Plader

Modest: Pretty Sure It’s Honest

Skrevet af Morten Madsen

Den aarhusianske kvartet Modest lægger fra land med en EP, der emmer af ungdommelig energi, fede riffs og sindssygt meget talent. Men lidt mere whisky til stemmebåndet ville have gjort det sidste.

Når man lytter til Modests fremragende, flyvefærdige debut-EP Pretty Sure It’s Honest, får man en fornemmelse af, at vokalen er indspillet over to dage, hvor forsanger Julius Lykke på førstedagen er mødt op med en velpoleret og smurt mandestemme, hvorefter han er gået på druk, har tømt en flakse af de stærke og fyret en pakke smøger for så at gå i studiet igen dagen efter og fyret den af med alt, hvad hans skrøbelige, rå vokal er lavet af. Det stimulerer øregangene på den helt rigtige måde.

Alle fire numre på EP’en har i sig selv potentiale til at agere singler, for hvis der en ting, man kan sige generelt om de numre, Modest har spyttet ud med denne EP, så er det, at alle numre er voldsomt fængende med en lyd, der er inspireret af 80’ernes fremtrædende rumklang krydret med noget af nutidens tempofyldte indierock.

Den føromtalte velpolerede mandestemme hersker især på EP’ens første nummer “Dugout”, hvor der ikke investeres med ligeså meget saft og kraft fra stemmen, som der gør på EP’ens to sidste numre, “Want to be Alone” og “Pride”. Det skal dog ikke tage det fra Modest, at “Dugout” er et særdeles godt nummer, som frembringer en fornemmelse af sommer, fremdrift og optimisme. Med en bund af A og D i dur og et sindssygt lækkert klingende guitarriff åbner nummeret op for de længe efterspurgte sommervibes i dønningerne af en kold tid.

Selvom alle fire numre på EP’en er af høj kvalitet, så er der alligevel et nummer, som skiller sig ud i forhold til de andre, hvor drengene virkelig nærmer sig en liga, som kun de færreste befinder sig i herhjemme. EP’ens sidste nummer “Pride” har potentiale til at blive et nummer, der sent vil gå i glemmebogen, for det har virkelig alt.

“Pride” starter i en nærmest søvndyssende late night-stemning, hvor Julius Lykke synger: »When the pride will take me out / All I am is worthless / Pretty sure it’s honest«. Herefter bygger nummeret stille og roligt op og rammer klimaks, når Julius Lykke i omkvædet vrider sin sprøde og skrøbeligt rå vokal for fuld smadder med samme lyrik som i nummerets anslag, mens Modests øvrige medlemmer Jacob Tjerrild, Jakob Ahlers og Stinus Kruse drysser tryllestøv ud over instrumenterne. Tilbage sidder man blot og tænker: »Fuck, hvor er de her gutter vilde«.

Den fire numre lange EP fra den aarhusianske kvartet er en af de mest lovende debut-EP’er, jeg længe har hørt, og der er overhovedet ikke nogen tvivl om, at de her drenge kan nå højder, vi sjældent ser på den danske musikscene. En Julius Lykke med en mere kontinuerlig skrøbelighed i stemmen ville have givet det sidste U.

★★★★★☆

Om skribenten

Morten Madsen

Skribent hos Undertoner

Biografi:
Musik har altid fyldt meget i mit liv. Da jeg var lille, gik jeg altid rundt med min båndoptager, der vist nok gik under navnet »bånde«. Musiksmagen var dog noget monoton, da jeg altid havde et kassettebånd med Kim Larsen i båndoptageren. I mine spæde teenageår begyndte jeg at spille guitar, og omkring samme tid begyndte jeg også at udforske det store musikunivers’ spændende, mærkværdige afkroge. Grunge fik i første omgang min opmærksomhed, men jeg har i dag en større hang til alternativ og indie rock, hvor jeg har en særlig forkærlighed for The National.

Fem favoritalbums:
The National - Boxer (2007)
Kashmir - Zitilites (2003)
Radiohead - OK Computer (1997)
The War On Drugs - A Deeper Understanding (2017)
Slowdive - s.t. (2017)

Skriv et svar