I går: resten af verden. I dag: vores egen lille, men stadigt voksende andedam.
For den danske musikbranche er på pladefronten i allerhøjeste grad sprællevende og fungerer fortsat som leverandør af både pop- og rockudgivelser med tydeligt internationalt snit. Det er ikke mindst førstepladsen på dette års top 10-liste et lysende klart bevis på. Samlet set nominerede redaktionen 54 danske EP’er og fuldlængdeudgivelser, hvor nåleøjet som altid kun giver plads til 10, og hvor blot to af dem (akkurat som i 2021) fremføres med dansk lyrik.
Derudover blev 2022 – heldigvis – et ganske normalt år her på sitet, hvilket der ligeledes blev ønsket om, da vi også gjorde status for lige præcis et år siden, hvilket i sig selv giver ganske fine forhåbninger for musikåret 2023, hvor Undertoner også fylder 20 år.
I morgen løfter vi sløret for alle de individuelle årslister fra vores skribenter, og derudover skal der lyde et stort tak til alle, der har læst med i 2022 – vi ses på den anden side af nytår.
Bidragsyderne til Årets danske plader 2022 er: Anne Kirstine Knudsen, Bitten Kjærgaard, Daniel Niebuhr, Holger Møller Dybro, Joakim Dalmar, Jon Kvist Sommer, Laura C.F. Petersen, Sabina Hvass, Simon Freiesleben og Simon Ørberg.
10, Trentemøller – Memoria
I disse dage skal man lede langt efter de klubsvedige hits og remixes, som i sin tid satte Anders Trentemøller på verdenskortet. Tværtimod strutter hans sjette album, Memoria, af romantiske postpunkdrømme og introvert shoegazing.
Trentemøller leger stadig med de elektroniske elementer; Den tryllebindende “Glow” havde ikke været til uden det fængende, elektroniske beat. Men det er det spøgende guitarriff, der gør nummeret uforglemmeligt, og det er netop denne blanding af synthesizers og intime guitarmelodier, der indhyller pladen i en vidunderlig melankolsk tåge. På vokalsiden er der skåret ind til benet, og kun Lisbet Fritze får lov at bidrage med sin sarte og længselsfulde stemme. »I think we need this last goodbye/ You know I know we’re growing colder,« sukker hun vemodigt på den grandiose “No More Kissing in the Rain” og lader den romantiske tristesse hænge tungt i luften. “In the Gloaming” sender omvendt enhver postpunker på dansegulvet med sine spændstige trommer, men der er også rig mulighed for at begrave sig i store, altomsluttende shoegazer-lydbilleder på numre som “Darklands” og “A Summer’s Empty Room”.
Memoria er som en varm favn i en kold, mørk nat – betryggende, velkendt og tiltrængt.
(Laura C.F. Petersen)
9, Joyce – Elsk mig
Man skal spejde vidt og bredt ud over listen over dansksprogede rockudgivelser fra de seneste år for at finde et lige så flabet og veloplagt udspil som Elsk mig. For Joyce har nemlig taget et fornemt produktionsmæssigt skridt fremad, mens de samtidig har bevaret den drengerøvede charme, som kendetegnede debutpladen, Formskifter. Hvis stadion/drengerøvs-rock var en ægte genre, så var det uden tvivl Joyce, der sad på dens trone i 2022.
Gennem numrene – hvoraf særligt hittet “Lev beskidt” rager op som pladens bedste sang – løber en gennemstrømning af lige dele indforstået ironi, ængstelig 00’er-nostalgiske vibes og selvkritiske hverdagsrefleksioner. Det er næsten, som om at Joyce rammer en snert af den samme kreative åre som The Minds of 99 trækker på, men de formår alligevel at hive det ned på et mindre selvhøjtideligt og uprætentiøst niveau.
Rent musikalsk er der ganske vist ikke tale om et kvantespring, der sprænger rammerne for dansk rock, ja, faktisk er Elsk mig mestendels et ganske konformt bekendtskab med op til flere radiohits. Men der er ingen skam i ikke at være blandt de mest grænsesøgende, når man som Joyce kan levere et album med så konsistent kvalitet på tværs af de 11 skæringer.
(Simon Freiesleben)
8, Healer – Things You See
Med sine seks skæringer skaber Healer på Things You See et bakket drømmelandskab af nostalgi på videofilm og håbløse teenagefølelser. Med stolthed på whammybaren genoptager de nemlig arven fra My Bloody Valentine og spiller den videre, mens Lasse Koldings slørede, nærmest dopede vokaler, guitareffekter, der dirrer i luften som varmebølger på en sommerdag, og stabile trommeslag, der holder hele maskineriet kørende, tilsammen skaber de perfekte vejrforhold for bandets svævende, noisy 90’er-indierock.
