Koncerter

Beach House, 13.11.15, Store Vega, København

Kritiske tunger vil påstå, at Beach House kun har skrevet én sang – det er til gengæld en sang, duoen kan spille til perfektion. Kedsomheden meldte sig dog også momentvis, da de gav en optimalt castet koncert i Store Vega.

Kritiske tunger vil påstå, at Baltimore-duoen Beach House har brugt deres niårige albumkarriere på at skrive den samme sang igen og igen. Seks album har de i bagagen, og man kan roligt sige, at de musikalske forskelle på debuten, Beach House fra 2006, og den nyeste, Thank Your Lucky Stars fra i år, er svære at få øje på. Groft sagt kan Beach House ikke særligt meget, men det de kan, mestrer de til gengæld på magisk vis.

Formlen for en Beach House-sang er uhyre simpel. Et skramlet beat fra en trommemaskine suppleres af akustiske trommer, der er næsten lige så statiske som trommemaskinens beat, mens en flydende baslyd lægger en solid bund. Dette toppes af Alex Scallys perfekt doserede guitarspil og Victoria Legrands hæse vokal samt hendes anonyme keyboardspil. Instrumentering er altså ens for næsten alle Beach Houses sange, og hverken tempo eller sangenes atmosfære ændrer sig. Alle forudsætninger, for at man skal kede sig gevaldigt, er til stede.

Alligevel er Beach House et band, der konstant tiltrækker sig særligt det danske publikums opmærksomhed. Der gik heller ikke lang tid før, at Vega-koncerten var totalt udsolgt, og der var nok ikke nogen, der blev overrasket over Beach Houses karakteristiske univers på aftenen. Man træder ind i en længselsfuld, depressiv, lynchsk stemning, der er utrolig rar at være til stede i, og den stemning blev man i lige fra åbneren ”Levitation” til den afsluttende ”Irene”.

Musikken er ganske håbefyld, på trods af at Legrand og Scally tidligere i år afslørede, at de nok ikke er verdens mest muntre band, da de navngav et af deres to aktuelle album Depression Cherry. Det føltes som om, vi oplevede noget svævende og magisk, da den storladne lyd fyldte Store Vega. Det var som solskin på en efterårsdag, en smuk salme til en begravelse, eller den snak man kun kan have med en bekendt, der ligger på hospitalet – depressivt, men ikke sortsynet.

Legrand lagde ikke skjul på, at de var begejstrede for at spille i Vilhelm Lauritzens smukke sal, og sjældent har jeg oplevet et band passe så godt ind i den gamle arbejdersal. Rummet var stort nok, uden at være for stort, og selvom Beach House sagtens kunne have fyldt et større spillested som Falconer Salen, er jeg ikke sikker på, at den samme magi kunne opstå andre steder i København. Det skyldes især, at lyden stod knivskarp i rummet, hvilket må være altoverskyggende præmis for en vellykket Beach House-koncert.

De fire musikere var klædt i sort og havde trukket sig helt tilbage på scenen. Lyset kom primært bagfra og farvede bandet i teatralske skygger. Det var en så anonym sceneoptræden, at den føltes som en opfordring til bare at lukke øjnene og lade musikken være det væsentligste. Jeg sænkede skuldrene og nød smukke sange som ”Levitation”, ”Walk in the Park” og ”PPP” – det nærmest perfekte lydmiks gjorde bestemt ikke nydelsen mindre.

Numre som ”Myth”, ”Walk in the Park”, ”10 Mile Stereo”, og shoegazeren ”Sparks” blev storslåede højdepunkter. Scallys guitarriff var himmelske, og Legrand sang i den øverste del af sit register, hvor de lyse toner blev hæse og hviskende. Toner, der ganske vist ikke var sendt af sted med stort, teknisk overskud, men som i den grad var forførende.

Som min ledsager klogt sagde, så opfører Beach House en minimal variation af den samme musikalske idé, og han mener, at det er utroligt tilfredsstillende at være til stede i for den tålmodige lytter. Til tider stod tiden helt stille, og numrene blev forenet til en samlet oplevelse. Det føltes næsten som en lang, behagelig drøm, men desværre slap min tålmodighed op, som koncerten skred frem, og sangene endnu engang blev indledt af det skrabede trommemaskinebeat. Jeg måtte anstrenge mig for at bevare min tålmodighed, da ”Master of None” blev opført lidt over halvvejs i sættet. Drømmen blev opløst, og kedsomheden begyndte desværre at melde sig, for det nummers minimale variation var bare ikke lige så god som f.eks. ”Wishes”, der efterfulgte ”Master of None”. ”Wishes” eksploderede til gengæld ud i koncertrummet, da vi nåede til nummerets outtro, så selv Mew eller Sigur Rós vil have svært ved at overgå det.

Sådan vekslede det mellem højdepunkter og pausemomenter. En ellers kedelig sang som ”Astronaut” fra Devotion (2008) havde den funktion, at den fik ”Irene” det at fremstå som et endnu klarere højdepunkt, da den satte et magisk punktum for Beach Houses besynderlige paradis. Sådanne højdepunkter legitimerede dermed de mindre sindsoprivende pauser. Før en puls kan være høj, må den til tider også være tilsvarende lav.

Retfærdigvis skal det nævnes, at Beach House enkelte gange brød ud af deres vante formel. Legrand forlod sågar sit keyboard for at spille andenbas på en glimrende opførelse af ”All Your Yeahs” og støjende synkronguitar med Scally på ”One Thing” – begge sange fra det nye album Thank Your Lucky Stars. Man kunne sågar være helt i tvivl om, hvorvidt det virkelig var Beach House, der spillede den vidunderligt støjende Depression Cherry-single ”Sparks”, da det normalt ikke ligger til Baltimore-duoen at larme så meget, men den var god nok. Selvom man nok kan hævde, at gruppens to nye plader er en stiløvelse i at lyde endnu mere som sig selv, har materialet reelt givet gruppen flere udtryksmuligheder til deres koncerter. Her er der ikke tale om minimale variationer, men blot variationer, hvilket er yderst positivt.

Flere numre blev oplevet som pauser, men højdepunkterne stod alligevel så klart, at de overskygger alt andet. Heldigvis var højdepunkterne talrige, så det var udholdeligt at høre den samme sang over halvanden times tid. Med de nye tilføjelser til repertoiret kan Beach House måske mere end en ting, men den ene ting er virkelig forrygende.

★★★★½☆

Fotos: Mathias Laurvig

Deltag i debat