Plader

U.S. Girls: In a Poem Unlimited

Skrevet af Sarah Mogensen

Der er intet nyt over U.S. Girls politiske agenda – men aldrig før har Meghan Remys lyrik været så tidssvarende som nu. In a Poem Unlimited er protestsange, man har lyst til at skrue op for og råbe med på.

Den canadisk bosatte Meghan Remy har siden 2007 haft søgelyset rettet mod USA under pseudonymet U.S. Girls, der på tråds af flertalsbetegnelsen kun dækker over hende selv. Selvom Meghan Remy ikke kan beskyldes for at være doven med hele seks albums bag sig, så har U.S. Girls endnu ikke fået den store opmærksomhed herhjemme. Desto større er overraskelsen over, hvor allestedsnærværende og gennemarbejdet In a Poem Unlimited føles.

Lyduniverset på det seneste pladeudspil adskiller sig ikke nævneværdigt fra de seks forrige. På alle plader finder vi diskofyldt støjguitar og synthesizer i en sød blanding af 90’er inspireret noise-pop. Stemningsmæssigt befinder U.S. Girls sig i spændvidden mellem tyggegummipop og avantgardekunsten. Meghan Remys tekster er både satiriske, præcise og ikke mindst feministiske. De letfordøjelige discobeats og funkpassager får modspil af lyrikken, der byder på hårdtslående politisk kritik og sydende voldsbeskrivelser.

Især i kølvandet af #metoo-skandalen er In a Poem Unlimited et fremragende udspil. For U.S. Girls rammer med dette album præcist ind i tidsånden ved at behandle verdensomspændende problematikker med både humor og seriøsitet.

Albummet indledes med nummeret ”Velvet 4 Sale”, der med en groovet wah-wah pedal gør os bløde i knæene, mens vi bliver trukket ind i Remys kontrastfylde lydbillede. En filmisk keyboard-rytme sætter tempoet for turen ind i de fløjlsbløde gemakker ledsaget af støjguitar. Jamrende og stønnende som i en sexscene fra en gammel James Bond film suppleres U.S. Girls flersporede vokal af lavmælt percussion og højtravende blæsere.

Brugen af wah-effekt fortsætter på ”Rage of Plastic”, hvor Remys vokal ledsages af en af adskillige gæstevokaler i et omkvæd, der igen sender dansefødderne afsted i retning mod et filmisk univers. Denne gang mod et 70’er diskotek ala dem John Travolta frekventerede i Saturday Night Fever.

In a Poem Unlimited smelter flere årtiers ikoniske stilarter ubesværet sammen i en kollage af funk, jazz, soul, disco, hiphop og shoegaze-guitarer. Dette høres eksempelvis på ”L-Over” hvor den hæse og narkotiske lyd fra 90’ernes Cocteau Twins og Sonic Youth står side om side med en melodiøs og sødmefuld vokal, der sender tankerne hen mod den ukronede glitterdronning Kylie Minogue.

Humor er et vigtigt element i Meghan Remys arsenal, der midt imellem albummets alvorlige øjeblikke finder plads til små, sjove gimmicks. Eksempelvis adskilles to sange af en kort lydoptagelse, hvor Meghan Remy med en hæs stemme hvæser »Why do I lose my voise when I have something to say«, inden hæsheden til sidst tager over og udvisker stemmen. Det er morsomt, men langt fra fri for politisk ladede hentydninger.

Singlen ”M.A.H” (Mad as Hell) fortæller i bedste protestsangsformat om U.S. Girls egen (og sandsynligvis mange andres) politiske forelskelse i den tidligere præsident, Barack Obama. Med sans for detaljer beskriver U.S. Girls i farverige vendinger, hvordan billedet af Obama ændrede sig over tid. Ikke blot politisk, men også visuelt:

»The war rolled on and on, I left that land my home / We watched your hair go grey, that stressful manly shade«

Remy skifter hurtigt fokus og instrument mellem numrene, som på hovednummeret ”Incidental Boogie”. Her tvinger Remy lytteren til at betragte livet fra en voldsramt kvindes perspektiv. Boogien blæser gennem højttalerne med metronomisk perkussion og komplekse guitararrangementer, mens lyrikken rammer lytteren med hårdtslående linjer som: »He hits me left, he hits me right / All the time, but no marks / No marks, no evidence to see.«

På et nummer som ”Incidental Boogie” lyder Remy nærmest inspireret af den ikoniske Debbie Harry fra Blondie, men i stedet for et omkvæd om kærlighed, fylder U.S. Girls linjerne med strofer om vold, overgreb og politiske frustrationer.

Singlen ”Rosebud” er med sin avantgardepop endnu et af pladens højdepunkter, og den er genkendelig fra første lyt, men bliver, som resten af albummet, kun bedre ved genhør.

Man kan sagtens forestille sig at In a Poem Unlimited bliver soundtracket til årets protestbevægelser og det af gode grunde. Meghan Remy har en mesterlig evne til at kombinere dansable rytmer og hypnotiserende støjguitar med en lyrisk dybde og humor, der samler mange års musikhistorie i et forførende album.

★★★★★★

Skriv et svar