Healer er specifik i sin inspiration og er traditionerne bevidst, men de er langt fra at være et kopiband, for de forstår shoegazen og har gjort den til deres eget. De har sågar ladet den med en melankolsk ubesværethed og har tilladt deres lokale Aarhus-rødder at farve musikken, hvor der til tider vækkes vage mindelser om hedengangne Yungs tidlige år. Things You See er årets bevis på, at Loveless var en begyndelse og ikke en afslutning, og at shoegazen stadig er drømmende relevant.
For hvad skal man stille op med al den nostalgi?! Lytte til den, selvfølgelig, knuge den lidt, og så lytte igen. Så bliver man aldrig gammel.
(Jon Kvist Sommer)
7, Sleep Party People – Heap of Ashes
Manden bag Sleep Party People, Brian Batz, har efterhånden nogle album på bagen. Projektet er gået fra at have gemt sig bag en forvrænget vokal, der var med til at skabe udtrykket i musikken, til nu at have en mere stilren klang i musikken – også uden den forvrængede vokal, som nu er fortid.
Heap of Ashes er derfor på flere måder en genoplivelse af den eksperimenterende æra af Batz’ projekt. Musikken og tematiseringerne føles mere personlige og rå, og ironisk nok hedder det første nummer “It Won’t Be Cinematic”, for hele musikoplevelsen er netop Batz’ mest cinematiske kreation af en plade til dato. Der er både plads til rumsterende, ambiente lyde, elegante strygere og dystre momenter, som bevæger sig hen i lettende, rytmiske stykker med drømmepopbandet Sound of Ceres. Og på “Tide” veksler han mellem glitchy, elektroniske lydbilleder for pludselig at bryde med et kort mellemstykke, der bevæger sig hen imod growl og støjfyldt metal.
Ja, alt i alt er der lidt af hvert på pladen, hvilket gør Heap of Ashes til sin helt egen – specielt i Batz’ selektion af musik.
(Joakim Dalmar)
6, Modest – Friend
Optaget i Sverige og krydret med eksperimenterende lyde af de svenske skove har Modest begået en melankolsk solstråle af et debutalbum, hvor de samtidig får bevist sig mere end værdige til at bære den danske undergrundsrock videre – langt videre, forhåbenlig.
Friend er en energipakket, melankolsk plade med et hastigt tempo. Den er som en sørgmodig løber gennem de svenske skove, der lærer at blive venner med den sorg, der bruser rundt inde i hjertet. Men pulsen lader sig også falde, når det betaler sig.
»Misery came out as songs,« synger forsanger, Julius Lykke, på pladens åbner – hvortil sangene bliver smukke og energiske, følsomme og rastløse. Pladen er spækket med højdepunkter, heriblandt de to svævende eksperimenter “Thinking of You I” og “Thinking of You II”, som fletter lydbillederne fra de svenske skove ind i musikken. Det er elegant og nysgerrigt fremført, og den længe ventede debutplade beviser, at Modest er i stand til at udvikle og brede sig udover det klassiske rockformat, som de allerede mestrede fra begyndelsen.
(Jon Kvist Sommer)
5, Rigmor – Glade blinde børn
Rigmor har allerede taget Danmark med storm, og har man først én gang hørt Sarah Wichmanns smukke, rene og velartikulerede vokal, er man tryllebundet. På deres debut, Glade blinde børn, indkapsler gruppen lyden af alternativ pop i 2022 ved hjælp af kombinationen mellem instrumenterne, der fint giver plads til hinanden i den velsmurte produktion, og så selvfølgelig den Strunge-inspirerede, poetiske lyrik. Det er uskabet, det er modent, det er melankolsk.
»Min verden, den går op ned, mens alting bare bliver ved,« synger Wichmann på ”Det er lige meget”. Er det banalt? Ja. Virkningsfuldt? Også ja. Men hvem kan ikke relatere til det? At føle sig i et parallelunivers, mens de andres hverdag bare fortsætter. For Rigmor behandler netop vigtige problematikker såsom depression og klimakrisen, hvilket ligger den unge generation (såvel som den ældre) på sinde. Og man kan ikke undgå at blive eftertænksom og påvirket af pladen: Det er slut med at være et blindt og glad barn.
Glade blinde børn er ikke en plade fuld af overraskelser, og nogle gange bliver det næsten for roligt, men det er næsten præmissen i Rigmors univers. For her er det smukke, rolige og klangfulde i front.
