Plader

Blood Orange: Freetown Sound

Skrevet af Simon Freiesleben

Blood Oranges nye album er et spraglet musikalsk klippe-klistre-værk med sans for den gode popmelodi. Samtidig er det et politisk og socialt statement, født ud af en dybfølt frustration over altid at opleve, at man står udenfor.

På årets Roskilde Festival fik publikum en smagsprøve på Blood Oranges nye album med en uropførelse af de nye sange fra Freetown Sound. Her fungerede de fint spredt ud imellem de publikumskære, fløjlsbløde popsange fra det forrige album, Cupid Deluxe. Freetown Sound er dog et så personligt, mangefacetteret og lydmæssigt spraglet musikalsk manifest, at det fortjener, og vinder på, at blive hørt som et sammenhængende værk.

Hvid pladespillerstøj og blidt søgende klaverspil indleder Freetown Sound i introen ”By Ourselves”. Fra første vers står det klart, at Devonté Hynes ikke længere er tilfreds med blot at dyrke den poppede og dansevenlige 80’er-æstetik, men at han har noget på hjerte: »They threw it in your face, tell you what you’re feeling / How could they know?« lyder det forurettet fra Hynes. Resten af introen overlades til Ashlee Hazes digt ”For Colored Girls” – en hyldest til feminisme, kropspositivisme og Missy Elliot. Freetown Sound er ikke blot et album. Det er et politisk og socialt statement, født ud af en dybfølt frustration over altid at opleve, at man står udenfor.

Hynes har givet flere interessante interviews om de personlige bevæggrunde bag pladens tematik – som da han angiveligt blev overfaldet af sikkerhedsvagter på Lollapalooza, efter at han fra scenekanten havde raset over politibrutalitet og drab på unge sorte mænd. Eller da han blev kritiseret for ikke at være homoseksuel nok til at pryde forsiden af LGBT-magasinet Out. Men den klareste pointering af Freetown Sounds tematik findes faktisk på Hynes egen Instagram-profil i form af en håndskreven note: »My album is for everyone told they’re not BLACK enough, too BLACK, too QUEER, not QUEER the right way, the underappreciated, it’s a CLAPBACK.«

Denne udforskning af og hyldest til de uønskede og de undertrykte gennemsyrer albummet fra ende til anden. Nummeret ”Desirée” rummer et sample fra dokumentaren “Paris Is Burning” om LGBT-kulturen hos New Yorks etniske minoriteter i 80’erne og 90’erne, hvor sorte transkvinder fortæller om deres arbejde i sexindustrien. Mens nummeret ”Hands Up” er spækket med referencer til Black Lives Matter-bevægelsen og den brutale vold begået mod unge sorte mænd af det amerikanske politi igennem de seneste år. Andetsteds, på ”Augustine”, spejler Hynes sin egen ankomst til New York som 21-årig i sine forældres oplevelser som migranter, da de på samme alder emigrerede til London fra henholdsvis Sierra Leone og Guyana.

”Augustine” er et glimrende eksempel på Hynes formidable øre for den gode popmelodi, da han får det absolut maksimale ud af nummerets enkle instrumentering (klaver, guitar og trommemaskine), så helheden fremstår langt større, end de enkelte elementer lægger op til. Sangen fungerer også som showcase for Hynes globale udsyn, da han ubesværet fletter en fortælling om livet som ung, sort, kønskonfus mand i en moderne verden sammen med referencer til forskellige religioners profeter, så selve sangen føles som et flygtigt drømmesyn, hvor religiøse, etniske og globale afstande udviskes.

Den eklektiske virtuos og producer Devonté Hynes har med regelmæssige intervaller genopfundet sig selv og sit kunstneriske udtryk. For et lille årti siden var han en del af det kortlivede britiske dance-punk-band Test Icicles, hvorefter han genopstod som følsom, jordnær folk-trubadur under navnet Lightspeed Champion. Eksperimentet tærede dog på Hynes stemmebånd og endte med at koste ham en tur under kirurgkniven og to års ufrivillig pause fra selv at indspille. Det var i denne ufrivillige sabbatperiode, at det 80’er-romantiske projekt Blood Orange langsomt tog form.

