Herhjemme er der virkelig sket noget med den musik, vi under en ret simpel fællesbetegnelse kalder for verdensmusik – den musik, der lyder forskellig fra vores egen kulturs musik. Verdensmusikken er ikke længere hensat til små scener på Roskilde Festival eller Nørrebros lidt hemmelige spillested Global. Næ, nu glider den “fremmede” musik helt ubesværet ind på et næsten udsolgt Store Vega, når f.eks. nomadegruppen Tinariwen gæster hovedstaden. Den plads til forskellighed skal vi ærlig talt være stolte over, for hold nu op, hvor er der meget god, forskelligartet musik ude i verden.
Netop Tinariwen kan ses som et af de mest tydelige eksempler på verdensmusikkens popularitet. Det er som om, at de bare er blevet mere og mere populære i takt med, at verdensmusikken er gået fra at være en nichebetegnelse til, at begrebet nærmest har opløst sig selv. Det er som om, at vi bredt har accepteret, at der er forskel på psychrock fra Mauritanien (som vidunderlige Noura Mint Seymali) og det syriske orkester, der åbnede Orange Scene sidste år. Derfor er det efterhånden ikke længere meningsfyldt for os blot at stemple denne musik som noget fremmed, men i stedet værdsætter og forstår vi musikken på dens egne præmisser.
Tinariwen fortjener nemlig at blive oplevet som det helt eminente kollektiv af musikere, de er. De er verdensklasse historiefortællere og stemningsformidlere – ikke blot nogle “fremmede” kulturberigere. Dermed ikke et ord mere om den såkaldte verdensmusik i denne anmeldelse.
Kollektivet Tinariwen blev dannet helt tilbage i 1979 blandt Tuareg-folket (et nomadefolk, der lever i Sahara-ørkenen), og siden da har de turneret med vidt forskellige bandmedlemmer (har jeg læst på Wikipedia). Og netop denne trivia overraskede mig, da jeg altid har oplevet Tinariwen som en gruppe med et imponerende konsistent udtryk. Et udtryk, der er så veludført, at det naturligvis måtte være udført af en lille sammentømret gruppe af mennesker – ikke et helt kollektiv.
Jeg er nemlig slet ikke i stand til at differentiere mellem Tinariwens forskellige sange og album som Emmaar (2014) og Tassili (2011). Deres musik en form for musikalsk sindstilstand, jeg kan træde ind i. Det er en ensformig ørkentrance, hvor musikken formidler og skaber en sindsstemning via mit stereoanlæg, snarere end at musikken fortæller mig en historie. Og det er altså uanset, hvem i kollektivet, der spiller instrumenterne. Wow!
På denne måde behandler Tinariwen forholdet mellem individ og kollektiv. Denne aften bestod kollektivet af seks mænd, der spillede i forskellige konstellationer i løbet af koncerten. De var klædt i samme type klædedragt, der ikke gav plads til megen individualisering. Perkussionisten, bassisten og rytmeguitaristen viste ikke engang deres ansigt, men valgte i stedet at trække deres tørklæder godt op over næsen, så det kun var deres øjne, der kom til syne for publikum. Hvis musikerne for en gangs skyld trådte frem fra bagscenen og hen mod scenekanten, var det for at opfordre publikum til at klappe taktfast til musikken, så stemningen i den gamle arbejdersal kom helt op at koge. Ikke for at vise sig selv frem.
Alligevel viste de enkelte individer sig frem på bedste vis, selvom de overgav sig fuldstændig til kollektivet. På sin ene tromme imponerede perkussionisten med en fyldig og alsidig lyd, der blev suppleret med slagtøjslydende, rytmiske guitarhug fra resten af gruppens medlemmer. Et fælles guitarspil, der i øvrigt fungerede som et avanceret spindelvæv af bluesskalaer, hvor de forskellige guitarister vævede lange, musikalske tankestrømme ind og ud af hinanden – og her var det i realiteten ligegyldigt, om det var den ene, den anden, den tredje eller den fjerede, der havde påtaget sig rollen som guitarist i det nummer. Det var nærmest en lang guitarsolo, men det lød bestemt ikke sådan, og de få gange hvor enkelte guitartoner stak ud af spindelvævet, skar de direkte ind i vi publikummers hjerte. Det er i grunden mærkeligt, at man står så tydeligt frem som individ, når man overgiver sig totalt til kollektivet.
