Plader

Deerhunter: Fading Frontier

Deerhunter gør det, de er bedst til, på deres ekstremt ærlige album Fading Frontier. Med en prisværdig ærlighed synger frontmanden Bradford Cox om sine egne problemer, der er så tunge, at man næsten ringer til selvmordslinjen på hans vegne – men også kun næsten.

Nøj, hvor er der dog mange musikere, der gør det bedste, de kan, for at være mindst muligt sig selv. De laver stiløvelser, når de går ned i Aage, køber en Fender Jaguar og prøver, så godt som de kan, at være Alex Turner. De laver stiløvelser, når de også lige skal prøve at lave en julesang, der i bedste fald handler om, at det er koldt, og at man savner en eller anden – ja, den historie har vi vidst allerede hørt. De laver stiløvelser, når de rejser jorden rundt for at finde ny musikalsk inspiration (se bare på Damon Albarn og hans Mali-besættelse). Hvis vi er heldige, kommer de hjem igen, som Deerhunter gør det i overført betydning på Fading Frontier.

Deerhunter, og særligt frontmanden Bradford Cox, kan heller ikke sige sig fri for at have lavet nogle stiløvelser. Panda Bear skulle lige lære Cox at bruge en sampler på Atlas Sound-nummeret “Walkabout”. I en (heldigvis kort) periode skulle Cox sovse alle sine numre ind i håbløs mundharmonika. Han skulle sågar være filmkomponist, og hele bandet legede garagemusikere på deres forrige album, Monomania (2013). Resultatet var, at undertegnede ikke gad at høre dén plade. Gruppens tilbagelænede overskud, der blev præsenteret på de to hovedværker, Microcastle (2008) og Halcyon Digest (2010), blev sat over styr på Monomania. De larmede bare, og man skulle vitterligt koncentrere sig for at opdage de få gode melodier, der lå bag den forstyrrende lo-fi-æstetik.

Men Deerhunter er tilbage. Tilbage lige der, hvor de skal være. Tilbage der, hvor deres musik lyder så åndssvagt uforceret. På Fading Frontier befinder de fire amerikanske musikere sig lige præcis på det sted, hvor det er allermest naturligt for dem at være. Her skal de ikke prøve at være noget, de ikke er, igennem diverse stiløvelser. Fading Frontier er et 1:1-møde med Cox og hans venner.

Det kunne så være uendeligt kedeligt, hvis det var sådan nogle drenge, der stod op, spiste morgenmad, tog toget på arbejde, arbejdede osv. Det er de (for os lyttere) heldigvis ikke. Bradford har så sandelig sine problemer, og de bliver præsenteret så vanvittigt ærligt på den her plade. Hvorfor pakke det, man vil sige, ind i uforståelige metaforer, når man bare kan synge: »I’m off the grid, I’m out of range,« som i ”Living My Life” eller »I was feelin’ kinda ill, I was feelin’ kinda lonely« i førstesinglen ”Snakeskin”? Det er ikke noget poleret, æstetisk og uforståeligt skuespil, det her. Det er ægte, levede liv. Musikalske rapporteringer fra Bradford Cox’ liv, og hvis man bare er den mindste smule fascineret af den Marfans syndrom-ramte queer-sanger, kan jeg dårligt forestille mig, at man ikke begejstres over Fading Frontier.

Det her er altså Deerhunter, der er tæt på topklasse. Åbningsnummeret ”All the Same” er både ærligt, kommenterende, bidende og konfronterende. Alle de latterlige optimister får en kæmpe lussing af Cox, når han simpelt konstaterer: »It’s all the same«. Og hvor har han dog ret. Hvor vover de at komme som en anden bedrevidende messias og sige, at han bare skal vende sin modgang til noget positivt. »You should take your handicaps, channel them and feed them back, till they become your strengths« siger de velmenende optimister til Cox, og han svarer: »Hollowed out it’s all the same«. Det hele kan være lige meget, hvis du spørger Cox. Han er ikke bange for at modsige de rigtige svar som »prøv at vende dine problemer til noget positivt.« Næ, han insisterer på, at han kender sig selv bedre, end de gør. Han ved bedre end nogen anden, hvordan det er at bære rundt på sine handicaps. Derfor er han også i den privilegerede situation at kunne sige: »It’s all the same«, og så må vi andre gøre vores bedste for acceptere dét, selvom det strider mod vores vend dine problemer til noget positivt-paradigme. Javel så, Bradford.

Når man så ikke straks ringer til selvmordslinjen og siger, at ham her Bradford har det dårligt, skyldes det også, at musikken simpelthen er så opløftende og livsbekræftende. Nogle storladne guitarakkorder i dur slås an, mens Cox synger, at det hele kan være det samme, og hvis vi udelukker muligheden for, at det kan være en åh så spændende kontrast, er det her simpelthen Bradford, der tilføjer, at han har så meget optur over at råbe det ind i fjæset på alle de bedrevidende. Den her plade er som en selvhjælpsbog i Brinkmann-klassen, og hvor er det dog langt mere befriende end endnu mere dyster musik om dystre tanker.

Det er et højt niveau, der bliver etableret på ”All the Same”, og det holder Deerhunter hele vejen igennem. På den vidunderlige, spirituelle to-akkord-sang “Ad Astra” sendes man mod stjernerne, når et tungt trommefill igangsætter en storslået outro, og pladen rundes af med Bradford Cox’ spørgsmål: »What’s wrong with me?« på ”Carrion”. Hertil må man bare svare: »Ingen ting, kære Bradford,« når han er så ærlig over for sig selv og sin omverden. Og han vil grinende svare: »Ja ja, du. It’s all the same.«

★★★★★½

Deltag i debat