Plader

Jeppe Højgaard: Gennem glasset (trilogi)

Skrevet af Frederik Voss

Gennem Glasset er en ambitiøs eksperimenterende debut-trilogi bestående af kassettebåndet Lapsus, digitaludgivelsen Syner og LP’en Spejlinger. Jeppe Højgaard er ikke blot i front, men alene og efterladt i eget eksperimenterende lydunivers.

Jeppe Højgaard har primært som saxofonist været en del af den danske musikscene i over et årti. Her har han samarbejdet med bands som Ikscheltaschel, Quadron, The Broken Beats og senest som en del af det imrpoviserende projekt The Black Nothing. Nu er han klar med sin første egenudgivelse Gennem Glasset, der er en ambitiøs eksperimenterende trilogi bestående af kassettebåndet Lapsus, digitaludgivelsen Syner og LP’en Spejlinger. Her er han ikke blot i front, men føles alene og efterladt i eget eksperimenterende lydunivers.

I: Lapsus
Første del af trilogien kommer i form af et kassettebånd, hvor Jeppe Højgaard arbejder med to circuit-bent Casio keyboards. Det er en praksis, der går ud på at modificere den digitale elektronik i 80’er keyboardsene og derved få nogle ofte støjede signaler (eller fejllyde om man vil) ud af kredsløbene. Sammenhængen mellem titlen (fortalelse/huskefejl) og den elektroniske fejlskrivning af signaler virker passende. På den første side af kassettebåndet ligger der tykke flader af skrattende, disharmonerende akkorder, hvortil flygtige melodier, der aldrig rigtig sætter sig fast i min hukommelse, glider ind og ud ad lydbilledet. Det er sørgmodigt, og jeg køber præmissen fuldt ud, når pressemeddelelsen prøver at sælge Lapsus som »en natlig odyssé« – jeg forestiller mig Højgaards ensomme rejse gennem nattetimerne i selskab med sine ødelagte digitale synthesizere. På denne side er det fuld og holdent tonaliteten og karakteren af de fejlskabte lyde, der er i fokus. De unavngivne sange ændrer sig hovedsagligt i form af graden af støj.

Anden side er derimod hovedsagligt fokuseret på en rytmisk leg med de indbyggede og nu modificerede rytmefunktioner, de gamle Casio keyboards indeholder. Det er stadig støjet og uharmonisk, og selvom rytmerne er i fokus, bliver de aldrig decideret fastholdende og genkendelige. Det er fortsat et dystert, overstyret lydbillede, der gør sig gældende, men et mere påtrængende ekstrovert ét af slagsen.

II: Syner
På bagsiden af kassettebåndets cover til Lapsus findes en download-kode til anden del af triolgien. Konceptet er på mange måder det samme som del I. Jeppe Højgaard afsøger et modificeret instruments klanglige muligheder for at passe det ind i sit musikalske udtryk. På Syner er dette instrument en kanun – et strenginstrument med oprindelse i mellemøsten – som Jeppe Højgaard har præpareret ved at lade forskellige objekter medvibrere på strengene.

Allerede på albummets åbner “Syner I” står det klart, at det i højere grad er instruments klangfarve, der interesserer Jeppe Højgaard, end det at spille på instrumentet. Kanunen er heftigt samplet, ofte afspillet bagvendt og går og kommer som kraftige pulserende lyde. Der er intet egentlig tempo eller følgelig opbygning. I stedet optræder kanun-samples som så små udefinerbare motiver, der er forskellige på tværs af stereo-lydbilledet.

Formen fortsætter på albummets tre andre kompositioner, der tilsammen udgør en uafbrudt ambient lytteoplevelse, der fortsat lader mig blive i den natlige følelse, som da jeg lyttede til Lapsus.

III: Spejlinger
Den afsluttende del af trilogien er også projektets hovedattraktion, hvor Lapsus og Syner har sat en stemning i eksperimentets forklædning, lukreres der nu på Spejlinger med en mere konventionel sangskrivning, der skal afspilles på en 12″ vinyl. Når jeg skriver mere konventionel, skal der lægges eftertryk på mere, da det for de fleste nok ikke vil fremstå som det mest tilgængelige album.

Det helt centrale rytmiske og akkordmæssige anker på tværs af albummet er en akustisk guitar. Uden denne ville sangene formodentlige falde fra hinanden og igen fremstå som klanglige eksperimenter som på de to første dele af trilogien. Dette føles på åbneren “Toner ud”, hvor netop guitaren åbner før Jeppe Højgaards fragile sang med linjerne: »Et frossent sprog svæver gennem spejlet / Ødelægger mig«. Så er stemningen lagt. Det sårbart og sælsomt på både kompositorisk og lyrisk plan, mens lydlige svært-definerbare eksperimenter optræder rundtomkring vokalen og guitaren. “Cirkel” forsætter i samme ånd og begynder med en vokal, der fremtvinger velvalgte anti-melodier, hvor den gentagede linje »Jeg tegner en cirkel af sorg« bliver den mest memorable på hele albummet.

Momentvis forlades formularen. På “Mine sko falder af” kommer jeg til at tænke på, nogle af de mest indadvendte shoegaze-momenter My Bloody Valentine har budt på med “No More Sorry” og “Sometimes” som de mest umiddelbare referencer. Det er referencer, der er svære at slippe afsted med, men Jeppe Højgaard kommer i den grad i mål. På anden halvdel af “Drøm af ord” efterlades hele lydbilledet til en fremragende overstyret saxofonsolo. “Et Slør” føles mindre melankolsk og nedtrykt end resten af albummet med sit nærmest lidt psykedeliske, lavmeldte guitarriff og melodi, mens der drømmes om stråler og mirakler på tekstsiden.

Jeg er mildt sagt begejstret for Spejlinger. Det føles som et utrolig personligt album, der rammer følelser og musikalske idéer, der minder mig om en mere skrabet version af Under Byen eller These New Puritans mesterværk Field of Reeds fra 2013. Teksterne fungerer på egen hånd, som små sårede dyr, der ligger og venter på at blive reddet af én eller anden, mens der drømmes om frihed. Dertil skal det flotte cover, som Jeppe Højgaard selv har designet, også nævnes.

Trilogien er som helhed et ambitiøst projekt, der skal balancere mellem at have en sammenhængskraft, samtidig med at det ikke må føles som en evighedstraver. Stemningen slippes imidlertid på B-siden af Lapsus samt i sangen “Et slør”, men i det store hele er Gennem Glasset en vellykket eksperimentel udgivelse, der føles personlig og blottende på den helt rigtige måde.

★★★★★☆

Deltag i debat