Koncerter

Roskilde Festival 2018: Lød, Rising

Foto: PR
Skrevet af Signe Palsøe

Lød har en herlig trommefabrik, der kan sætte en hvilken som helst tirsdagstung støvle i bevægelse. Andre dele af lydbilledet stod desværre ikke helt så skarpt under bandets koncert.

Klokken 20 står solen direkte bag Rising, og i det skarpe modlys er der en okkult fornemmelse over scenens knejsende trekantsstruktur. Om scenen i sig selv som en anden monolit har været med til at suge festivalpublikummet ud på den lille plads, skal jeg ikke kunne sige, men fremmødet til Løds Roskilde-koncert er særdeles pænt.

Det synes bandet vist også selv. Forsanger Søren Gade Holmgård udbryder ikke så få varianter af »Fuck, hvor er I fede,« gennem det tre kvarter lange sæt, når hans hektiske raven omkring på scenen og intense arbejde ved mikrofonen ellers tillader ham et øjebliks pause. »Og i lige måde,« kan vi heldigvis respondere en god del af tiden, for Løds aktiver gør sig vitterligt godt i livesammenhæng. Bandets krautede islæt er et frisk pust på en endog meget tæt befolket dansk postpunkscene, og kvintettens rytmesans er da også tirsdag aftens allerstørste attraktion – en perfekt kalibreret maskine, der hektisk og utrætteligt klør på, men som jævnligt pirrer øret med variationer.

Koncerten fungerer således allerbedst, når trommespillet tager tøjlerne for både de fem på scenen og publikums bentøj. Et glimrende fikspunkt, men desværre også en understregning af, at lydbilledets øvrige elementer ikke sidder helt i skabet. Holmgårds lige dele mørke og hektiske vokal er skabt til postpunkgenren, men har ikke en fremtrædende nok plads til at gribe om skuldrene på publikum og give os den dystopisk rusketur, som de fremragende sange ellers har potentiale til, og som kunne have klædt sættet så godt. I stedet falder pulsen desværre betragteligt, når Lød tyr til både temmelig mange og temmelig lange outroer og mellemspil undervejs – måske for at udfylde de påkrævede tre kvarters spilletid, som bandet da også rammer mere eller mindre på sekundet.

En enkelt ep er heller ikke meget at bygge et sæt over, og Lød gør en både velspillet og energisk indsats under de givne forhold. Når bandet engang har en udgivelse mere i porteføljen og står på et spillested med lidt bedre lydforhold, venter jeg spændt ved scenekanten.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Signe Palsøe

Biografi:Med Depeche Mode som barndomshjemmets lydtapet var der ikke langt til min første store kærlighed, der dukkede op, da jeg var 12. Pet Shop Boys blev voldspillet ved enhver given lejlighed og blev en øjenåbner for et større musikalsk univers. Dengang var det især mere sfæriske genrer som indie-/electronica, dreampop, støjrock og shoegazer, der fik spilletid og blev min indgangsvinkel til musikhistorien. I dag hører jeg det meste, selvom jeg nok aldrig kommer til at skrinlægge en yndlingsaversion mod punkens mest letbenede undergenrer og heller ikke lytter til ret meget metal. For øjeblikket er det især ambient, electronica og dubstep, der får spilletid, selvom også hiphop på det seneste er begyndt at fylde mere i pladesamlingen.

Skriv et svar

boeger