Plader

Deerhunter: Microcastle

Deerhunter laver en opvisning i, hvordan man skruer en flok gode sange sammen og kører dem gennem et halvt årtis rockhistorie uden at lave en rodet plade eller miste sit eget udtryk. Pop er kodeordet her, men hvordan pokker det kommer til at lyde så godt, er et mysterium.

Hvad gør en god sang? Musikere kan arbejde med tekster, harmonier, kontraster, komposition og en hel del andet, men intet af det garanterer dem en god sang. Nogle af mine yndlingssange strækker sig fra det helt poppede til det langt mere abstrakte og støjende. Jeg elsker The Whos “My Generation”. Energien, de fremstammede vers, det eviggyldige omkvæd, der opliver teenageren i enhver og spinder tanker om revolution og samhørighed. Samtidig elsker jeg Neus “Leb Wohl” fra Neu! 75. Lyden af skummende bølger, der slår ind mod stranden, rolige, melankolske klaveranslag, den mest minimale rytme og distanceret, søgende vokal. Begge er rigtig gode sange i min personlige jukeboks. Hvad har de til fælles? Nærmest intet vil jeg sige, ud over at det er struktureret lyd frembragt af strenge, slagtøj og menneskestemmer.

Grunden til, at jeg nævner lige netop de to numre, er måske heller ikke helt tilfældig. Deerhunters nye album, Microcastle, er nemlig lidt en podning af disse to lydudtryk: 60’ernes stilsikre fornemmelse for popsange og den eksperimenterende rocks evne til at skabe stemning. Hvis jeg skulle have været mere præcis, skulle jeg nok have inkluderet noget up-tempo shoegazer fra 90’erne, Ride f.eks. Albummet balancerer nemlig mellem nogle urimeligt velskrevne sange, som er relativt simple i deres udtryk og måske derfor meget fængende, men de forfalder ikke til skamløs repetition af det samme enlinjede omkvæd. Der er ikke meget støj på de elektriske guitarer, hvis overhovedet noget, og rytmerne lærte jeg vist at spille det første år, jeg gik til trommer i 4. klasse.

Samtidig ligger der også i flere af sangene en distance i vokalen – den er sådan halvtræt meget af vejen – små produktionstekniske detaljer tilføjer noget atmosfære med loops og skrammel, og når skumsprøjtet når højest, bliver der trådt på distortionpedalen, uden at den for alvor får lov at forstyrre i andet end det sidste nummers bombastiske crescendo.

Albummet har allerede fået en del særdeles positive anmeldelser, og jeg gik på jagt i dem for at finde ud af, om de kom nærmere et svar på, hvorfor et album, der lyder så umiddelbart anonymt, alligevel er overraskende godt. Hvad der gør en god sang? Hos Tinymixtapes skriver anmelderen: »…it’s the little elements in this record that come together to evoke a post-fucking abandonment in the throes of bliss.« Han taler også om et seksuelt klimaks, men jeg kan ærlig talt ikke høre, at der er nogen, der har haft sex på den her plade. I så fald er det sex, der ville kede mig bravt. Men de små elementer på pladen har helt sikkert en langtidsbevarende effekt. I en sidebemærkning bliver Bradford Cox’ sangskrivning også nævnt som en vigtig grund til, at albummet fungerer.

Hos Soundvenue bliver tilgængelige sangstrukturer også fremhævet. Det, Deerhunter laver, er ifølge anmelderen tidløst. De skærer i hvert fald gennem tid, i og med jeg synes at kunne følge rockhistorien fra 60’erne til 90’erne i deres lyd, som samtidig er opdateret til nutiden. Pitchforks begejstrede anmeldelse taler også meget om Deerhunters evne til at favne mange forskellige genreudtryk i et enkelt personligt udtryk. Samtidig understreger anmelderen, at Deerhunter er et popband.

Så langt hen ad vejen er det de poppede sangstrukturer, der virker appellerende, men det forklarer stadig ikke, hvorfor de folkede sange i midten af albummet også rammer ørerne med fryd, og da slet ikke hvorfor de sidste sange, hvor popstrukturen bliver brudt, og der endda er længere passager uden vokal, også bringer smil på mine sprukne læber.

Trods referencerne til 60’er-pop, krautrock og shoegazer minder Microcastle mig egentlig mest om de tidlige R.E.M.-albums. En anonym, men alligevel særlig lyd, en naturlig historiebevidsthed og et ubemærkelsesværdigt og nedbarberet udtryk, hvorfra der blev skabt nogle virkelig fængende og langtidsholdbare sange. Jeg bliver nok ikke klogere på, hvordan man laver gode sange (heldigvis), men Deerhunter har i hvert fald leveret en flok på Microcastle.

★★★★★☆

Deltag i debat