Plader

Deerhunter: Halcyon Digest

Skrevet af Daniel Heydorn

Et lyksaligt og lidende tilbageblik fra grænselandet mellem drøm og virkelighed, indsvøbt i lige dele mindelser og fabuleren. Sådan er Halcyon Digests dagsorden og takket være Bradford Cox’ auteur-stok, udgør dens tre kvarter en betagende skildring.

»[Halcyon Digest] is a reference to a collection of fond memories and even invented ones, like my friendship with Ricky Wilson or the fact that I live in an abandoned victorian autoharp factory. The way that we write and rewrite and edit our memories to be a digest version of what we want to remember, and how that’s kind of sad.« – Bradford Cox

Den længselsfulde nostalgi har altid været et centralt element i Cox’ efterhånden omfattende oeuvre. Fra de mange referencer til både hans egne og andres teenageår til dybfølt besyngelse af forgangne tider og selvfølgelig pladecoveret til hans første soloudgivelse med den spinkle dreng med det udviskede ansigt har perspektivet været tilbageskuende og nostalgisk. Ofte i fragmenteret og frit associerende form har sangene været brudstykker af hvad, der måske, måske ikke var Cox’ egne både spøgende og dragende minder, og sideløbende har musikken altid på komplimenterende vis haft en drømmende og æterisk karakter. Den anden part i denne dualisme, der nu for alvor bevidstgøres og hæves op for smukt at danne ramme om værket, er det iboende mørke, der altid – eksplicit eller som underliggende uro – er til stede i sangskrivningen. Halcyon Digest knyttes konceptuelt sammen af denne tematik, idet pladen udgør et rum sammensat af halvt opløste minder indhyllet i et lyksaligt skær, der fint understøtter den evige romantisering af mindet og hukommelsen.

Samtidig virker hele iscenesættelsen af udgivelsen som et forsøg på at videreformidle den eskapistiske tilgang til musikken, som den ualmindeligt musikbegejstrede Cox altid selv har lagt vægt på. Moderniteten vendes ryggen ved at opfordre fans til at overklistre omgivelserne med bandplakater ugevis før udgivelsesdatoen, sådan som det givetvis har fundet sted i de tidlige år af bandmedlemmernes egne musikalske liv. Selve pladeudgivelsen hyldes som den smukke, potentielt livsforandrende begivenhed, den engang var, ved hjælp af gaver såsom snigpremiere på førstesinglen samt timelange chat-begivenheder med de mest hengivne tilhængere.

Isbryderen udgøres af den sælsomt fraværende “Earthquake” med Cox’ sælsomme messen – sangens åbningslinje og pladens første tematiske anslag lyder selvfølgelig »Do you recall?« – over fyldige guitarskyl og maskinel produktion. Et af pladens mest fascinerende indslag, idet nummeret formår både at være nærmest fremmedgørende og lægge stor distance til alt menneskeligt, men samtidig være enormt følelsesmæssigt engagerende. I dette hjørne af pladens lyd findes derudover kun den ligeledes glitch-prægede og androgyne “Helicopter”. Her er udgangspunktet en fortælling af forfatteren Dennis Cooper, som flere gange før har været referencepunkt i både Cox’ tekster og blogindlæg, omhandlende en russisk prostituerets ulykkelige skæbne. I religiøst ladede vendinger krænges mindreværdet ud, men med Coopers tragiske fortællings tilføjede tyngde, og som punktum køres hele tragedien op i karrierens måske hidtil reneste, katarsiske spids. Grundlæggende er opskriften her den samme som mange gange før: guitarpedaleffekter, sidestilling af naivt klingende toner og tydeligt alvorstungt indhold. Men resultatet er en helt ny og umådelig interessant retning for gruppen. Lige netop derfor er det også ærgerligt, at den ikke udforskes noget mere. De to numre fremstår som det, der burde have været pejlemærker for det samlede udtryk og ikke, som det er endt med, én lyd blandt mange.

En anden af pladens lyde er særdeles velkendt, hvis man har lyttet til Cox’ soloforetagende, Atlas Sound. I løbet af sangsuiten “Don’t Cry”, “Revival”, “Basement Scene” og den både tematisk relevante og uhørt fængende “Memory Boy” dyrker Cox nemlig hæmningsløst den besættelse af jangly 60’er-pop, der hidtil primært har været hengemt til soloprojektet, men her får den plads, hvilket fint kan forsvares med sangenes åbenlyse kvaliteter, men i album- og ikke mindst bandkonteksten er det et besynderligt valg. For hvor godt det end virker med sidestillingen af sød popmusik og Cox’ apatiske grublen over dødsangst og mindreværd tilsat religiøse overtoner, så hviler der en dis af stilstand over dele af Halcyon Digest. I god tråd med den overordnede tematik er pladen blottet for den uro og undertrykte aggression, der i svindende grad har været en del af Deerhunter-udtrykket, men det frarøver samtidig bandet den vildskab, de før besad. Den hjemsøgte forstadsvilla, der udgjorde Microcastle – med spindelvæv i hver støvet krog og varierende akustik i de mange rum – er forladt til fordel for en mindre trykkende og samtidig knap så homogen kulisse.

