Koncerter

Ride, 10.06.17, NorthSide Festival, Aarhus

Foto: Jonas Svendsen/NorthSide
Skrevet af Frederik Voss

Det aldrende shoegaze-orkester leverede en decideret uengageret koncert på NorthSide, som bestemt ikke fik de nostalgiske følelser til at blomstre.

Med et demonstrativt baggrundstæppe gik Rides fire midaldrende, britiske mænd på scenen lørdag eftermiddag som en institution indenfor shoegaze-genren. Ride leverede en koncert på NorthSide, der kan bedømmes til UG efter genrens overfladiske grundregler. Fire statiske musikere, koncentreret over deres instrumenter med et hav af effektpedaler, der giver den typiske støjende og storladen lyd – uden at gøre så meget andet end det. Det er meningen, at sangene og lyden skal kunne bære det hele selv.

Sætlisten bestod af gamle sange, primært fra deres hovedværk Nowhere, ligeligt fordelt med nye singler fra Rides kommende plade, Weather Diaries. Sange med søvndyssende tostemmige vokaler og klassiske poprock-formater lige efter bogen. De nye er en viderebygning af den gamle sangskrivning – bare med opdateret produktion, der ikke lyder specielt shoegazet, og gerne med et par synth-elementer. Ride støjede på Blue Stage – men på en måde, der virkede mild. Det skurer overhovedet ikke i ørerne længere, og hvad der var tiltænkt at fungere som støjende forskrækkelse og kontraststykker på f.eks. ”Dreams Burn Down” blev snarere der, hvor jeg tabte opmærksomheden. Det var hverken farligt, højt eller spændende, når Ride kastede sig ud i et støjinferno i ”All I Want” i år 2017.

Det gik undervejs i koncerten op for mig, at Ride i virkeligheden er meget langt fra det, mine andre shoegaze-idoler er garant for. De æstetiske storebrødre My Bloody Valentine og Slowdive endte med at fremstå som introverte bands, der lod sig omslutte af støj, men som mere end noget andet var fokuseret på de fantastiske popmelodier bag støjtæppet. Med Ride er støjen ikke et omsluttende hylster, hvor jeg møder skønsangen, men en tarvelig hammer, der sløvt slår mig i hovedet. Støjen virker til at være pointen i sig selv mere end et middel.

Der skete simpelthen ikke noget spændende i Rides koncert. Deres lyd var ikke god, som man ellers burde forvente af et shoegazeband. De lignede ikke nogen, der havde synderligt meget lyst til at være der. Laurence Colberts trommer hang så meget i timingen, at det for længst var nået forbi punktet, hvor det var charmerende utight. Og der gik det så galt. Sangene og lyden bar ikke det hele af sig selv, og deres performance var intetsigende.

Snarere end en grundsøjle af shoegaze-genren bør Rides eftermæle måske genforhandles til en forgænger for den monotone såkaldte “loudness war”, som Rides Andy Bell blev en del af sammen med Oasis. Den absolutte forkastelse af dynamik. Rides sange har ikke overlevet tiden lige så yndefuldt som visse andre shoegazebands, og deres nye sange forekom mig fuldkommen ligegyldige denne eftermiddag. Fra åbneren ”Lannoy Point” til ”All I Want” var jeg forvirret over, hvad bandet forsøgte, udover at tilbyde mig et billigt, nostalgisk shoegaze-sugar rush, som jeg takker nej til.

Selv hvis man skulle give Ride den mest barmhjertige håndsrækning og bedømme dem ud fra sættets højdepunkt, ”Vapour Trail”, fremstod de desværre som et aldrende comeback-band, hvor nostalgien for mit vedkommende havde været mere intakt uden den kedelige koncert på NorthSide. Som min sidemakker kækt bemærkede; det var så uengageret, at Andy Bell ikke engang havde gjort sig umage med at finde et par ægte Ray-Ban-solbriller at tage på.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat