Oumara Moctar er på mange måder en usandsynlig verdensstjerne. Den 39-årige guitarist er nemlig født i Agadez – en udørk på kanten til den uendelige Saharaørken, der optager det meste af den nordlige del af hans hjemland Niger. Første gang han fik en guitar i hånden, var da han som 11-årig boede med sin familie i en flygtningelejr i Algeriet under 1990’ernes Tuareq-oprør. Siden lærte han sig selv at beherske instrumentet ved at lytte til gamle indspilninger af Jimi Hendrix, Dire Straits og den malinesiske stjerne Ali Farka Touré.
Jeg skal ikke fortsætte med at opremse mere trivia om manden, der også er kendt under navnet Bombino – men blot notere, at det var svært ikke at gå til ham med en næsegrus beundring, da han indtog enorme Arena med sit lille band. Og han kom da også lidt famlende fra start, da nogen havde glemt at tænde for hans mikrofon. Til gengæld viste han hurtigt, at rygterne om hans eminente guitarspil slet ikke var overdrevne. Tværtimod spillede han som en drøm.
Det var næsten utroligt, at han kunne udtrykke så mange følelser gennem en guitar. Det bragte mig helt tilbage til 2010, da salige Prince lukkede og slukkede festivalen med en legendarisk koncert på Orange Scene – blot med en meget tydelig desert blues oprindelse istedet. Og for at det ikke skulle være løgn, så lignede Bombino fanme også Prince sådan cirka a la Purple Rain-perioden med sin dybblå heldragt og sit store hvide halstørklæde.
Efter den lidt famlende start, hvor det virkede som om, at Bombino lige skulle blive komfortabel med den enorme scene og med sit publikum, begyndte han at løsne op i takt med, at han blev hyldet af det regnvåde publikum. Bombino synger på berbersproget Tamasheq, og han lod sin bassist stå for alt det med at tale engelsk til publikum, så det var ikke helt nemt at decifrere, hvad sangene egentlig handlede om. Men det betød ikke det store, da publikum var i seriøst dansehumør.
Her er jeg måske farvet af, at jeg stod helt oppe foran i pitten. Derfor skal jeg ikke kunne sige, om festen var lige så vild helt nede bagved, men oppe foran var der virkelig gang i folk. Der blev pludselig danset kædedans på tværs af pitten, der opstod spontane dansecirkler, som folk hvirvlede ind og ud af – og der var vidst ikke den sidemand eller -kvinde, som jeg ikke lige fik skålet eller highfivet med under koncerten.
Før koncerten undrede jeg mig lidt over, at Bombino skulle spille på Arena, som vitterligt er en meget stor scene. Men undervejs gik det op for mig, at det egentlig gav rigtig god mening. Selvom det ikke er blevet en landeplage på samme måde som reggaen blev det, så er desert blues på stille vis vel nærmest blevet den form for verdensmusik, der er slået breddest igennem de seneste år. Og efter at have set Bombino forføre et telt fyldt med folk, der ikke forstod et pip af, hvad han sang om – men som var så ivrige efter mere af det, at han blev tvunget tilbage på scenen for at give et ekstranummer – så må man sige, genren virkelig har bidt sig fast.
Den usandsynlige verdensstjerne var dog så ydmyg, at det var hans engelsktalende bassist, der til sidst måtte skubbe den storsmilende guitargud helt frem på podiet foran publikum, så han kunne modtage deres hyldest. Bombino på Arena var intet mindre end et pletskud.