(Bitten Kjærgaard)
4, First Hate –Cotton Candy
Når forsanger Anton Falck synger »eat your spaghetti to forgetti your regretti, baby,« er det måske et af de mest nævneværdige øjeblik på First Hates Cotton Candy. For lige dér opstår der en perfekt symbiose mellem den hyperkulørte klubmusik og den deadpan-sørgmodighed, der løber gennem hele pladen – ja, faktisk gennem hele First Hates virke – som en tåre løber gennem et tykt lag mascara og rammer dansegulvet, mens alle danser videre.
Cotton Candy er meget mere end dansemusik, selvom det virkelig også er dansemusik. Det er en verden af fest, ængstelighed, skiftende, kortvarige forhold, ensomhed og forsvarsmekanismer, og det hele er leveret med et konstant og kyndigt blik for, hvordan popmusikken har udviklet sig over de seneste 20 år.
Hele popkataloget bliver sat i værk; fra pulserende beats til akustiske flødeguitarer og farverige synthesizers. Cotton Candy er fantastisk sarkastisk i sin humor, men ikke på bekostning af følsomheden. Det er catchy, skrøbeligt, sjovt og uhyre dansevenlig popmusik til The Voice-generationen.
(Jon Kvist Sommer)
3, Chopper – The Wonderful and Wicked World of Chopper
Det var svært at tro, at der kunne koges mere suppe på 1980’erne på den danske musiklandskab. Og så – ud af et soveværelse i København – kom Chopper. Larmende, dansende og som revet ud af en B-gyserfilm fra selvsamme årti smadrer Jonathan K. Magnussen igennem lærredet med en teatralsk fandenivoldskhed, vi ikke har oplevet herhjemme i mange år.
Med en kæk reference til det karnevalske er albummets titel ualmindeligt velvalgt, for Choppers verden er virkelig sin egen: industriel glampunk, trashy eurodance og campet vampyrrock på én og samme tid. Som hvis New Order spillede i natklubben fra Blade. Det kunne være rodet, men lyden – og ikke mindst æstetikken – er stram og præcis og bindes sammen af den uimodståelige intensitet, Magnussen tidligere har bevist i front for The Love Coffin, men som her udfoldes i gotisk format i karakteren Chopper.
Udstyret med et skramlet Casio-keyboard og alle tænkelige lydeffekter er Chopper en maksimalistisk enmandshær, som griber dig om halsen med begge hænder og nægter at give at slip, før du også danser med i mørket.
(Simon Ørberg)
2, Quiet Sonia – Wild and Bitter Fruits
Noget musik går bare direkte ind i brystkassen og trækker på alle sener og tråde omkring dit hjerte, lægger sig som en tung dyne over dig af fortid og fremtid, knuste og spæde nye håb og påråber sig længe glemte minder på både godt og ondt. Mere sjældent er det nok at blive trukket igennem hele denne rørende og intense følelsespalette på blot 25 minutter og to numre, men det lykkes københavnske Quiet Sonia på deres debut-EP Wild and Bitter Fruits.
På en rejse gennem ekstase og tristesse, håb og længsel, trækker Quiet Sonia igennem et overordentligt velkomponeret lydbillede, der besværligt bevæger sig mellem beroligende passager af akustisk guitar, postrockede passager og euforiske crescendoer med skønne violin- og klavermelodier. Af og til er der også bare stilhed. Quiet Sonia er heller ikke bange for at udforske genrens grænser, og der leges blandt andet med diverse glitches og et væld af guitareffekter som et modspil til Nikolaj Bruus’ dybe vokal.
Wild and Bitter Fruits er helt sit eget overdådige album, der kan få kontakt til følelserne i selv den koldeste sjæl. ”Smukt” er et fattigt ord, men det er det, det er.
(Anne Kirstine Knudsen)
1, Brimheim – Can’t Hate Myself into a Different Shape
Goth-moder og dansk-færing Helena Rebensdorff henter inspiration fra nogle af de seneste 30 års stærkeste indie-kunstnere, men har brygget sin helt særlige indie rock og synthpop-mikstur og hældt det ud over sin debutplade, Can’t Hate Myself into a Different Shape.
Den forudgående EP, Myself Misspelled, gav et lille forvarsel på de ting, der også kendetegner Brimheim i 2022: Skrøbelighed i hver en verselinje og soniske hug på lydsiden, der ikke viger fra det personlige og allermest sårbare. Ting, der ellers er få debuterende artister, der tør vise frem. Når Rebensdorff går lige i følelserne, er det, fordi det virker som et naturligt overlevelsesinstinkt at hænge skyggesiderne ud, hvor alle kan se dem. Pladen er en stærk fortælling om at kigge tilbage, kigge på fejl, mangler, og om hvordan kærlighed, romantik og poesi kan kigge gennem sprækkerne og skabe balance.
Kort sagt tegner Can’t Hate Myself into a Different Shape et tydeligt billede af en mangefacetteret auteur med internationalt format.
(Sabina Hvass)
