Rasmus Littauer, manden bag School of X har inviteret otte musikalske venner til at lave fortolkninger af numre fra EP’en Destiny der udkom for to måneder siden, og placerede sig på en flot tredjeplads på Undertoners liste over årets bedste danske plader i 2019 – kun overgået af Lowly og Kogekunst. Fortolkningerne består faktisk kun af tre deciderede interpretations og derudover en variation, et rework, to remix og et rainmix. Og hvorfor ikke starte med det; Yangzes rainmix af “Loose Ends”, som åbner den lige knap 30 minutter lange EP, Interpretations of Destiny, med et af pladens bedst/sjovest tænkte greb. Yangze, aka Jakob Littauer, har produceret et knasende sfærisk regnvejr under introen til “Loose Ends”, deraf betegnelsen rainmix, og først et halvt minut inde i nummeret stiller vokalen skarpt, netop som Littauer synger ordene: »And now I can see things clear«. Efter endnu et halvt minuts tid står også musikken helt klart i lydbilledet. Stort set. Der er lidt rar knasen og knitren et sted i mixet. Yangze medvirkede også på EP’en Destiny og er naturligvis godt inde i stoffet, hvorfor han formår at servere et lækkert og sprødt take på et af den oprindelige EP’s stærkeste sange.
Trentemøller har valgt helt at genskabe den smukke “Write My Name”. Det har han gjort med en heftig, sine steder cinematografisk, lydlig rejse gennem Littauers lyrik og stemme, der ikke er rørt ved i forhold til originalen. Littauer og Trentemøller har kendt hinanden noget tid og før talt om et samarbejde, siger de i pressematerialet, og med “Write My Name (Trentemøller rework)” er dét samarbejde så en realitet: »Jeg vidste, at jeg ville gribe nummeret drastisk an og kun bruge vokalen. Alt andet ville jeg komponere på ny. Så jeg frigjorde mig i begyndelsen fra originalen og fokuserede udelukkende på nogle nye akkord-progressioner og en produktion, der kunne understøtte Rasmus’ vokal. Ret hurtigt fik jeg bygget en nærmest ny sang op, fordi vokalen inspirerede mig fra start« siger Trentemøller om arbejdet. Det er en sinister og dystopisk fortolkning, der starter kaotisk, tilsyneladende med forskydninger i pulsen, som gennem nummeret flyder sammen og giver mening. En rasende flot omskrivning af et nummer, der i forvejen var af høj kvalitet – som at sprøjtemale en ædelsten med knitrende sort lak og give hele herligheden et ordentlig smok med forhammeren, så det krakelerer og splintrer ud i armene og ørerne på lytteren.
Det mest radikale nummer på albummet, set i forhold til originalerne, er “Destiny (Interpretation by M.K. Frøslev)”. Her spilles nummeret udelukkende på akustisk guitar, hvilket fungerer som at høre en romantisk klassisk suite med melankolske undertoner, mens “Mi Sueño Favorito (Variation by Vera)” har fået et lidt dovent backbeat, der klæder nummeret og giver det en lækker tilbagelænet stemning af sydlige himmelstrøg, der går flot i spænd med Ana Perrotes spanske recitationer. Det er sandstrand, bar og doven dans i måneskinnet.
“Rodeo” får en fin overhaling af Soleima, med en stemme der på forunderlig vis minder om Littauers. Det kun knap to minutter lange “Rodeo (Interpretation by Soleima)” bliver næsten for kort, for stemmerne der smyger sig om hinanden, lyder så pokkers dejligt, at man sagtens kunne smelte hen i dem meget længere. I starten synger hun over Littauers originale sang, men hvem der synger anden halvdel af sangen, i selskab med Soleimas smægtende smukke og kælne vokal, har jeg ingen ide om? Uanset, er det både overbevisende og fint. Nummeret “Destiny” er repræsenteret tre gange på denne EP. “Destiny (Interpretation by Princess Waterfall)” er det andet bud på titelnummeret, med Malthe Becks saxofon i front i muligvis helt op til fire spor, hvilket giver en dejlig bred lyd i introen, før et klaver sætter ind sammen med sangen i en abrupt figur bare løber derudad. Nummeret lukker med synthbas, nogle helt tynde sfæriske lyde og en delikat saxsolo.
Varnrable har, ligeosom Yangze, også kastet sig over “Loose Ends”, denne gang i et remix, der i mine ører er EP’ens stærkeste nummer, selvom også andre numre kandiderer til den titel. Jeg er vild med den stemning, Varnrable får frem på tracket. Der er både noget sært og fremmedgjort over lyden, samtidig med at den er så ualmindelig skøn og glimtvis varm. Den her stemning! Den får sangen til at vokse og fremstå så ganske anderledes end originalen. Også vokalen er klippet op – nogle steder helt umærkeligt mellem ordene i de enkelte sætninger, som på den måde får et pulserende eget liv, ligesom der eksperimenteres og leges med lyde, rytmer og modrytmer. Resultatet er syret, men enkelt, dystert og forbandet tiltrækkende.
EP’en lukker med det tredje take på titelnummeret “Destiny (Spencer Zahn Remix)”. Det lyder lysere og mere clubbet end amerikanske Zahns eget album fra 2018 People of the Dawn, som er en dejlig dyster og tung affære, der i høj grad er værd at lægge øre til. Nummeret her bliver lidt anonymt og drukner i mængden af andre gode fortolkninger. Det er ikke dårligt, bare lidt kedeligt. F.eks. skiller hele første halvdel sig ikke voldsomt ud fra den originale version. Der er brede synthflader i stedet for originalens smukke guitar, og dér, midtvejs, bliver det næsten for meget med det hurtige klassisk dubbede beat.
Nøjagtig som EP’ens cover, der er et gennemlyst negativ af den oprindelige plades cover, bliver også alle disse interpretationer, variationer, re- og rainmix, samt ikke mindst Trentemøllers genskabelse af “Write My Name” et negativ til School of X’s sofistikerede art-pop rock. Den oprindelig melankoli og lyset, der gennemtrænger melankolien, bliver til dystopiske, lettere paranoide gennemspilninger af de samme temaer, og tilsammen danner de to EP’er Destiny og Interpretations of Destiny et smukt hele, hvor den sidste kalder på den første og på den måde indgår i et konstruktivt kredsløb. Det siger sig selv at at det omvendte ikke helt er tilfældet. Interpretations of Destiny forbliver et appendiks, som langt hen ad vejen opnår en egen selvstændig berettigelse, hvor især “Loose Ends (Varnrable Remix)” stikker frem, men også Trentemøller, Yangze og Soleima laver mindeværdige indslag og ingen af numrene på EP’en falder igennem. Det er stærkt gået.
