Koncerter

Junun, 03.06.17, Primavera Sound, Barcelona

Junun på rad og række. Foto: PR/Shin Katan
Skrevet af Daniel Niebuhr

18 musikere var skåret ned til ni, og den begrænsede spilletid hjalp ikke Junun, det transkontinentale samarbejde mellem Shye Ben Tzur og Rajasthan Express. Hvis man dog så bort fra det, var Junun unægteligt en af de mest overbevisende koncerter på Primavera i år.

Lad mig lægge ud med at sige, at det har været virkelig svært ikke at give Junun topkarakter for deres optræden lørdag aften i den bagende, spanske sommersol.

Bag navnet Junun finder man det 18 mand høje projekt bestående af den britiske Radiohead-guitarist Johnny Greenwood, israelske Shye Ben Tzur og det indiske ensemble Rajasthan Express, som i 2015 udgav deres fælles, selvbetitlede album, produceret af Radioheads mangeårige producer Nigel Godrich. Johnny Greenwood var dog ikke med på scenen denne aften på Primavera, da han denne sommer er travlt optaget med Radioheads turné – hvor Junun i øvrigt er med som support i en række nordeuropæiske lande.

Grunden til, at jeg var tæt på topkarakter til Jununs Primavera-koncert, er, at det langt hen ad vejen var den perfekte kombination af stemning, setting og musikalsk formåen; en sublim (festival)koncert i sin reneste forstand, som desværre havde to markante mangler.

Det startede ellers helt fantastisk til tonerne af den instrumentale “Julus” fra albummet Junun, mens de sortklædte aktører, hvoraf flere var iført blå turban, indtog scenen. Publikum var ligeledes med hele vejen, lige fra da aftenens hovedpersoner – ikke mindst de syv indere – med hver deres specialeområde fra trompet og guitar til bhapang og dholak, sparkede gang i den transkontinentale seance, og her rammer vi så den første af de to førnævnte mangler.

For sammenlignet med den helt igennem fantastiske plade var det omvendt på Primavera tydeligt at høre, at der var blevet skåret ned i besætningen, og mere end ofte enten manglede eller faldt enkelte elementer i det tætpakkede lydbillede helt ud. Rent tour-logistisk kostede det simpelthen et væld af nuancer, som bandet i dets forsvar efter bedste evne prøvede at genskabe, men det syntes dog også at være en umulig opgave. Den ellers billedskønne ”Hu” faldt således fladt til jorden, mens det karakteristiske hornarrangement i titelnummeret langt fra kunne udfyldes af to turbanklædte musikanter.

Heldigvis var netop ”Junun”, den mere dansable ”Roked” og især den afsluttende ”Modeh” med til at opveje for den sparsomme instrumentation. Og så til den anden mangel, som Junun ikke var ene om at lide under. For i modsætning til sædvanen på eksempelvis Roskilde Festival bliver størstedelen af de optrædende på Primavera spist af med noget kortere koncertlængder, og med en optræden som Jununs, hvis musik ofte kræver stærke opbygninger og rig mulighed for at manifestere sig hos publikummet, hæmmer den begrænsede spilletid numrenes sande effekt. Det virkede i al fald flere gange som om, at numrenes tempo enten blev sat i vejret, eller at enkelte passager blev udeladt fra koncerten. Det var ikke fordi, der blev skåret mange numre væk fra den næsten 60 minutter lange plade som sådan, men alligevel er det tydeligt, når kompositioner som Jununs bliver mærkbart forkortet, hvilket var tilfældet lørdag.

Ikke desto mindre så var det dog eminent koncert fra nogle helt usandsynligt dygtige musikere, der spillede det absolut bedste, de havde lært – og jeg var muligvis den eneste blandt publikum, der lod til at gå op i petitesser som koncertlængden og ensemblebemandingen. Jeg var i hvert fald omvendt oprigtigt imponeret over kvaliteten fra hver enkelt aktørs side, og var det ikke for de to ovennævnte kritikpunkter, kunne Junun meget vel være gået hen og blevet årets koncertoplevelse for mit vedkommende.

★★★★★☆

Deltag i debat