Fredag eftermiddag på Orange Scene var det for Artigeardits vedkommende ikke bare en koncert, men et øjeblik, der havde været længe undervejs. Da rapperen med det borgerlige navn Ardit Aliti trådte op på scenen og lod det første beat fra “Forklar mig” rulle ud over pladsen, stod det klart: Det her var for dem, der har været med fra starten og fulgt Artigeardit, siden han begyndte som rapper med ærlige hverdagsfortællinger og et ægte blik for detaljen. Han havde været med som gæsteoptrædende nok gange på Orange Scene – nu stod han endelig der som hovednavn.
»Det er en sand fucking ære at stå på Orange Scene,« sagde han med en blanding af sårbarhed og selvsikkerhed, og som tak kunne man høre en i publikum respondere: »Det har du fortjent!« Ardit smilede stort og lod koncerten vokse organisk i sit helt eget tempo, som for nogle måske kunne blive lidt for stille og roligt. Der var ikke noget hastværk, mens han tog sig tid til at åbne op og lade stemninger brede sig. Med sort-hvide visuals, følsomme breaks og et nærvær, der nåede hele vejen ud til det bageste af pladsen, inviterede han os ind i sin verden.
Publikum sang med på næsten alt. Fra “Lov mig én ting” til “Er her”, mens Josva og Tobias Rahim begge kom ind undervejs og løftede energien endnu et nøk. Senere kom Noah Carter og bidrog med varme vibes, og naturligvis dukkede også hans faste medsammensvorne, Lamin, op – ham Ardit selv hjalp op på Orange Scene, året inden dagens hovedperson nu selv stod der. Barselona kom ind på “Stå op” og gav publikum gåsehud og et kærligt kram, og også at de fik plads på festivalens flagskib føltes utroligt rigtigt. Kulminationen kom, da “Kom af sig selv” eksploderede ud over højtalerne og fik det talstærke publikum til at hoppe ganske ustoppeligt.
Det føltes som dét klimaks, der havde ligget i luften i årevis. Alt klikkede. Endelig fik Artigeardit Orange Scene, og det var både rørende og rasende velfortjent.
Senere på aftenen gik der ikke mange sekunder, før man forstod, at kunstneren bag 2024’s bedste rapalbum, Alligator Bites Never Heal, ikke kom for at spille sikkert. I skoleuniform, med sort-hvide visuals og fuck-dig-energi, holdt Doechii nemlig fuld fokus på sceneshowet. Der foregik virkelig meget, mens hun indtog Orange Scene med en energi, der var lige dele sexet, vild og uforudsigelig, mens hun kravlede over skoleborde, vred sig gennem beats og fik selv regnen til at føles som en del af showet.
Den orange piedestal har historisk været svær for rappere – men ikke for Doechii. Publikum var med hele vejen. Hun rystede røv i regnen, og det hele balancerede mellem performancekunst og rendyrket girlpower-rapoprør. Hun ejede scenen, og i regntunge timer, hvor alt kunne være faldet fra hinanden, beviste hun, at hun er en performer af den sjældne slags. En stjerne, der allerede skinner skarpt, og som kun bliver sværere at overse de næste par år.
Slutteligt var det med en rocket kant og lidt tilbagelænet charme, som indledningsvist lige skulle manifestere sig, at Olivia Rodrigo gik på som fredagens hovednavn. Men publikum var klar, og allerede under koncertåbnere, “Obsessed”, løftede fællessangen hende op, hvor hun hører hjemme.
Når du går ind på hendes Spotify-profil, skal man syv sange ned, før man finder en sang med under en milliard streams, og det mærkede man tydeligt denne aften. De største fans skreg hver linje med, mens nyere lyttere i publikum hurtigt opdagede, at de måske også var poppiger alligevel og nok faktisk kunne synge med på de fleste af Rodrigos sange. Hit efter hit ramte pladsen, og selv i regnvejr med publikum iført store regnjakker og gummistøvler blev koncerten til en skrålefest uden lige.
Det var svært ikke at blive grebet af Rodrigo-stemningen, som skabte intense popøjeblikke blandt Orange Scenes publikum. Det var let, det var rocket, det var catchy – og det var præcis, hvad Roskilde trængte til på næstsidstedagen.