Selvom koncertens fokus var 100 procent rettet mod fællesskabet Tinariwen, gav udskiftningen i konstellationer plads til forskellighed i den overordnede ensformighed. Koncerten blev indledt med Abdallah Ag Alhousseyni som gruppens frontperson. Det var desværre også koncertens svageste moment. Hans blik så frustreret ud, og han havde tydeligvis svært ved at sætte sig i publikums sted. Han var måske mest af alt fokuseret på at spille musik, som publikum ville sætte pris på, fremfor at etablere en stemning for publikum. Her var det lidt svært for det københavnske publikum at mærke stemningen fra Sahara.
Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg måtte efterkomme min tissetrang, men så trådte gruppens 57-årige, grundlæggende medlem Ibrahim Ag Alhabib ind på scenen og overtog rollen som frontperson. Her glemte jeg alt om tissetrang. Roligt og behersket greb han sin elektriske guitar og sendte behagelige, men samtidig ekvilibristiske, bluestoner ud mod publikum, mens hans melankolske blik kiggede sørgmodigt ud over os. Stemningen skiftede radikalt med denne lille variation. For musikken lå inden for den samme ensformighed. Skiftet var minimalt, men pludselig var min opmærksomhed nu suget mod scenen. Igennem sit kropssprog og musikkens ensformighed udtrykte Ibrahim Ag Alhabib et nærmest nihilistisk livssyn, der var Albert Camus’ klassiske roman Den fremmede værdigt, hvor hovedpersonen Meursault opbygger en dovenskab i den glohede algeriske varme og en ligegyldighed over for hverdagens gentagelser.
Det var en historiefortælling på meget højt niveau, hvor Tinariwen kommunikerede imponerende præcist, på trods af at det Tuareg-sprog, de synger på, var komplet uforståeligt for publikum. Det var i stedet en opvisning i hvor nuancerede historier, man kan fortælle blot ved hjælp af musik og kropssprog.
Næste medlem, der indtog rollen som frontperson, var Alhassane Ag Touhami, der ligesom Ibrahim Ag Alhabib har været en del af Tinariwen fra begyndelsen. Indtil da havde han været placeret som storsmilende, dansende korsanger helt ude i højre side af scenen. Igen ændrede koncerten sig radikalt inden for den samme ensformige sindstilstand, da han stillede sig ind midt på scenen. Den melankolske nihilisme blev nu afløst af en tilgang til livet, der i stedet nyder det til fulde, på trods af alle dets elendigheder. Da Alhassane Ag Touhami greb sin elguitar, viste han med sit glimt i øjet og kække smil på bedste Keith Richards-maner en legende tilgang til rollen som frontperson.
Tænk engang, at et band kan være så alsidigt, at de har plads til både melankoli og glæde inden for den samme sindsstemning. Det udtrykte hele livets alsidighed på, hvad der nok har været halvanden times tid – jeg må tilstå, jeg mistede tidsfornemmelsen undervejs.
Det er lang tid siden, jeg har forladt en koncert med et så stort smil på læben. Jeg var blevet beriget og meget klogere. Mine forudindtagelser om, hvad Tinariwen er, og hvad de er i stand til med deres musik, blev i den grad vendt på hovedet. Og efter Tinariwen havde ført os igennem de forskellige sindsstemninger, blev det ærlig talt umuligt for mig at meningsafkode, hvad der foregik. Jeg kan blot konstatere, at Tinariwen spillede bedre og bedre, og publikum blev suget dybere og dybere ind i den herlige tilstand, de skabte i rummet.
Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com