Traditionen tro er Undertoner taget på Spot Festival i Aarhus. Vi har allerede sat fokus på to af de optrædende bands og interviewet en international branchemand for at høre hvad han kigger efter og kan anbefale på årets Spot. Nu er er det endelig gået løs i Musikhuset og på diverse andre aarhusianske spillesteder, og her bringer Undertoner anmeldelser af udvalgte koncerter fra fredagens program. Se desuden anmeldelser af lørdagens koncerter med Alcoholic Faith Mission, Elou Elan, Hymns from Nineveh og Bernhoft her.
Jenny Wilson feat. Tensta Gospel Choir
Jenny Wilson. Foto: Signe Helene Borre Larsen
Musikhuset Aarhus, Store Sal, fredag kl. 18.25
Jenny Wilson, band og seks korsangere fra Tensta Gospel Choir gjorde entre klædt i sort og hvidt. Foruden en udskæring af de større, havde Wilson i aftenens anledning fundet en prægtig, sort hat, der på forunderlig vis gjorde det helt klart, hvem der var hovedperson på scenen.
”Anchor Made of Gold”, der netop er udkommet i en mere rå udgave på dobbeltalbummet Blazing, tændte for alvor min opmærksomhed. Ingen tvivl om, at Wilson havde et forrygende velspillende orkester med på scenen denne aften. Det swingede til ug, og gospelkoret havde, i tråd med sangens nye udgave, fået mere plads i lydbilledet, hvilket, alt andet lige, kun gjorde nummeret bedre live. En fandenivoldsk saxofonsolo afsluttede nummeret, mens Wilsons vokal detonerede ud i Store Sal.
Wilson udstrålede overskud hele koncerten igennem. Både da hun dansede energisk til ”Clattering Hooves”, var i stilistisk håndgemæng med en mandlig korsanger, og senere, da hun stillede sig på sin klaverbænk og spejdede efter publikum – en veloplagt gimmick, der med det samme affødte vild jubel fra en stående sal.
Store Sals rammer fungerede forbløffende godt til Wilsons optræden, der aldrig mistede momentum. Når endelig sangerinden savnede publikum, gik der ikke mange sekunder før der igen blev sagt, »Come on audience, stand up!«
Wilson, band og gospelkor gik af scenen til stor applaus. Var koncerten slut? Folk begyndte at sive ud af salen, men et par øjeblikke senere vendte Wilson med gospelkor tilbage, og de folk, der var på vej ud, fandt omgående forladte siddepladser. Første ekstranummer var den smukke countryballade ”Coming ’round the Mountain”, der fik en kærlig saltvandsindsprøjtning af et velsmurt Tensta Gospel Choir.
Denne aften blev det cementeret, hvordan Wilsons transformation i en mere soulet retning, der første gang kunne høres på Hardships!, klæder hendes musik i ustyrlig grad. Stavspil, gospelkor og saxofon er forhåbentlig kommet for at blive. De mere eksperimenterende eskapader fra Blazing var gemt væk, og tilbage var kun numre, der tiggede om at blive spillet live. Et lille minus var dog lyden, der på visse tidspunkter i koncerten var øredøvende høj.
Publikumsfavoritten ”Only Here for the Fight” afsluttede den én time lange koncert med bravur. Dele af forsamlingen dansede foran deres klapsæder, nogen overgav sig til Wilsons forfriskende indiesoul og hele forreste række blev budt op til fællesdans på scenen, mens musikken fortsatte energiudladningen og Wilson til slut omfavnede sine dansende publikummer på scenen.
(SCEG)
Anna von Hausswolff
Musikhuset Aarhus, Lille Sal, fredag kl. 18.30
De er to meget små mennesker, Anna von Hausswolff og hendes søster Maria, der fredag tonede frem på scenen i Lille Sal. De havde begge malet en tyk sort stribe på tværs af ansigtet, og hvis man normalt associerer svenske piger med lyst hår og lette sommerkjoler, ville man opleve von Hausswolff-søstrene som det stik modsatte; dystre, neurotiske og paranoide.
Anna von Hausswolff. Foto: Søren Jensen Lund
Anna von Hausswulff blev overhældt med lovprisninger, da hun udgav debuten Singing from the Grave, og det er bestemt ikke ufortjent.
Hendes udtryksfulde vokal spændte fra det helt blide til hæse klageråb. Søsteren Marias harmonier var særprægede og lå hele tiden på nippet til at blive falsk. De var lille-pige-naive på lidt den samme måde som CocoRosie. Det kræver en voldsom teknik næsten at synge falsk, men ofte er resultatet et skævt klangunivers, der, i feltet mellem grimt og smukt, skaber karakter. Imens akkompagnerede Anna von Hausswolff sig selv på flygel, og da hun spillede debutsinglen, “Track of Time”, lykkedes det hende desuden at spille mundharpe også.
