albummet 2 fra 2012. På Another One er emnerne mere komplicerede end som så. De otte numre, som albummet består af, berør forskellige facetter af kærligheden. Lige fra den bristede til den naivt arrogante. Men alle har de den velkendte Mac DeMarco-vibe, hjulpet på vej af en legesyg guitar og beroligende synthesizer.

Åbningsnummeret er albummets første single ”The Way You’d Love Her”. Et nummer som sætter scenen for resten af albummet; det handler om kærlighed. Med svingende akkorder bliver lytteren kastet ind i DeMarcos verden af jizz jazz, som er den selvopfundne genre, han identificerer sin musik med. Nok lyder jizz jazz fjollet, og det virker DeMarco som person også til at være, men i harmoni med de tungere emner, giver det blot en følelse af, at numrene rummer en autentisk ærlighed, som kan være svær at finde hos andre kunstnere.

”Another One” er albummets andet nummer. Et simpelt nummer uden guitar – båret af keyboard og synthesizer og med det fængende omkvæde »must be another one / must be antoher one / must be another one she loves«. Sammen med ”The Way You’d Love Her” er det blandt albummets bedste numre.

»Come on and give this lover boy a try / I’ll put the sparkle right back in your eyes / What could you lose?« synger en inviterende Mac DeMarco på ”No Other Heart”, hvis keyboardstykker trækker referencer til John Lennons solomateriale i 70’erne. Herefter følger den repetitive “Just to Put Me Down”, som forsøger sig med et meget simpelt udtryk, hvor akkordprogressionen er næsten fuldstændigt den samme i vers og omkvæd, kun med ganske få ændringer. Og netop det simple udtryk mestrer DeMarco, hvis numre oftest har opbygningen vers-omkvæd-vers-dobbeltomkvæd. Sjældent med c-stykker.

I grove træk kan albummet deles op i fire afdæmpede kompositioner og fire mere upbeat. I den afdæmpede afdeling har vi blandt andre ”A Heart Like Hers”, hvis pumpende keyboard tilnærmelsesvis lyder som et orgel, og netop ordlyden »a heart like hers« bliver også brugt i den mere upbeat ”I’ve Been Waiting for Her”. Men handlingen i de to er ligeså forskellig som tempoet. Førstnævnte handler om at miste troen på kærligheden og den anden om at finde den.

Albummets sidste tekstede nummer ”Without Me”, med smuk, stemningsfuld synthesizer, er et melankolsk stykke musik og formentligt et af de smukkeste Mac DeMarco-numre til dato. Dog er allersidste indspark det instrumentale nummer “My House by the Water”, hvor bølgeskvulp fra DeMarcos hjem ved stranden i Far Rockaway indleder nummeret. En lille breather, som han selv kalder den, til at komme videre på.

Angiveligt er albummet skrevet og indspillet på to uger, og det bærer det til en vis grad præg af. Et konceptuelt kærlighedsalbum i fuld pragt, men der mangler noget diversitet. Another One virker mest af alt som en forsmag på, hvad Mac DeMarco har oppe i ærmet til næste gang, og det kan vi kun glæde os til.

★★★½☆☆

Deltag i debat