Plader

Cancer: Ragazzi

‘Superduoen’ Cancer river sig løs af hypen og leverer en debut, der er tæt på at være prototypen på et sideprojekt.

I Danmark skal der åbenbart ikke så meget til for at få smækket ’super-mærkatet’ på. Da duoen Cancers navn for et års tid siden dukkede op første gang, blev den med det vuns erklæret en superduo. Nikolaj Vonsild (When Saint Go Machine) og Kristian Finne Kristensen (Chorus Grant) blev udråbt til at udgøre den absolutte top af Københavns musikscene og en superduo i kraft af deres fejlfri og successpækkede musikalske baggrunde. Hypen var endnu en gang over os, og det endda inden en enkelt tone var blevet sat an. Skulle man ikke være en fuldstændig uomgåelig del af scenen, før så vilde superlativer kan tages i brug? To ligeværdige titaner, der slår folderne sammen i et endnu mere storslået fælles projekt? Man skulle nok lige spise brød til og så vente 10-15 års tid, før man stormer ud og tømmer sækken for sprogets mest prangende komplimenter.

For musikken taler i dette tilfælde utroligt let for sig selv, og den er faktisk i alle henseender helt tilstrækkelig super. Produceret vellyd er symptomatisk for When Saints Go Machine, og det er et af de umiddelbare dogmer, Nikolaj Manuel Vonsild også har bragt med sig ind i Cancer, hvilket man straks lægger mærke til. Vonsilds stemme dominerer pladen igennem og lyder mere vonsildsk end nogensinde. Antony Hegarty er som altid en af de stemmer der maser sig på for det indre øre, men derudover finder man en ophøjet desperation, der, kombineret med guitarsporet, også bringer guitarhelgenen Jeff Buckley på banen.

Netop guitaren, fornemt behersket af Finne, fortjener at blive fremhævet. Akkompagnementet er forbløffende ukonventionelt, altid dragende og i sidste ende forløsende. Til forskel fra When Saints Go Machines sidste voldsomt eksponerede udspil, Infinity Pool, hvor Vonsilds stemme til tider stak ud fra det mekaniske underlag, omhyller den varme guitar her vokalsiden, så det går lige i hjertet. Efter det første minut på åbeneren ”Age of Paintballs” hvor Vonsild første gang slynger sig helt i top på stemmeregisteret og udslynger »Peel a lemon in the sky, make lemonade from the light,« tisser man næsten en smule i bukserne af fryd.

Som alle sideprojekter behøver det ikke være perfekt. Faktisk skal der helst være skønhedsfejl rundt omkring, der kan tale for projektets berettigelse i form af autenticitet. De typisk indie-gakkede titler som førstesinglen ”The Color of Digital Photography” og ”Hunting Large Cats from Helicopters” understøtter også idéen om sideprojektet som en uhøjtidelig størrelse. Vi leger jo bare lige lidt i vores superduo-sideprojekt og tager ikke tingene for alvorligt. Derfor er der også et par passager på Ragazzi, som i den førnævnte ”Hunting Large Cats from Helicopters”, der er ret ligegyldige. Især den fem minutter lange neddykkende lydsekvens med mumlende ambient, som åbner nummeret, siger hverken buh eller bæh, men er mest af alt ekseprimenterende for sin egen skyld. Men når passagen så endelig kulminerer med de tos unisone sang, og bassen dukker op og uddeler taktfaste flade, trænger lyrikken sig også pludselig på: »Call me cancer, call me slave to things that wither and die.« Den rammer som lyn fra en klar himmel og er et af de mest indtryksfulde øjeblikke på pladen.

Måske er Ragazzi så super, fordi de to musikere har fået lov til at slippe supergrupperne og virkelig finder ny inspiration ved hinanden. Ragazzi betyder drenge på italiensk, og det er det, man får lov at høre. Drenge med talent, der får lov at slå sig løs. Og hvis man lige ser bort fra de så godt som obligatoriske skønhedspletter, finder man prototypen på et sideprojekt under overfladen. Et projekt, der, på trods af at det påduttes ord som ‘eksperimenterende’ og ‘alternativt’, er utrolig let at holde af. Pladen varer rundt regnet det samme som en børnetime på etteren, og tiden flyver lige så hurtigt af sted som da man fulgte Bamse på nye eventyr. Den tigger og beder om at blive genspillet. Der er god grund til at indfinde sig under Pavilions teltdug, når Cancer om en lille måneds tid lader deres fremtidsballader lindre tømmermændsramte festivalkroppe.

★★★★★☆

1 kommentar

Deltag i debat