Rent musikalsk dyrker Hynes stadig den retroæstetiske 80’er-lyd, men hans brug af musikalske referencer på Freetown Sound fremstår både intelligent og alsidig. Albummets fremstillingsform kan bedst beskrives som en helstøbt lydcollage, hvor Hynes hapser musikalske brudstykker her, der og alle vegne, så længe de passer ind i hans overordnede vision. Det førnævnte intro-klaverspil er f.eks. taget fra Charles Mingus’ jazzimprovisation ”Myself When I Am Real” – blot en af utallige musikalske referencer på albummet, der dog aldrig forfalder til ren referencebingo.

Hvor Cupid Deluxe i høj grad tog afsæt i et glitret popunivers, så er Freetown Sound rodfæstet i klassiske afroamerikanske genrer som funk og R&B. Sangen ”E.V.P.” er resultatet af dette vellykkede potpourri af retroreferencer løftet af Hynes særlige producer-touch. New wave-dronningen Debbie Harry fra Blondie leverer gæstevokal, og især trommespillet leder tankerne hen på Blondies hit ”Rapture”, men samtidig lyder det funky guitarspil, den dybt forvrængede stemme og synthsne umiskendeligt af Prince.

På dette sted i anmeldelsen vil det næppe komme som en overraskelse for den opmærksomme læser, at jeg er virkelig glad for Freetown Sound som værk. Skal jeg tage kritikerbrillerne på igen, må jeg dog indrømme, at selvom albummet fungerer som helhed, så slår helheden også enkelte revner. Med sine 58 minutters spilletid og sin relative mangel på oplagte ørehængersingler til at belønne lytteren, er Freetown Sound en stor mundfuld. Og nok en kende for lang. Adskillige sange på albummets anden halvdel fungerer desuden som callbacks til tidligere sange, hvor refræn og melodistykker fra tidligere på pladen genbruges. Hynes skal have ros for at forfølge sin vision, men de mange genkald og ”klippe-klistre”-tilgangen skader af og til den musikalske fremdrift og skaber følelsen af, at pladen er gået i hak.

I sin karriere som sangsmed og producer har Devonté Hynes ofte vist sig fra sin bedste side i sange skrevet til, eller sammen med, kvindelige kunstnere, heriblandt Samantha Urbani og Solange Knowles. Også på Freetown Sound stjæler en kvinde showet på albummets måske bedste nummer. På ”Best to You” træder Hynes uselvisk i baggrunden til fordel for den talentfulde Empress Of, og resultatet er en fabelagtig popskæring, der emmer af lige dele tropisk sødme og bitter hjertesorg. Også på ”Hadron Collider” overlader Hynes mikrofonen til en sangerinde. Jeg skal ikke kunne sige, hvad Nelly Furtado har lavet de sidste par år, men hun leverer en uventet sublim og følelsesladet vokalindsats på ”Hadron Collider”.

Freetown Sound lægger sig – intenderet eller ej – i slipstrømmen af to af sidste års monumentale værker: Kendrick Lamars To Pimp a Butterfly og D’Angelos Black Messiah, der begge baksede med at forstå og forholde sig til de udfordringer, som (især sorte) minoriteter står over for i dag. Freetown Sound adskiller sig dog fra de førnævnte, der som konceptalbum i høj grad var båret frem af deres tematik, ved i langt højere grad at fremstå som et personligt og sårbart udsagn fra en kunstner, der ikke påstår at have klare svar. Det, Blood Orange derimod har, er en ukuelig velvilje og ømhed over for verdens uønskede, misforståede og forfulgte minoriteter, og det fremgår klart og tydeligt af Freetown Sound.

★★★★★☆

Deltag i debat