Plader

Cancer: Totem

Skrevet af Søren Hansen

Nikolaj Vonsild (When Saints Go Machine) og Kristian Finne Kristensens (Chorus Grant) fællesbarn Cancer er klar med sit andet album, Totem. Et album, der på trods af enkelte ligegyldige elementer, indeholder skøn musikalitet.

Nikolaj Manuel Vonsild og Kristian Finne Kristensen er kendt fra henholdsvis When Saints Go Machine og Chorus Grant. Tilsammen hedder de Cancer, og deres nyeste album hedder Totem. Det fortsætter på mange måder den soniske linje, der blev lagt på det 30 minutter lange debutalbum, Ragazzi (2014). Det er lettere drømmende indierock med tendenser over imod de mere elektroniske og synthesizerbaserede forgreninger af genren. Albummet byder på rimelig stor variation, men har stadig en gennemgående følelse, som binder det sammen. Kristian Finne Kristensens guitarspil, Moogie Johnsons bas og specielt Tobias Tangaa Langes fuldstændig virtuose trommespil gør det instrumentale så nydeligt og vellydende, men stadig sjælfuldt, og det er en ren fornøjelse at lægge ører til. Dog har jeg mine problemer med Nikolaj Vonsilds vokal, da jeg godt kunne klare mig uden den i mine øjne ret skabede lyse vibratostemme, som kun sjældent gør noget godt for mig.

Blandt højdepunkterne finder vi åbningsnummeret “Esca”. Riffet og de akkompagnerende bas- og guitarstemmer er på en måde hørt tusinde gange før, men samtidig meget særegent. Den måde, hvorpå guitararpeggioen komplimenterer det primære guitarriff, er dog høj klasse. Vokalen er super catchy og får specielt i breakdownet virkeligt gjort sig positivt bemærket. Albummets andet nummer “Die One More Time” er også et eksempel på en super velskrevet indiepop-sang, som går lige ind i sjælen. Nikolaj Vonsilds lidt Bon Iver-klingende lyse register skinner her igennem, og en linje som »Each time I wake up I die one more time« er altid interessant.

Efter denne nogenlunde rytmiske og upbeat start bliver der så prøvet kræfter med nogle forskellige, langsommere lyduniverser indenfor elektronisk musik. Man kan høre Boards Of Canada i synthesizeren på “Testa Nera Prima”. “Mr. Exorcist” lyder som noget fra James Blakes seneste album The Colour in Anything (2016). “Honey” er en langsom melankolsk bas- og guitardrevet sang med vokalen som en hjemsøgende ånd, der hviler over den.

Men den bedste sang på albummet er for mig uden tvivl “Tears”. Med en af de bedste og mest dystre akkordrundgange, jeg har hørt i lang tid, ligger den virkelig bare som centerpiecet midt på pladen. Nikolaj Vonsild synger som, jeg ville ønske, han sang på hele pladen. Den nasale tenorstemme gør virkeligt denne sang og dens stemning godt. Den måde hvorpå det første omkvæd opløses med linjen »It’s like a real romance« med en guitar og synth, får det næsten til at lyde som noget fra en Sebastian-plade fra 70’erne. Det er virkeligt godt. Bagenden af sangen er så beklædt af en coda, der lyder henimod outroen fra “When You Sleep” af My Bloody Valentine.

Mit problem med dette album er dog, at det er lige langt nok, og udover noget udsøgt jazzet trommespil på “Savage”, så synes jeg ikke, at der sker noget nævneværdigt på de sidste tre numre på pladen. Selv de sange, som jeg ikke har været så vild med, har været krydret med små vokale eller instrumentale hooks, som bare har fanget mig. Det finder jeg ikke her til sidst, hvilket er en skam. Specielt “Animals” lider den skæbne at drukne i en overflod af den følte vibratovokal, som jeg før har nævnt.

Totem er et album fra en af de mest interessante danske grupper for tiden. Der er højdepunkter, og de er virkeligt høje, og det kommer heldigvis ikke med et medfølgende lavt bundniveau, fordi både sangskrivningen og den musikaliteten er så skøn det meste af tiden. Det jeg tager med mig fra dette album – udover en hel del gode sange – er, at Cancer virkelig har skabt sit eget univers, og jeg glæder mig til fortsat at gå på opdagelse i det fordi, det har så meget mere at byde på, som jeg endnu ikke har opdaget.

★★★★★☆

Deltag i debat