Der var enkelte lydmæssige problemer. F.eks. gik støjen fra en af de andre koncerter i monitoren, og jeg forestiller mig, at det kan distrahere en hel del. Men Anna von Hausswolff tog det med en let krukket charme, og det gik ikke ud over hendes optræden.
Musikalsk bevægede Anna von Hausswolff sig inden for amerikansk-inspirerede singer/songwriter, men også med et blik for den svenske visetradition. Det gennemgående tema var afsavn, og desperationen i udtrykket er ikke til at tage fejl af.
Anna von Hausswolff virkede stilsikker og hjemmevant bag det store flygel, der stille rokkede frem og tilbage ved Hausswolffs til tider voldsomme angreb. De to søstre fjantede lidt med at snakke københavnsk, hvilket var meget sødt, men måske en anelse malplaceret. Det var dog ikke nok til at forstyrre helhedsindtrykket af en vellykket koncert og et aldeles positivt bekendtskab.
(SJL)
Mugison
Musikhuset Aarhus, Rytmisk Sal, fredag kl. 20
”I don’t believe in one big harmony / That stuff ain’t for a boy like me” proklamerede islandske Mugison fra scenen i Rytmisk Sal, da han startede sit sæt på Spot Festival. Han er vel omtrent to meter høj, og spiller på en bundslidt, gammel, akustisk Gibson, der i islændingens hænder konstant ændrer karakter fra akustisk delta-blues over interimistisk folk-picking til udsyret rockguitar, der i den grad kunne få generation GuitarHero op af lænestolene.
På ”Sweetest Melody” fik Mugison hele salen med, og alle der bare havde en smule stemme tilbage efter at have snakket om sig selv hele dagen, skrålede med på ”SINGING” og ”SWINGING” og hylede som sultne ulve i flok.
Mugison havde en publikumskontakt, der var ganske ud over det sædvanlige. Han fortalte sjofle historier til drengene – som den om, at han havde taget til Rusland sammen med sin far, for at fiske, men alle fiskene var blevet fanget af nogle andre islændinge, så de brugte fire måneder på at se porno. Og så voldflirtede han med pigerne på første parket, så de medbragte kærester fik hvide knoer af at holde dem i hånden.
Med The Pathetic Uncle skruede Mugison endnu mere op for rock-attituden. Alene på scenen vred han det allermest mørkeblå ud af sin gamle Gibson, og den knap så gamle Fender Deluxe-forstærker fyldte skrald og støj på. De korte riff sendte salen tilbage til Jimi Hendrix – eller endnu bedre – Lenny Kravitz.
Mugison rockede igennem alene med en guitar, og beviste atter engang tesen om, at rock’n’roll ikke handler om spidse støvler, elspader, 600 trommer og sort-tøjs-attitude. Mugison havde hængerøv og seler, men jeg har ikke oplevet så store mængder rock’n’roll, siden jeg så Keith Richard på en storskærm i Parken.
Med ”Jesus Is a Good Name to Moan” gik Mugison fuldstændig i James Brown. Han high-pitchede ”Jesus” fra scenen, og publikum fulgte efter. Han spillede slideguitar med de bare næver (altså uden metal- eller glasrør), hvilket uden tvivl måtte have gjort ondt. Men smerten og energien fuldendte sættet med en Mugison, der i tre kvarter forærede sig selv til publikum.
Mugison er ubestridt nordens bedste bluessanger. Havde det ikke været for Muddy Waters, Sonnyboy Williamson og to-tre andre, ville han være verdens bedste.
(SJL)
Vinnie Who
Vinnie Who. Foto: Signe Helene Borre Larsen
Ridehuset, fredag kl. 20.20
Sølvpapirslignende spejlvægge omkransede bandet Vinnie Who, da de sparkede et 40 minutters destillat af moderne diskomusik i gang, i et Ridehuset, der summede af festivitas. Publikum var et par numre om at blive revet med af det velswingende band og Niels Bagges kontrollerede falsetvokal, der må siges at være det ultimative kendetegn for den københavnske sekstet, der i anledning af Spot var vokset til en nonet, altså til hele ni musikere.
Efter en lidt sløv start var det tid til sukkersød 80’er-sentimentalitet i form af den radioroterede single ”Remedy”. Tilhørerne begyndte at rocke mere med på beatet, og stemning løftede sig en tand højere op, da Bagge forlod mikrofonen og leverede en funky synthesizersolo under nummeret ”Perfect Morning” – understatement!
Der var ekstatisk jubel, da bandet endelig kickstartede festen med deres hit ”What You Got Is Mine”. Begejstringen var massiv, da nummeret efter nogle minutter havde holdt dansefesten på et maksimum og derefter endte i et støjinferno af vokal og synthesizer. »Var det for voldsomt?«, spurgte en lys drengestemme, og salen svarede igen med ellevilde klapsalver.
Under sidste nummer takkede og skålede Niels Bagge med en festglad forsamling, der virkede fulde af energi og som om de havde lyst til at fortsætte hele natten.