Den generte Lockett Pundts to bidrag udgør den del af Halcyon Digest, der ligger tættest på gruppens tidligere udspil, men med varierende udfald. Hvor “Fountain Stairs” er en hæderlig, men dybest set lidt uambitiøs, lille guitarrocker, er “Desire Lines” en så insisterende og banal omgang, at dens næsten syv minutter lange spilletid bliver svær at forsvare. Lockett stod på Microcastle for det helt anderledes elegante popsangshøjdepunkt “Agoraphobia”, der med sit elegante ordspilsomkvæd står i den stærkest mulige kontrast til det lettere klodsede hook på “Desire Lines”, som dog er fladpandet nok til måske at blive det første Deerhunter-nummer, der formår at vække koncertgængernes dybest forankrede urinstinkt – fællessangen.

Nummeret bliver emblematisk for Halcyon Digests centrale konflikt: Den befinder sig i en limbo-tilstand mellem de støjrocktendenser, bandet mestrede så ypperligt, at de til hver en tid kunne mutere jævn sangskrivning til medrivende og let kradse guitarharmonier og så det nye, mere tilbageholdende orkester, der ikke længere stiller sig tilfredse med oplagte og velkendte løsninger, men heller ikke helt har fået fæstnet grebet om det naturlige næste skridt for gruppen. Det er derfor, højdepunkterne ligger der, hvor Cox tager over og enten lirer 60’er-popperler af på automatpilot – fordi det nu engang er sådan noget, han uden større problemer kan – eller momentvist lokaliserer det uopdagede territorium, der pladen igennem jages. Og modsat er de famlende tendenser mest udtalte, når den tilbageholdende Pundt – bandets utvivlsomt mest shoegazer-glade medlem – skal forsøge at få sin foretrukne opskrift til at fungere uden op til flere af dens faste bestanddele.

“He Would Have Laughed” afslutter efter over syv minutter brat hele den spraglede herlighed, der ud over det nævnte også når at runde saxofonsoli og et nummer optaget i en kælder på en firesporsoptager. Og det er et både himmelråbende smukt og kendetegnende sært punktum, der sættes for Deerhunters mest subtile, men samtidigt mest lettilgængelige udspil til dato. Nummerets to separate halvdele består begge af guitarfigurer tilsat masser af pedalambience, der på yndefuld vis sætter scenen til det, der efter sigende er henvendt til den afdøde ven og punklegende, Jay Reatard. Hyldesten ligger dog hengemt i underspillede og kun svært afkodelige antydninger, som måske, måske ikke omhandler den påståede hovedperson. Forvirringen hører i et kort øjeblik op i sangens storslåede anden halvdel, der slår en elegant, tematisk krølle på helheden ved pludselig at skifte til et drømmelignende perspektiv og skabe tvivl omkring, hvem det egentlig er, der taler til os. Efter et par linjer, hvor den uidentificerbare fortæller drøfter en mulig fortid som gårdejer, bryder Cox ind med den eneste direkte adressering af dødsfaldet med linjen: »I don’t need no body on my bond.« Perspektivforvirringen afløser dog hurtigt det korte moment af overrumplende ukompliceret ærlighed, og det afslutningsvise »shut your mouth,« virker som et passende punktum for den snørklede bevidsthedsstrøm.

Cox har alle dage været svær at gennemskue og relatere til fuldt ud. Han er utvivlsomt et af de mest usandsynlige bud på en altoverskyggende rockbandfrontmand, man kan opstøve, men det gør det kun mere appellerende, når han til stadighed løfter opgaven så overbevisende. Og når Halcyon Digest ender som et særdeles velfungerende og i højere grad end før velgennemtænkt værk, er det i meget høj grad Cox’ fortjeneste. Den anæmiske og aseksuelle særlings faretruende lange lemmer ville formentligt pryde mangt en musikbladsforside, hvis det da ikke var for hans udtalte særegenhed, men deri ligger den øgede tiltrækningskraft for den lidt smallere masse.
Man får aldrig tilkæmpet sig det komplette overblik eller den fulde sandhed om hverken dette værk eller Cox’ person. Dertil er der for mange snørklede kroge, skævheder og blindgyder. Men selv når alt ikke klapper er magien unægtelig, og det er mere end anbefalelsesværdigt at gøre forsøget.

★★★★½☆

2 kommentarer

  • Tak for en oplysende, omend temmeligt intellektualiserende, anmeldelse!;)
    Jeg tror dog anmelderen har fat i den lange ende med sin “approach”, for som jeg opfatter det er Bradford Cox i høj grad en æstetisk forankret kunstnertype, mere end en “what you see is what you get”- “I wear my heart on a sleeve”-kind of guy…det giver altså god mening at anskue værket som æstetisk produkt, snarere end som udtryk for Cox´s evt. aktuelle følelsesmæssige tilstand eller ideologiske ståsted eller i den dur…
    Og så er jeg meget enig med substansen i vurderingen af selve musikken: Pladen er mest interessant når Deerhunter forsøger at presse sig selv ud i nye retninger rent sonisk, de der 60er-pop pasticher (jeg vil nu tilføje at jeg personligt hører lige så meget arvegods fra 50erne i disse retroficerede sange..) er ganske veludførte, men ikke synderligt ophidsende. Et godt album bør være andet og mere end en opvisning i (musik)historiebevidsthed. Deerhunter er musikalsk ikke dagsordensættende…ikke endnu, i hvert fald. Potentialet er der bestemt.

  • Tak for en skidegod anmeldelse! Dejligt at vide, at det ikke er umuligt at finde god musikjournalistik på dansk…

Deltag i debat