Koncerter

Julia Holter, 04.11.15, Lille Vega, København

Skrevet af Signe Palsøe

Holter og ensemble jonglerede behændigt med jazz, drømmepop og artrock og holdt samtidig stemningen høj med deres sortsynede humor. Desværre havde de ikke lyden med sig hele vejen.

Julia Holter

Foto: PR

Julia Holter kigger underspillet skælmsk på sit publikum. »This song is about dying on an island alone after being attacked,« proklamerer hun, inden de fire musikere på scenen kaster sig ud i første punkt på aftenens sætliste: den drømmerisk brusende “Lucette Stranded on the Island”. Holter har de foregående fem minutter rodet rundt efter et par manglende kabler til sit keyboard, mens hun har chit-chattet en munter stemning frem i Stauningsalen, og den tætte kontakt til det fremmødte publikum fortsætter koncerten igennem. Holters selskab er behageligt og underholdende – og samtidig får vi på gulvet ved næsten hvert nummers begyndelse en kærkommen reminder om det dystre emne, der ligger til grundlag for den pågældende, ellers ofte lyst klingende sang.

Selv om teksterne fylder meget i Holters musik, ikke mindst på den nye plade Have You in My Wilderness, kan man nemlig godt gå hen og glemme dem lidt i Vega. Koncertens lyd er indledningsvis ikke ret god, og Holters vokal bliver til et svært dechifrerbart og lige rigeligt diskant lag, som i lydbilledet ligger generende langt fra musikkens øvrige elementer. Mens koncertens andet nummer, den herligt trippende og kabaret-klingende “Everytime Boots”, qua sin mindre atmosfæriske karakter slipper heldigere fra knubsene, skæmmer lydproblemerne desværre også den elegant calypsovuggende “Feel You”. Have You in My Wilderness er med sine mange luftige og optimistiske kompositioner Holters mest indbydende til dato, men den forkerte afstemning af musikkens elementer gør, at det sværmeriske univers ikke for alvor kommer til sin ret.

Heldigvis falder lyden til rette efter de indledningsvise genvordigheder. Den jazzede “How Long?” er i sin opbygning så æterisk, at tonerne af Holters sirenesang næsten falder fra hinanden i pausernes sugende lufthuller – men bandet mestrer balanceakten, og nummeret bliver en lille, rugende stemningsmeditation.

»I got to get my shoes off for this one,« fastslår Holter, inden ensemblet sætter ind med “Horns Surrounding Me”. Nummeret er da også aftenens hidtil mest intense og har med sin svungne violin og dramatiske kontrabas karakter af filmmusik. Og således markerer det egentlig på passende vis en overgang i sættet – lyden synes tiltagende snirklet, omskiftelig og artrocket, og ved fremførelsen af “Marienbad” understreger Holter da også, at denne sang er blevet til over et helt år og virker sammenstykket af flere vidt forskelligartede delelementer som et sælsomt fabeldyr.

Ikke så få af især Holters ældre numre er dog fragmenterede af natur. Onsdag aften fungerer det allerbedst i hovedsættets afsluttende “Vasquez”, der trods sin stramme opsætning løsner op og giver plads til flader af foruroligende, fritvoksende jazzmønstre. En betagende demonstration af de fire musikeres fingerspidsfornemmelse for hinandens ageren i lydbilledet, og et nummer, der står endnu stærkere i sin kontrast til ekstranummeret “Betsy on the Roof”: Som en sløjfe på sættet er vi tilbage ved det luftigt valsende lydbillede fra sættets begyndelse, og Holter og band afslutter således med at understrege deres imponerende register i krydsfeltet mellem atmosfærisk drømmepop, stilig jazz og ekvilibristiske ensemblekompositioner. Men desværre også med at pointere, at lyden nu står noget skarpere, end vi havde held til at opleve i koncertens indledende stræk.

★★★★☆☆

Leave a Reply