Vinnie Who var en koncert, hvor jeg forinden havde en vis forventning om at blive slået omkuld af farvestrålende diskomusik. Funk, fest og farver var til stede i massevis, og de dygtige musikeres spilleglæde strålede ligeligt mellem hinanden og publikum.
Diskomusikkens eksistensberettigelse har før været til diskussion, men med Vinnie Whos stilsikre greb om genren, var der ikke mere at diskutere denne aften. Niels Bagges karakterfulde sangstemme passede (også) i koncertsammenhæng uforligneligt sammen med musikkens sound. Diskofunk af bedste skuffe, og forventningen blev indfriet.
(SCEG)
Helsinki Poetry
Ridehuset, fredag kl. 22
Scenen var fuld af røg og badet i et blødt, hvidligt skær. Lydprøven var netop overstået og Ridehuset blev lige så stille rammen om flere og flere interesserede Spot-deltagere. Trommeslager Ebbe Frej, fra kuldsejlede Epo-555, og forsanger Rune Vigil, fra The Last Parade, udgør tilsammen duoen Helsinki Poetry, som ventede bag den himmelagtige kulisse. Der indfandt sig en gådefuld stilhed, taget i betragtning af hvor mange mennesker der var samlet, og stemningen var afventende, mens min nysgerrighed steg.
Folks interesse var velbegrundet. Publikum lyttede opmærksomt, mens Helsinki Poetry leverede atmosfæriske drømmelandskaber, der lettede krop og sind, mens man svævede bort til filmiske lydbilleder. Det er få koncerter, der formår dette, men fra omkring midten af koncerten blev det en smule trivielt. Musikerne spillede forbilledligt og musikken sad lige i skabet, men trods det, formåede Helsinki Poetry kun momentvis at bibringe publikum deres fulde kunstneriske potentiale optimalt.
Under flere af numrene, heriblandt ”Tokyo”, blev det en hel del tydeligere, hvordan Rune Vigils vokal kan lede tankerne hen på vokalen hos Brian Molko fra Placebo – et vellidt træk, der blev ledsaget af egenskaben til at kunne levere en betagende, glasklar falsetvokal.
Koncertens mættede lydmur kulminerede i rockballaden ”Phoenix”, der tilnærmelsesvis lød som en blanding af det storladne Mew og urbane Spleen United. I samme stil som de fleste af Helsinki Poetrys sange, indbød ”Phoenix” publikum til kollektiv eskapisme væk fra hverdagens sysler og ind i en poetisk drømmeverden af hvinende Fender-guitarer.
Aftenens koncert såede ingen tvivl om, at Helsinki Poetry har potentiale udi drømmende popmusik , men duoens storladne popmusik fungerer for mit vedkommende bedre i høretelefonerne til den daglige gåtur, end det gør i en meget stilistisk anlagt koncert.
(SCEG)
Figurines
Musikhuset Aarhus, Rytmisk Sal, fredag kl. 00.00
Rytmisk Sal blev på få øjeblikke fyldt til bristepunktet, da dørene åbnede op til Figurines’ midnatskoncert i Musikhuset Aarhus. En stribeklædt, velfriseret Christian Hjelm med kompagni kom på scenen, og sparkede gang i 40 minutters intens indiefest. Midnatsaffæren, med de nordjyske rødder, bød fra starten på den første af en række publikumsfavoritter med ”Hanging from Above”. Nummeret fik enorm energi, mens det blev skudt udover scenekanten, og affødte straks skrålende fællessang med ordene »Hello, hello, hello!« – en god start på en koncert, der kun var et par numre gammel.
Gruppens nyeste single ”New Colors” slog aldrig helt igennem i salen, der husede et godt stykke over 500 mennesker. Nummeret folder sig forbilledligt ud på det selvbetitlede album fra sidste år. Og det har til alle tider været en selvfølge, at et band spiller nyeste single til deres koncerter, men denne aften nåede det altså ikke helt de samme højder, som på den indspillede version. Detaljerne gik tabt og magien forsvandt en smule, men det var en lille ting set i skyggen af den tour de force, Figurines leverede.
De forholdsvis korte koncerter på Spot, som i de fleste tilfælde var af 40 minutters varighed, gav ofte én lyst til mere, når musikken stoppede. Men dette sæt lod ingen ønsker tilbage fra undertegnedes side. Figurines udnyttede tiden overskudsagtigt ved at levere hele 12 numre på små tre kvarter, hvor de berørte både kendt og mindre kendt materiale fra gruppens seneste tre album.
Den tidligere P3-single ”Let’s Head Out” førte den stående forsamling til højrøstet fællessang, og vidnede samtidig om et veloplagt orkester med lys i øjnene, publikumstække og en umådelig lyst til at underholde med deres særlige udgave af indierocken.
Ikke meget var tilbage at ønske, før den ømme ballade ”The Air We Breathe”, med Christian Hjelms fløjlsbløde sangstemme, fik lov at afslutte showet. Det gav en forsigtig rislen ned ad ryggen, inden udgangen mod nattens festlige fortræffeligheder.
(SCEG)
